Denne Guds mand står ved, at han helt bevidst har forsyndet sig mod det totale arbejdsforbud, der gælder for de i Norge såkaldt ”ureturnerbare” asylsøgere, der er afvist, men som ikke kan hjemsendes af ofte indviklede grunde. Det skønnes, at mindst 3.000 mennesker lever under sådanne vilkår med stærkt indskrænkede eller slet ingen rettigheder mht. ydelser fra social- og sundhedsvæsen i vores rige naboland.

Stålsett opfordrer sine landsmænd til at gøre ham den civile ulydighed efter. Han kalder det amoralsk og imod enhver elementær kristenpligt og desuden i uoverensstemmelse med principperne for en retsstat, at man med åbne øjne lader disse mennesker rådne op i et limbo uden ende. Hvor man meget vel ved, at de fleste kun ville kunne sendes ud af landet under tvang, hvis man var parat til at smide vor civilisations retslige og moralske grundsætninger over bord, lige så afslappet som disse politiske fyrtårne gør det: Erdogan, Putin, Xi Jingping og Donald Trump.

Nu optræder begrebet barmhjertighed hverken i norske eller danske love og heller ikke i internationale menneskerettighedskonventioner. Og det er også klart, at man må finde frem til gennemførlige regler og procedurer for udvisning af mennesker uden opholdsret; det er ikke nok med fromme ønsker.

De, der i lighed med de forbløffende mange sorte præster med DF-partibog, af familierne Krarup og Langballe plus hele discipelskaren, mener, at den bibelske lignelse om den barmhjertige samaritaner kun gælder for dem med det rigtige pas fra Gedser til Skagen og på den rigtige side af vildsvinehegnet, kan roligt afbryde læsningen her. Men de misser pointen.

For Gunnar Stålsett, i sine yngre dage kortvarig leder af det borgerlige Senterparti, har i sit eget land ramt en nerve, der udsender smertesignaler om egen forråelse. Samme virkning havde her i landet beretninger og rapporter om børnene i Sjælsmark. I begge tilfælde handler det ikke kun om de mennesker, der bliver ramt direkte, men i lige så høj grad om det omgivende samfunds selvforståelse: I hvilket omfang er samfundet parat til at forkaste fælles moralske principper for at få gennemført bestemte politiske mål? I dag de mere eller mindre tålte fremmede, i morgen måske alle dem med udgiftskrævende handicaps? Enhver kan snildt forestille sig, hvilke enorme summer der kunne frigøres fra finansbudgettet i et samfund, der konsekvent afskaffer barmhjertighed som politisk grundprincip: alverdens herligheder lige fra sænkning af topskatten til flunkende nye operahuse i verdensklasse.

Her kom så biskoppen med sin spændende sætning om »en politisk mulighed« og blev hørt. To mindre partier fra den norske højreregering, Kristeligt Folkeparti og Venstre, startede som reaktion på anklagen mod Stålsett et initiativ for, at mennesker, der i realiteten ikke kan hjemsendes, under visse betingelser får tilladelse til at arbejde, frem for at de som pariaer går til grunde i meningsløs og sløvende lediggang. Ikke uventet ville regeringspartnerne fra det højrepopulistiske Fremskrittsparti og fra statsminister Erna Solbergs Høyre ikke være med.

Arbejderpartiet, i oppositionen, kunne have skaffet flertal for sådan et initiativ, men bemærkelsesværdigt kompromisløst afviste den socialdemokratiske partileder, Jonas Gahr Støre, den mulighed: »For os gælder det ganske klart, at folk, der har fået afslag på deres ansøgning om asyl i Norge, de skal rejse ud.« Punktum, slut, finale, ikke et ord fra hans mund om moralske og etiske dilemmaer i forhold til mennesker, der nu engang er blevet en del af dette samfund. Det kan være lige meget, lyder det sande budskab, bare vi ikke falder af på den i det væddeløb, der finder sted overalt i Europa: Her gælder det om at have de skrappeste regler, så vi kan afskrække uønskede flygtninge, både dem, der allerede er ankommet, og dem, der rundtomkring i verden er ved at begive sig på vej, på flugt fra utålelige klimaforhold og dyb fattigdom.

Det er en stor fristelse at afrunde denne klumme med et forsonligt julebudskab. Men Gunnar Stålsett skal have det sidste ord med sit stålsatte politiske budskab. Hans efternavn er jo i sig selv lidt af et program: »Vi kan ikke fortsætte med de forhold, som i dag er dikteret af loven. Det drejer sig om at tage ansvar for en lov, vi ikke bør vedkende os som retsstat.« Med det for øje vil han ved retsmødet den 19. december egentlig hellere, siger han, gå i fængsel for sin overbevisning end modtage en blødsøden bødestraf med særlig rabat for biskopper.