Month: January 2021

Ex-Ausländerministerin Inger Støjberg kommt vor ein “Reichsgericht”

Posted on

Die rechtsliberale Populistin Inger Støjberg hat auf der Jagd nach immer neuen Verschärfungen wohl wissentlich geltendes Recht gebrochen.
Die rechtsliberale Populistin Inger Støjberg hat auf der Jagd nach immer neuen Verschärfungen wohl wissentlich geltendes Recht gebrochen.© Thomas Eisenkrätzer/dpa

15.01.202112:33

Rechtspopulismus

Dänemark: Inger Støjberg – Rechtspopulistin wegen Amtsvergehen vor „Reichsgericht“von Thomas Borchert

Dänemarks erfolgreichste Populistin Inger Støjberg kommt vor ein „Reichsgericht“. Vor drei Jahren postete sie einen Kuchenfoto, das einen Skandal auslöste.

  • Inger Støjberg war dänische Ausländerministerin.
  • Nun ist klar, dass sie sich wegen gesetzwidriger Amtsführung vor einem „Reichsgericht“ verantworten muss.
  • Sie hatte ohne Prüfung nach Dänemark geflüchtete Paare mit minderjährigen Partnern getrennt.

Kopenhagen – Als Dänemarks Ausländerministerin ließ Inger Støjberg syrische Bürgerkriegs-Flüchtlinge auf Schmuck filzen, um ein „Pfand“ für anfallende Kosten einzubehalten. Sie kündigte die Internierung abgewiesener Asylsuchender auf einer früher für die Eindämmung von Tierseuchen genutzten Insel an. Nach „ihrer“ 50. Verschärfung des Ausländerrechts präsentierte sie sich freudestrahlend mit Jubiläumstorte auf Facebook.

Weil die 47-jährige Rechtsliberale auf der Jagd nach immer neuen Verschärfungen wohl wissentlich geltendes Recht gebrochen hat, kommt sie nun vor ein „Reichsgericht“. Donnerstag entschied sich eine breite Mehrheit im Kopenhagener Parlament für die Einberufung dieses Sondergerichts bei gesetzwidriger Amtsführung durch Ministerinnen und Minister. https://www.facebook.com/v3.2/plugins/post.php?app_id=&channel=https%3A%2F%2Fstaticxx.facebook.com%2Fx%2Fconnect%2Fxd_arbiter%2F%3Fversion%3D46%23cb%3Dfdf510bfe804be%26domain%3Dwww.fr.de%26origin%3Dhttps%253A%252F%252Fwww.fr.de%252Ff200723b305213c%26relation%3Dparent.parent&container_width=803&href=https%3A%2F%2Fwww.facebook.com%2FIngerStojberg%2Fposts%2F3776223302417359&lazy=true&locale=en_US&sdk=joey&show_text=true&width=

Dänemark: Inger Støjbergs Partei Venstre musste zustimmen

Auch Inger Støjbergs in die Opposition gewechselte Partei „Venstre“ stimmte zähneknirschend dem seit 1849 nur fünfmal einberufenen Gericht – zu unmissverständlich erklärte die von der Regierung bestellte Sachverständige den Grund: Die Ministerin hat bei der Trennung von Flüchtlingspaaren mit einem minderjährigen Mädchen 2016 die zwingend vorgeschriebene Einzelfallprüfung wissentlich außer Kraft gesetzt. Sie wolle „Kinderbräute“ vor erzwungener Partnerschaft schützen, erklärte sie damals und ordnete die sofortige Trennung aller 23 in dänischen Asylcentern ermittelten Paare mit einem minderjährigen Teil an.

Inger Støjberg: „Schutz der Kinderbräute“ in Dänemark

Dabei wurden die Betroffenen weder angehört noch auf die persönlichen Verhältnisse Rücksicht genommen – wie der gemeinsamen Flucht einer 16-Jährigen mit ihrem 18-jährigen Partner. Heute erklärt Inger Støjberg: „Ich könnte mich nicht im Spiegel anschauen, wenn ich nicht alles zum Schutz der Kinderbräute getan hätte.“ Sie habe nie Anordnungen zum Bruch von Gesetzen gegeben – sieht das Reichsgericht das anders, drohen ihr bis zu zwei Jahren Haft.

Ihre simpel und brutal formulierten Initiativen gegen muslimische Zuwanderung haben der Politikerin aus Jütland einen dauerhaften Spitzenplatz bei Popularitätsumfragen beschert. Mit sicherem Gespür für den Wählergeschmack auf der Rechten erfand Inger Støjberg immer neue knallig klingende Initiativen und verbuchte unverhohlen auch Proteste dagegen als Beweis für die eigene Durchschlagskraft. (Thomas Borchert)

Und hier der weggekürzte Rest des Artikels:

 Ein Herz und eine Seele war Støjberg stets mit den Rechtsaußen von der Dänischen Volkspartei, die „Venstre“ über zwei Jahrzehnten als Mehrheitsbeschafferin zu Diensten waren. Als Gegenleistung durfte die Partei in dieser Zeit den Takt bei der immer abweisenderen Zuwanderungspolitik vorgeben. Derzeit will die Dänische Volkspartei durchsetzen, dass die heimische Staatsbürgerschaft Menschen aus muslimischen Welt komplett versperrt und nur an Zuwanderer mit einem Ehepartner aus Dänemark vergeben wird.

Allerdings ist die Partei in der Wählergunst 2019 tief abgestürzt und im Gefolge die rechte Mehrheit insgesamt gekippt. Was nicht bedeutet, dass die neue Mehrheit hinter den Sozialdemokraten dem Land eine andere Zuwanderungspolitik bescheren würden. Vielmehr hat sich deren Chefin Mette Frederiksen an der Regierungsspitze ausdrücklich auf die ausgeprägt harte und eindeutig anti-islamische Ausländerpolitik verpflichtet. Als Støjbergs Nachfolger im Fachministerium verkündet der Sozialdemokrat Mattias Tesfaye regelmäßig Initiativen ganz im Geist der Vorgängerin. Allerdings schlägt er dabei einen ruhigeren Ton an und verzichtet auf den knalligen Klang mit brutalen Formulierungen.

Dansk oversættelse af artiklen i Frankfurter Rundschau om “Predigtpolizei” på bloggen Lingoblog

Posted on

Lingoblog

Snart bliver det obligatorisk at prædike på dansk

15/01/2021 Af Thomas Borchert

Danmarks regering ønsker at gøre dansk til et obligatorisk sprog for alle prædikener i 2021. Hvis religiøse forkyndere taler til troende på et andet sprog end dansk, skal de forberede en skriftlig oversættelse til dansk og gøre den offentligt tilgængelig. Hvad den socialdemokratiske statsminister, Mette Frederiksen, retfærdiggør som en målrettet foranstaltning mod islamistiske hadprædikanter, kunne pastor Christa Hansen fra det tyske mindretal i Haderslev “bare ikke tro” i starten. Efter 23 år med tysk som sit sprog som prædikant, accepteret fra alle sider, mener hun nu: “For at sige det tydeligt minder det mig lidt om DDR, hvor mennesker med røde penne og en lille notesbog også sad i gudstjenester.”

Prædikestol

Biskop Marianne Christiansen fra Folkekirken, stadig Danmarks statskirke, føler ”censurens kolde hånd, når man overvejer sådanne tiltag.” Det hele skal ikke forstås som andet end et forsøg af staten “på at kontrollere og begrænse religiøst liv, især islam og andre religiøse mindretal.”

Dog er vi ikke helt så langt i processen endnu. Regeringen har meddelt, at der kommer et lovforslag til februar, hvis detaljer stadig er uklare. Hvor skal for eksempel oversættelserne indleveres, hvad tæller som forkyndelse, der ikke er forenelig med ”danske værdier”, og hvem kontrollerer, om oversættelserne er korrekte? Vil der være et forkyndelsespoliti?

Det er klart, at de nye pligter ikke kun skal gælde for muslimer, men også for alle andre, ofte små, religiøse samfund med andre sproglige rødder end dansk. Ellers ville forskelsbehandling af den ene religion være alt for åbenlyst. Udover det tyske mindretal i det sydlige Jylland er troende fra Grønland og Færøerne lige så berørt som katolske sogne med stærk polsk indflydelse og de mange unge kvinder fra Filippinerne, der som au pair gør det muligt for danske middelklassefamilier at leve mere komfortabelt.

I Københavns Sankt Petri-kirke har forkyndelsen været på tysk siden 1585. Rettighederne for det tyske mindretal (og omvendt for danskere i Sydslesvig), der blev aftalt i København-Bonn-erklæringen i 1955, sikrede fuldt ud retten til det respektive modersmål i det offentlige liv. Dette er en hård nød at knække for den københavnske regerings spidspolitikere, som i den pågældende paragraf må omformulere deres ultimative hårdhed overfor alt muslimsk – uden alt for åbenlyst at forskelsbehandle og krænke princippet om religionsfrihed fra forfatningen samt menneskerettighedskonventionerne.

Mattias Tesfaye

I 2019 præsenterede den nuværende udlændingeminister, Mattias Tesfaye, projektet ”Lov om prædikener på andre sprog end dansk” som et valgkampagneløfte fra socialdemokraterne: ”I dag samarbejder ikke alle moskeer med samfundet. Vi er nødt til at sikre, at de anerkendte religiøse samfund åbner sig og rapporterer om, hvad der sker hos dem i stedet for at vende samfundet ryggen.”Socialdemokraterne havde og har stadig stor succes med fuldt ud at overtage den højrepopulistiske anti-islam-dagsorden, som har domineret Danmarks politiske liv i to årtier. Det, der tæller her, er de “politiske signaler”, som altid kan måles i vælgernes støtte.

I mindre grad bliver der kigget på de konkrete resultater. Tanken om, at islamistiske hadprædikanter lydigt oversætter deres middelalderlige opfordringer til undertrykkelse af kvinder til korrekt dansk og forelægger dem til gennemgang i Kirkeministeriet, kaldte Mette Bock, den sidste borgerlige kirke- og kulturminister, “bare så dum, at det skriger til himlen”: Man bevæger sig historisk tilbage til niveauet før den danske forfatning af 1840, “da molboerne (…) i deres dumhed trampede hele marken ned for at skræmme storken væk”.

Pastor Hansen ser også pragmatisk på det: ”Ingen benægter jo problemerne med hadprædikanter. I stedet for at så mistanke mod et mindretal, bør staten endelig tilbyde imamuddannelse.”

Artiklen blev tidligere offentliggjort i Frankfurter Rundschau. Oversat af Lingoblogredaktion. Lingoblog takker Thomas Borchert for at tillade os også at bringe denne artikel her.

Thomas Borchert er journalist og forfatter. Han har skrevet om Danmark som udenlandsk korrespondent i 35 år.

Hvordan jeg bev mindet om at jeg er barn af en flygtning

Posted on

09.01.2021

Tyske flygtninge var også uønskede i deres eget hjemland

En ny bog behandler forholdene for de tyske flygtninge i Danmark lige efter Besættelsen. Danske politikere løb slalom mellem menneskelige hensyn og behovet for at legitimere, at man var gode allierede. Det er stadig, så mange år efter, en historie, der giver anledning til debat. Hvorfor mon?

[object Object]

Tegning: Rasmus Sand Høyer

Thomas Borchert

Thomas Borchert tysk korrespondent

Thomas Harders stærkt anbefalelsesværdige nye bog ”De uønskede“ om de 250.000 tyske flygtninge i Danmark i 1945-1949 fik på overraskende vis mindet mig om, at jeg selv er barn af en flygtning. Ikke så meget, fordi min far som strandet og absolut uønsket tysk ubådssoldat oplevede Danmarks befrielsesdag i Korsør og straks tog flugten sydpå over grænsen – som jeg så mange år senere krydsede i modsat retning som indvandrer helt af egen fri vilje. Men fordi min far, der som 19-årig var blevet indlemmet i nazisternes gigantarmé, ved krigens afslutning var blandt de 14 millioner flygtninge, der, fordrevet fra Østprøjsen, Pommern, Schlesien osv., var præcis lige så uvelkomne vestpå i deres eget land, som 250.000 af dem blev det i Danmark. Når den indre svinehund ​nedgør udefrakommende uønskede, er det åbenbart ligegyldigt, om de har krydset et stort hav med en helt anden religion eller har samme gud og kommer fra samme land.

Harder fortæller med stærke øjenvidneberetninger om den hårde behandling af tyskerne i de danske lejre. Tilsvarende fortæller han, hvordan de internt fordrevne tyskere østfra blev modtaget af deres landsmænd: ”Tilstrømningen af nye borgere, som talte andre slags tysk og var kristne på andre måder og medbragte andre traditioner, vaner, krav og forventninger til samfundslivet end de lokale, bragte de små, traditionsbundne landbosamfund i ulave. (…) Flygtningene (…) blev derfor kaldt ”feje”, ”omflakkende”, (…) ”dovne og arbejdssky”, ”beskidte”, ”lusede” og ”loppebefængte”, ”flygtningesvin”, ”pólakker”, ”rygsæktyskere” og ”40-kilos-sigøjnere”.”

Når den indre svinehund nedgør udefrakommende uønskede, er det åbenbart ligegyldigt, om de har krydset et stort hav med en helt anden religion eller har samme gud og kommer fra samme land.

Harder citerer den danske journalist og Sydslesvig-aktivist Tage Mortensen: ”Både racemæssigt, kulturelt og åndeligt er flygtningene artsfremmede i Sydslesvig. Hovedparten er østpreussere af den slavisk-germanske blodblanding, hvis mentale indstilling har været grundlaget for al tysk erobringspolitik fra Frederik den Store til Hitler.” Min østprøjsiske far gled ind i det nye vesttyske samfund ved at assimilere sig og tie stille om sin lidt anderledes baggrund. Nu har en dansk bog skrevet med europæiske briller mindet mig om den del af familiens bagage. Tak for det.

Især var jeg spændt på Harders beretning om den ekstremt høje børnedødelighed i de danske flygtningelejre. Lægen Kirsten Lylloff udløste voldsomme diskussioner, da hun i 1999 fremlagde tal: 7.746 børn døde i de danske lejre i 1945. I forvejen svækkede og underernærede. Men også fordi Lægeforeningen blankt afviste at behandle ”de uønskede“. ”Jeg forstår og accepterer, at danskerne så tyskerne som fjender. Men hvordan kan små børn være fjender?” spurgte Lylloff. Man bemærker, hvordan visse diskussioner gentager sig.

Harder bekræfter Lylloffs forskningsresultater, men uden at fælde moralske domme. Med vid horisont indfælder han behandlingen af de tyske flygtninge i Danmarki billedet af vilde omvæltninger overalt i verden efter krigens afslutning. Skønsmæssigt 60 millioner på kaotisk flugt ud over et ødelagt Europa. Utallige mennesker døde under de mest horrible omstændigheder. I det perspektiv bliver de 250.000 tyskere i et Danmark, der er sluppet så godt som uskadt gennem krigen, for sejrherrerne ”reduceret til et problem i andet geled“, som Harder konstaterer. Lige så nøgternt skildrer han de danske politikeres slalomløb: Hvordan de nu over for sejrherrerne – efter kollaborationen med Nazityskland – forsøger at præsentere sig selv og deres land som gode allierede, også ved den hårdhændede behandling af flygtningene. For alligevel på en eller anden snedig måde at opnå den hurtigst mulige ”hjemsendelse“ af de uønskede – for hvem der jo lige så lidt mere fandtes et ”hjem“ som for mange af dagens 70 millioner flygtninge i verden.

Af og til forbinder udsagn om helt forskellige emner sig på underlig vis. For mig skete det, da jeg læste Harders bog og samtidig lyttede til ros for overholdelsen af coronarestriktionerne fra Mette Frederiksen. Hun har for tiden et umenneskeligt ansvar at bære. Men det var rystende at høre en statsminister sige: ”Vi ved nu, at i det her land, der er vi skabt af en særlig støbning.“ Harder refererer en kommentar fra Tove Ditlevsen, skrevet den 3. marts 1946 om den efter hendes mening grusomme behandling af især de tyske flygtningebørn: ”Tåbeligt at tro, det ene folk er bedre, eller blot anderledes end det andet.” Ville digteren blive hånet også nu, i coronatiden, lige så meget som dengang for afslutningen af sin kronik? ”Kom ned på jorden og bliv mennesker. Lad medfølelse, godhed og barmhjertighed igen blive andet end forældede førkrigsord.“