Annette Herzogs nye bog om hendes DDR-liv: sjovt, klogt, originelt

Posted on October 4, 2020

Tegning: Rasmus Sand Høyer

Thomas Borchert, tysk korrespondent

30-årsdagen for den tyske genforening denne weekend kan jeg som ”Ex-Wessi” fejre på en ret speciel måde sammen med ”Ex-Ossi” Annette Herzog. Vi står begge på den liste, som Folketinget hvert år i oktober vedtager for tilkendelsen af dansk statsborgerskab til nogle af os indvandrede. Klart nok kollapsede DDR ikke mindst pga. de politisk fastsatte og urealistisk lave priser. Men er de modsatte principper i vores sejrrige neoliberale system mindre forrykte?

Læsere af denne klumme erindrer måske: Udlændingeministeriet havde afvist hendes ansøgning med den begrundelse, at hun manglede at dokumentere sine danskkundskaber. Efter at have skrevet 39 børne- og ungdomsbøger på dette sprog. Hvilken galskab.

Det er nok så diskret blevet korrigeret. Til 30-årsdagen for tysk genforening udkommer nu en bog for voksne danske læsere om de første 30 år af forfatterens liv i DDR: ”Det Der vaR – Historier fra den anden side af muren.”

Hvis man vil begribe, hvorfor Herzogs fødeland var dømt til undergang, kan man bare læse hendes beretning om vejen til det danske sprog. Fortællestilen er enkel og ligefrem, forfatteren morsom, klog og varmhjertet. »Hvad kunne jeg bruge dansk til, efter at jeg havde læst det i fem år? Stort set ingenting.« Læs også

Bag Muren: Erindringsbog om livet i et land, der ikke længere findes For abonnenter

På universitetet i Greifswald ville hun vælge svensk, men blev ganske enkelt beordret til at læse dansk. Plus engelsk. Nå pyt, bare hun kunne undgå polsk og russisk. Med oversætter- og tolkediplomet i hus vidste hun en masse om tapre DKP’s kamp mod klassefjenden i Danmark, men hendes dansk var ikke meget værd. Der var heller ikke brug for det. »For ikke helt at glemme sproget oversatte jeg indimellem tekniske brugsvejledninger for barbermaskiner, elektriske kædesave eller kraner … men det var kedeligt, dårligt betalt og slidsomt.«

Der fandtes ikke en eneste teknisk dansk-tysk ordbog i DDR. Brugsanvisningerne blev derfor »det rene gætværk«, og hun havde »ondt af de folk, som bagefter skulle læse dem«.

Fascineret læser man om de åndsforladte arbejdsdage i en industrivirksomhed, hvor der åbenbart heller ikke var brug for hendes engelskkundskaber. Dagene »gik for det meste med at vente på solskin«. En venten, der med lynets hast blev afbrudt og erstattet af ekstrem beslutsomhed, når det gjaldt kampen inden for DDR’s mangeløkonomi. Når f.eks. rygtet spredte sig om et par symaskiner, i årevis havde de ikke været til at opdrive, og der var akut brug dem, nu var de pludselig til salg et eller andet sted. Alt blev droppet, og hvis handelen lykkedes, blev man belønnet med en følelse af ”hysterisk lykke”, som der ifølge Annette Herzog ikke findes magen til i de vestlige overflodssamfund. Læs også

Hun har åbenbart aldrig kastet sig ud i en black friday: totalt hysteri i grotesk overflod. Nu under coronakrisen bliver det deklareret som en patriotisk pligt at være med på en slags permanent sort fredag for med maksimal købelyst at afværge den helt store økonomiske katastrofe. Det er, hører vi fra vores regeringer, lige nu mere presserende end at afværge klimakatastrofen. ”Hvilken galskab,” vil vores børn sige om et par årtier, når de kæmper med følgerne.

Herzogs kapitel om DDR-moderskabet til fire børn i en meget ung alder lyder eksotisk. Det var dog ganske normalt, især fordi det ikke spillede nogen negativ rolle, at pengene var små. Husleje, mad, alt var konstant billigt. Det kunne tværtimod være en fordel: Jo større børneflok, jo bedre forudsætninger for at få sig en ordentlig bolig, ja, ovenikøbet en familiebil, som man ellers skulle vente på i 15 år.

Klart nok kollapsede DDR ikke mindst pga. de politisk fastsatte og urealistisk lave priser. Men er de modsatte principper i vores sejrrige neoliberale system mindre forrykte? At det frie marked har forvandlet boligen til et spekulationsobjekt og den brede middelklasse til spekulanter, gælder ikke bare som normalt. Det er samtidig lige så uantasteligt som kommunisternes princip ”Partiet har altid ret”.

Nu har markedet altid ret og har på boligområdet skabt en pervers opdeling af samfundet. Hvor unge menneskers muligheder i livet og ikke mindst lyst til at få børn er styret af forældrenes ”friværdi” eller mangel på samme.

Stasi dukker i disse DDR-erindringer af og til op som noget ganske dagligdags. Som når f.eks. nogle klodsede teknikere fra postvæsenet ikke er i stand til at installere skjulte mikrofoner ”diskret” i en telefon.

Annette Herzogs fryd over dette monstrøse undertrykkelses- og overvågningsapparats undergang behøver ikke blive mindre af, at vi her 30 år senere har underkastet os monstre af helt andre dimensioner. Også jeg udleverer jo helt frivilligt mit privatliv til Facebook, Google og Apple. Hvilken galskab.