Alternative für Deutschland hylder de danske socialdemokrater for afskaffelse af asylret, udvisninger osv. Med dobbelt statsborgerskab er det tyske valg en god anledning til at overveje de forskelle, man tænker over i en stemmeboks.
Jeg er stadig, som næsten halvdelen af de tyske vælgere, en smule usikker. Anderledes ved næste danske folketingsvalg. Her føler jeg mig på temmelig sikker grund, skriver Thomas Borchert. Arkivillustration: Niels Bo Bojesen
Thomas Borchert
tysk korrespondent
Med dobbelt statsborgerskab kan jeg her fra Danmark brevstemme ved valget i Tyskland til Forbundsdagen den 26. september. Og den dag, Mette Frederiksen trykker på knappen, er jeg også stemmeberettiget ved folketingsvalget. Udlandstyskere beholder, selv efter årtiers ophold uden for Tyskland, deres aktive valgret. Det kræver dog, at man kan demonstrere tilknytning, f.eks. at man har en ekstra bolig i det oprindelige hjemland, aktiviteter i tyske foreninger eller en tysk arbejdsindtægt. Som borger med rødder, hjerte, familie og arbejdsindsats i to stater finder jeg det indlysende og godt. Og moderne i disse mobile tider. At det strider mod princippet ”én borger, én stemme” – jovist. Gør man sig mon forskellige overvejelser foran en tysk eller en dansk stemmeboks? Føler man sig spaltet, eller har man bare samme kasket på ved begge lejligheder? Nu vil jeg tænke højt.
Min herboende landsmand Moritz Schramm skriver i sin nye, knivskarpe bog ”Kampen om midten”: »Politisk vil Tyskland efter alt at dømme i mange år blive domineret af den liberale og kosmopolitiske nye midte.« Han mener, at med den nuværende i høj grad weltoffene vælgerskare vil nationalromantisk eller nationalistisk højrefløjspolitik med et udlændingefjendtligt tvist ikke have nogen chance. Jeg er ikke helt så skråsikker på lang sigt, f.eks. under akutte krisebetingelser. Her og nu rammer Schramm plet.Forskellen til Danmark har ikke mindst Alternative für Deutschland fra det yderste højre kaperet. AfD hylder de danske socialdemokrater for afskaffelse af asylret, udvisninger osv. Foran et blafrende Dannebrog forkynder partiets viceformand, Beatrix von Storch: Danmark og Ungarn skal være vores forbilleder.
Mattias Tesfaye stemmer i, idet han roser Ungarns 2015-opsætning af ståltrådshegn og mure som værn mod flygtninge, ”det eneste rigtige”, vejviseren for, hvordan Europa nu kan holde de mange forventede afghanske flygtninge ude. Med andre ord: For de kulsorte og delvis brune kræfter i Tyskland er de danske socialdemokrater lysende forbilleder, og sammen hylder de den ungarske demokratinedbryder, racist og forfølger af homoseksuelle Viktor Orbán. I Tyskland er næsten 200 mennesker omkommet under gigantiske oversvømmelser i valgkampens startfase. Hele byer blev ødelagt. En uhyggelig, nærmest apokalyptisk påmindelse til vælgerne. Men for medier var fotos af CDU-kanslerkandidat Armin Laschets malplacerede grin under et besøg hos naturkatastrofe-ofrene i hans egen delstat mere profitabelt og for publikum mere underholdende end triste klimaanalyser. Laschet sagde undskyld, angerfuld som en MeToo-synder, for i næste øjeblik at forkynde, munter og optimistisk, at man med ham som kansler uden tvivl ville få styr på klimaforandringerne. Uden at vores levevis i de rige lande behøvede at omlægges i nævneværdig grad.
Selvfølgelig ved han soleklart, og det samme gør kanslerkonkurrenterne fra SPD og De Grønne, at det ikke kan lade sig gøre. Også i Berlin suger toppolitikerne til sig som modermælk, hvad meningsforskerne fortæller dem: at man kun med lokkende løfter til den brede middelklasse kan vinde et valg. Den må under ingen omstændigheder afskrækkes af højere brændstofpriser på fodring af de talrige familiebiler og fly på ferierejser.Og nej, man kunne ikke drømme om at forhøje folkepensionsalderen fra 67 til 70, forklarede spidskandidaterne under deres første tv-debat enstemmig. Selv om alle spurve, for nu at importere en tysk talemåde, kvidrer fra tagene om, at en katastrofal mangel på arbejdskraft, på baggrund af aldersudviklingen, gør forhøjelsen af pensionsalderen uundgåelig.
Som samfundsborger med danske børn, der allerede nu er lovmæssigt forpligtede til at være på arbejdsmarkedet, til de er i 70’erne, tænker man, at folketingspolitikerne på visse områder tager modigere fat end kollegerne i Bundestag. Til gengæld er de bange for at forklare deres vælgere, at de forsorgsproblemer, der opstår takket være befolkningens lange levetid og lave fødselstal, i sidste ende kun kan imødegås, hvis man også sørger for kraftig indvandring. At sige det ærligt anser de for at være politisk selvmord. Fordi de danske vælgere inden for de sidste to årtier så godt som altid er blevet vundet over med lokkeråbet: Jo færre udlændinge, jo nærmere er vi paradiset.
Min tyske stemmeseddel sender jeg, i afkrydset form, afsted efter tv-debat nummer to mellem de tre spidskandidater. Jeg er stadig, som næsten halvdelen af de tyske vælgere, en smule usikker. Anderledes ved næste danske folketingsvalg. Her føler jeg mig på temmelig sikker grund.
Thomas Borchert, (f. 1952) tysk korrespondent, bosat på Amager, Falster og i Berlin, er en del af Jyllands-Postens weekendpanel, hvor syv personer hver uge på skift skriver en kronik. Han skriver for Frankfurter Rundschau og har skrevet en bog med titlen ”Gebrauchsanweisung für Dänemark”. Som udenrigskorrespondent skriver han om Danmark og de andre nordiske lande.
Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse. Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”. For at se kommentarer og deltage i debatten, så skal du være logget ind på din Facebook-profil.
![[object Object]](https://jyllands-posten.dk/pictures/image/13267143/cvdv1l/ALTERNATES/native-app-2048/valg-i-tyskland)
Selvfølgelig ved han soleklart, og det samme gør kanslerkonkurrenterne fra SPD og De Grønne, at det ikke kan lade sig gøre. Også i Berlin suger toppolitikerne til sig som modermælk, hvad meningsforskerne fortæller dem: at man kun med lokkende løfter til den brede middelklasse kan vinde et valg. Den må under ingen omstændigheder afskrækkes af højere brændstofpriser på fodring af de talrige familiebiler og fly på ferierejser. Og nej, man kunne ikke drømme om at forhøje folkepensionsalderen fra 67 til 70, forklarede spidskandidaterne under deres første tv-debat enstemmig. Selv om alle spurve, for nu at importere en tysk talemåde, kvidrer fra tagene om, at en katastrofal mangel på arbejdskraft, på baggrund af aldersudviklingen, gør forhøjelsen af pensionsalderen uundgåelig. 
Thomas Borchert, Copenhagen 