Hvordan jeg bev mindet om at jeg er barn af en flygtning

Posted on January 10, 2021

Tyske flygtninge var også uønskede i deres eget hjemland

En ny bog behandler forholdene for de tyske flygtninge i Danmark lige efter Besættelsen. Danske politikere løb slalom mellem menneskelige hensyn og behovet for at legitimere, at man var gode allierede. Det er stadig, så mange år efter, en historie, der giver anledning til debat. Hvorfor mon?

Tegning: Rasmus Sand Høyer

Thomas Borchert tysk korrespondent

Thomas Harders stærkt anbefalelsesværdige nye bog ”De uønskede“ om de 250.000 tyske flygtninge i Danmark i 1945-1949 fik på overraskende vis mindet mig om, at jeg selv er barn af en flygtning. Ikke så meget, fordi min far som strandet og absolut uønsket tysk ubådssoldat oplevede Danmarks befrielsesdag i Korsør og straks tog flugten sydpå over grænsen – som jeg så mange år senere krydsede i modsat retning som indvandrer helt af egen fri vilje. Men fordi min far, der som 19-årig var blevet indlemmet i nazisternes gigantarmé, ved krigens afslutning var blandt de 14 millioner flygtninge, der, fordrevet fra Østprøjsen, Pommern, Schlesien osv., var præcis lige så uvelkomne vestpå i deres eget land, som 250.000 af dem blev det i Danmark. Når den indre svinehund ​nedgør udefrakommende uønskede, er det åbenbart ligegyldigt, om de har krydset et stort hav med en helt anden religion eller har samme gud og kommer fra samme land.

Harder fortæller med stærke øjenvidneberetninger om den hårde behandling af tyskerne i de danske lejre. Tilsvarende fortæller han, hvordan de internt fordrevne tyskere østfra blev modtaget af deres landsmænd: ”Tilstrømningen af nye borgere, som talte andre slags tysk og var kristne på andre måder og medbragte andre traditioner, vaner, krav og forventninger til samfundslivet end de lokale, bragte de små, traditionsbundne landbosamfund i ulave. (…) Flygtningene (…) blev derfor kaldt ”feje”, ”omflakkende”, (…) ”dovne og arbejdssky”, ”beskidte”, ”lusede” og ”loppebefængte”, ”flygtningesvin”, ”pólakker”, ”rygsæktyskere” og ”40-kilos-sigøjnere”.”

Når den indre svinehund nedgør udefrakommende uønskede, er det åbenbart ligegyldigt, om de har krydset et stort hav med en helt anden religion eller har samme gud og kommer fra samme land.

Harder citerer den danske journalist og Sydslesvig-aktivist Tage Mortensen: ”Både racemæssigt, kulturelt og åndeligt er flygtningene artsfremmede i Sydslesvig. Hovedparten er østpreussere af den slavisk-germanske blodblanding, hvis mentale indstilling har været grundlaget for al tysk erobringspolitik fra Frederik den Store til Hitler.” Min østprøjsiske far gled ind i det nye vesttyske samfund ved at assimilere sig og tie stille om sin lidt anderledes baggrund. Nu har en dansk bog skrevet med europæiske briller mindet mig om den del af familiens bagage. Tak for det.

Især var jeg spændt på Harders beretning om den ekstremt høje børnedødelighed i de danske flygtningelejre. Lægen Kirsten Lylloff udløste voldsomme diskussioner, da hun i 1999 fremlagde tal: 7.746 børn døde i de danske lejre i 1945. I forvejen svækkede og underernærede. Men også fordi Lægeforeningen blankt afviste at behandle ”de uønskede“. ”Jeg forstår og accepterer, at danskerne så tyskerne som fjender. Men hvordan kan små børn være fjender?” spurgte Lylloff. Man bemærker, hvordan visse diskussioner gentager sig.

Harder bekræfter Lylloffs forskningsresultater, men uden at fælde moralske domme. Med vid horisont indfælder han behandlingen af de tyske flygtninge i Danmarki billedet af vilde omvæltninger overalt i verden efter krigens afslutning. Skønsmæssigt 60 millioner på kaotisk flugt ud over et ødelagt Europa. Utallige mennesker døde under de mest horrible omstændigheder. I det perspektiv bliver de 250.000 tyskere i et Danmark, der er sluppet så godt som uskadt gennem krigen, for sejrherrerne ”reduceret til et problem i andet geled“, som Harder konstaterer. Lige så nøgternt skildrer han de danske politikeres slalomløb: Hvordan de nu over for sejrherrerne – efter kollaborationen med Nazityskland – forsøger at præsentere sig selv og deres land som gode allierede, også ved den hårdhændede behandling af flygtningene. For alligevel på en eller anden snedig måde at opnå den hurtigst mulige ”hjemsendelse“ af de uønskede – for hvem der jo lige så lidt mere fandtes et ”hjem“ som for mange af dagens 70 millioner flygtninge i verden.

Af og til forbinder udsagn om helt forskellige emner sig på underlig vis. For mig skete det, da jeg læste Harders bog og samtidig lyttede til ros for overholdelsen af coronarestriktionerne fra Mette Frederiksen. Hun har for tiden et umenneskeligt ansvar at bære. Men det var rystende at høre en statsminister sige: ”Vi ved nu, at i det her land, der er vi skabt af en særlig støbning.“ Harder refererer en kommentar fra Tove Ditlevsen, skrevet den 3. marts 1946 om den efter hendes mening grusomme behandling af især de tyske flygtningebørn: ”Tåbeligt at tro, det ene folk er bedre, eller blot anderledes end det andet.” Ville digteren blive hånet også nu, i coronatiden, lige så meget som dengang for afslutningen af sin kronik? ”Kom ned på jorden og bliv mennesker. Lad medfølelse, godhed og barmhjertighed igen blive andet end forældede førkrigsord.“