Thomas Borchert er tysk korrespondent, bosat i Danmark. Foto: Thomas Emil Sørensen.

Min første oplevelse som udenlandsk valgobservatør i Danmark havde sin charme. Anker Jørgensen ville i 1984 besøge herberget Himmelekspressen i København for at vise, hvordan den borgerlige regering havde smadret velfærden. Da han ankom kl. 11 om morgenen med mig som tysk journalist og to eller tre danske kolleger, var huset tomt.

Han forklarede lidt undskyldende, at der lige for tiden ikke kom så mange hjemløse, og det dejlige vejr indbød jo også til at strejfe omkring udendørs. Det var kun en anelse pinligt, ikke værre. Anker Jørgensen kunne også joke og ventede med os, indtil et par ”socialt udsatte” var ilet tilbage til en kort og venlig snak med kandidaten.

Historien har jeg ikke glemt, fordi jeg i den grad var forbavset over den fredsommelige, pragmatiske, men også afslappede og lidt selvironiske måde, danskere i forskellige roller her håndterede deres problemer. Folks kærlighed for Anker Jørgensen omfatter jo ikke mindst hans brister og fejl. Det passer fint til verdens lykkeligste folk, tænker man med en lille smule misundelse.

Et grotesk regnestykke

Hvem mon vil tage Lars Løkke Rasmussen i sit hjerte inklusive hans fejl og brister? Lige nu lader han udlændinge i Danmark betale for sit eget kaos i omgang med boxershortskvitteringer. Hans tempo, hvad det angår, er i slutspurten af valgkampen hæsblæsende højt og hans niveau hæsblæsende lavt. For mig er det lige så forbavsende som oplevelsen med Anker Jørgensen.

Løkke regner ud, at asyludgifterne kunne spares væk, og for pengene kunne man få 150.000 kræftoperationer eller 14.000 sygeplejersker. De syge kan se frem til endnu mere helbred for de 15 pct., Venstre vil skære af den ”overdrevne ulandsbistand”.

Det groteske regnestykke er så ”udansk”, som noget kan være. Eller har jeg helt misforstået, hvad det er? Jeg har altid troet, at ”typisk dansk” også betyder, at man opfatter sine medborgere som lige så intelligente og positivt indstillede som en selv.

Løkke og Thorning som børn

Hvordan kan det være, at de to kandidater til landets højeste politiske embede skændes som børn, om hvem af dem der mest succesrigt har bragt Danmark længst ned på en international rangliste? Femte- eller tiendeplads vedrørende asylsøger pr. indbygger, det var stridens kerne.

I mine ører lød det i sin primitivitet og aggressivitet ganske udansk. Enhver lytter eller seer kunne og skulle forstå den logiske konklusion: Det bedste ville være en sidsteplads.

Ellers jubler jo også Christiansborg over alle de fine internationale topplaceringer for Danmark.

Hvem er lykkeligst, hvem har den bedste velfærd, hvem cykler mest, har flest børnehaver, de reneste strande, den mest miljørigtige energi, mest gensidig tillid, den mest grænseløse ytringsfrihed og verdens bedste dronning?

Mon ikke det skulle lade sig gøre at blive nummer ét, når det gælder integration af indvandrere? Som hengiven Danmark-fan mener jeg det uden den mindste ironi.

Til valgmøde på Lolland

Indrømmet, vi udlændinge er måske ikke de mest oplagte til at definere, hvad der er ”udansk” eller ”dansk”. Jeg tør alligevel, fordi jeg også nu har oplevet det typisk danske, som med rette er så populært i mit fødeland.

I Maribo på Lolland var jeg med, da otte folketingskandidater mødte deres vælgere. Kun to af disse vælgere tog mod indbydelse til mødet. Men det gjorde næsten ikke noget. Kandidaterne diskuterede seriøst, engageret og pragmatisk de emner, som de synes, er de vigtigste ved valget den 18. juni.

Ikke et ord om udlændinge (jo, der var noget med sommerhussalg til mine landsmænd), ingen gensidig hån, ingen verbale tramp på kontanthjælpsmodtagere og arbejdsløse. Selvom der er rigtig mange af dem på Lolland.

Ærlig og alvorlig diskussion

Kandidaterne førte en ærlig og alvorlig diskussion om regionens truende fallit, hvis det fortsat kun er hovedstadsområdet, der profiterer af den økonomiske vækst.

Der blev snakket om embedsmændenes uhyggeligt stigende magt i København, om akut lægemangel, om landspolitikernes tro på Excel-tabeller og manglende vilje til at diskutere grundholdninger. Jeg lærte en masse den eftermiddag.