weekendklumme i ferietiden

Posted on

Som så ofte har der ikke været plads til at forklare med småt, hvad der dog forekommer vigtigt.

Denne afstemning om et af de fire oprindelige EU-forbehold har absolut ikke været en afsked med dansk “cherry-picking” i forhold til EU. Det danske retsforbehold ønsker Mette Frederiksen for enhver pris at bevare. Regeringen ville umuligt kunne udføre sine Rwanda-planer inden for det europæiske retssamarbejde inklusive asylpolitikken.

Boris Johnson reklamerede i sin brexit-kampagne åbent og succesrigt med, at den slags kun ville kunne lade sig gøre, når Storbritannien helt havde forladt EU. Nu fifler Frederiksen sig derimod nok så snedigt igennem ved hjælp af de danske undtagelsesregler og går med sin planlagte udvisningspraksis durk imod EU-reglerne. Det var påfaldende, at den grundige tyske rapportering om Johnsons første og mislykkede deportations-flyvning til Rwanda næsten ikke nævnte Danmarks længe kendte tilløb.

Og så alligevel. Den fornemme schweiziske Neue Zürcher Zeitung gav Mattias Tesfaye (som udlændingeminister) en hel side til at forklare »den vel hårdeste indvandringspolitik i Europa«. Tesfaye undlod ikke belærende at gøre opmærksom på, at tyske journalister angiveligt ikke kender forskel på asylsøgere og flygtninge. Til min overraskelse forsøgte han sig med selvironi: »Egentlig læser jeg tysk presse hver dag, især Bild-Zeitung.

Dog kun sporten.« På hvor stor en skala de udenlandske medier præsenterer nyhedsstof fra Danmark, afhænger af et sammensurium af faktorer: Hvad der ellers sker i verden; hvilken kategori af kendte der er involveret (derfor slår Boris Mette), om der er en fængende overskrift, der kalder på en, som den om “whisky-krigen”.

Forudfattede tyske meninger om Danmark er i den grad positive.

Medierne tager gerne historier op, som bekræfter dem på en let begribelig facon. Tag det strålende positive billede af et grønt Danmark, som tidligere end andre er gået i gang med brug af ren energi. På det fundament inviterede Mette Frederiksen til topmøde i Esbjerg om vindenergi. Fra Berlin kom kansler Olaf Scholz og den ovenikøbet dansktalende vicekansler Robert Habeck samt kollegerne fra Nederlandene og Belgien. Til slut kunne man læse i tyske avisrapporter: »Inden 2030 vil de fire vesterhavslande firedoble og inden 2050 tidoble ydelsen fra deres off-shore vindparker.« Medieekkoet var dog forholdsvis svagt. Inflationen af topmøder og annonceringen af stadig mere fantastisk lydende klimamål synes at have kørt i det mindste redaktørerne trætte.

Siden nytår har vi også fået fjerde sæson af “Borgen” og Christian Eriksens comeback. Begge dele begivenheder i verdensklasse, som tyske medier har skrevet begejstret om. Selv har jeg i Frankfurter Rundschau givet det positive tyske danmarksbillede ny næring med flere historier om den succesfulde coronahåndtering her i landet.

Overbevist og – synes jeg selv – overbevisende.

Pages: 1 2

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s