optimistik kommentar i Jyllands-Posten: Mette Frederiksens satsning på DF har slået fejl

Posted on

Bildschirmfoto 2019-05-10 um 09.14.53

De danske partier synes endelig befriet for populisternes omklamring

Til slut resulterede det i stadigt mere utrolige nederdrægtigheder fra ministermund – noget, som også internationalt blev bemærket.
[object Object]
I valgkampen lykkedes det endnu en gang for udlændingeminister Inger Støjberg at komme i New York Times. Arkivillustration: Rasmus Sand Høyer
7.6.2019
Valgobservatørerne

 

Wow! Aldrig havde jeg forestillet mig, at en smilende Mette Frederiksen på valgdagen skulle lande på forsiden af Frankfurter Rundschau, den avis jeg arbejder for.

Mine kolleger på den store tyske redaktion 800 km syd for mit lille tagværelse i København var fascinerede af udsigten til en strålende socialdemokratisk valgsejr, ikke mindst på grund af kontrasten til den endeløse og trøstesløse nedgang for SPD – det tyske søsterparti.

Fra Værløse mailede min værdsatte forgænger, ven og politiske soulmate, Johannes Gamillscheg knastørt: »Vi har ikke været på forsiden siden Kurt Westergaard.«

Nu bruger Johannes tiden på at lege med sine otte børnebørn fremfor at gruble over, hvilke valgkommentarer han skal sende til Frankfurt. For mig var det denne gang en glædelig let opgave, slet ikke så tungt som mine sidste kommentarer til valgene i Sverige og Finland.

Der magtede socialdemokraterne med deres kummerlige valgresultater først efter endeløse forhandlinger og utrolige kursændringer at få sammentømret regeringer under deres egen ledelse. Præcis det som nu i valgnatten ligger foran den kunstigt strålende Mette Frederiksen.

Hendes parti er nu – hvad stemmetallet angår – selvforskyldt offer i dette bemærkelsesværdige og for Europa højrelevante resultat ved dette folketingsvalg. Det springer straks i øjnene: De danske vælgere har efter to årtier med populister og umoralske studehandler fravalgt begge dele.

Det fungerer ikke længere at købe sig politisk flertal med den skrappest mulige og mest krigerisk formulerede udlændingepolitik som modydelse. Hverken for den deri meget øvede Lars Løkke Rasmussen eller for Mette Frederiksen, som gerne ville gøre ham det efter. Der forregnede hun sig – det ser man klart af den enorme fremgang for de andre partier i rød blok og DF’s nedsmeltning.

For et halvt år siden fik jeg som stille iagttager ved to møder med Inger Støjberg mine første anelser om et vendepunkt på linje med det, vi så, da Anders Fogh startede sit parløb med DF i 2001.

I Vordingborg fik hun til min store overraskelse en kold skulder fra hele salen – nok mere end 500 mennesker – da hun lovpriste sin idé om den øde ø Lindholm som anbringelsessted for nogle uønskede udlændinge.

Og det var ikke bare på grund af øens beliggenhed lige i nærheden. Et par uger senere udløste hendes bizarre selviscenesættelse som ”herskerinde” over den første statsborgerskabsceremoni med håndtrykstvang fremført som i en cirkusforestilling blandt os indbudte journalister og de ni hidkaldte nydanskere først og fremmest hovedrysten.

I valgkampen er det endnu en gang lykkedes for udlændingeministeren at komme i New York Times. Hendes kommentar til, at en 72-årig dement kvinde fra Afghanistan efter at have boet syv år hos sin datter i Danmark nu skal udvises, var: »Vi skal ikke være sygehus for hele verden.«

Kollegerne på den amerikanske redaktion 6.000 km herfra fandt sagen og udtalelsen bemærkelsesværdig, mens der i København knap var nogen, der tog notits heraf. Jeg er ikke sikker på, om jeg skal opfatte det som akut alarmsignal eller som endnu glimt af håb.

Om tilstanden i mit eget fødeland skrev JP i en leder i starten af ugen ganske rammende: »Nationen synes at være kørt fast.«

Nu er jeg omvendt spændt på, om og hvordan JP om nogle år vil beskrive de danske partiers befrielse fra populisternes omklamring, som resulterede i stadigt mere utrolige nederdrægtigheder fra ministermund – noget, som også internationalt blev bemærket.

Især unge danskere har med deres klimakamp leveret mainstreampolitikerne en gylden chance for at gøre sig fri af den dagsorden, Danmark har været kørt fest i så længe.

Det er vist det berømte window of opportunity, som hurtigt kan lukke sig igen, når først typer som Morten Messerschmidt, Pernille Vermund og sikkert også Inger Støjberg kommer på benene igen. For lande med korterevarende erfaringer med stærke højrepopulistiske partier, herunder også for Tyskland, bliver det lærerigt og interessant, hvordan det går videre her i landet.

Helt personligt kommer jeg også til at kunne måle det på, om jeg efter 12 folketingsvalg som udenlandsk iagttager næste gang måske selv som ny statsborger kan stemme. Det vil jeg gerne, og først og fremmest derfor indgav jeg i december måned, efter at have boet i landet i 36 år, min ansøgning om dansk statsborgerskab.

Det er måske mere sandsynligt – de vaklende flertalsmuligheder taget i betragtning – at udskrivelse af nyt valg kommer før et brev i min postkasse eller e-boks med meddelelse om statsborgerskab.

Det danske bureaukrati for eller rettere mod os udlændinge arbejder ikke hurtigt – aktuelt ligger ventetiden på to-tre år. Men på den anden side set, hvem havde forestillet sig, at den slidte, upopulære Lars Løkke Rasmussen med vedvarende lugt af egennytte og korruption skulle holde sig fire år i statsministerkontoret?

Måske bliver det grotesk afvisende system for statsborgerskabsansøgninger en smule mere menneskevenligt og hurtigere arbejdende – eller måske begge dele?

Hvis der er en ting, jeg som indvandrer har lært i Danmark, er det optimisme. Derfor tilslutter jeg mig af hele mit hjerte en sætning fra Mette Frederiksens ellers så livløse sejrstale: »Tak til jer unge, som har gjort det her til det første klimavalg.«

Valgobservatør: Thomas Borchert, (f. 1952) tysk korrespondent, bosat i København, på Falster og en smule i Berlin. Han skriver for Frankfurter Rundschau og er forfatter til en bog med titlen ”Gebrauchsanweisung für Dänemark”. Som observatør har han oplevet danske valgkampe siden 1984. Han er mest interesseret i, hvordan der kan blive plads til andre temaer end udlændingepolitik som klima, bolignød, social ulighed og bevarelsen af demokrati i et splittet Europa.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s