Ziviler Ungehorsam: Norwegischer Bischof muss nicht in Haft
von Thomas Borchert
Der norwegische Bischof Gunnar Stålsett erkämpft eine Gesetzesänderung zugunsten abgelehnter Asylbewerber – und kommt mit einer Bewährungsstrafe davon.
Der 84-jährige Bischof Gunnar Stålsett hat Norwegens Regierung durch zivilen Ungehorsam eine Gesetzesänderung zugunsten abgewiesener Asylbewerber abgetrotzt. Er kommt dafür auch nicht hinter Gitter, wie von der Osloer Staatsanwaltschaft verlangt. Das zuständige Gericht beließ es am Donnerstag bei einer Bewährungsstrafe von 45 Tagen, nachdem Stålsett die seit 19 Jahren als abgewiesene, aber nicht abschiebbare Asylbewerberin im Land lebende Lula Tekle (55) gesetzeswidrig als Haushaltshilfe beschäftigt, entlohnt und damit über Wasser gehalten hat.
Nur wenige Stunden vor dem Urteil hatten die vier Parteien der Mitte-rechts-Regierung eine Amnestieregelung für ältere und seit vielen Jahren in Norwegen als abgewiesene Asylberwerber nur geduldete Menschen bekanntgegeben. Sie sollen ein dauerhaftes Aufenthaltsrecht und damit auch eine Arbeitserlaubnis bekommen, wenn ihr Lebensalter plus die Zahl der im Land verbrachten Jahre mindestens 65 ergibt. Die heimischen Medien nennen die Regelung nach dem Namen von Stålsetts Haushaltshilfe „Lex Tekle“. Read the rest of this entry »
Pensioneret norsk biskop risikerer fængsel, fordi han har haft en hushjælp, der har levet som afvist asylsøger i Norge i 19 år. Og den 84-årige er parat til at gå i fængsel, da han finder behandlingen af de afviste for amoralsk.
Sætningen er som klippet ud af den årligt tilbagevendende, vidunderligt kitschede julefilm ”Love Actually” med Hugh Grant som forelsket fjumrehoved i Downing Street 10.
Den, der har affyret sætningen, fuld af politisk sprængstof, er den nu pensionerede Oslo-biskop Gunnar Stålsett. I en alder af 84 år skal han i fængsel, fordi han har brudt loven ved at sætte handling bag sine ord. Anklagemyndigheden kræver, at han på torsdag idømmes 45 dages ubetinget fængsel. Ikke fordi han i 2001 viede det norske kronprinspar, og heller ikke fordi han i 14 år sad i Nobelkomitéen og var med til at udpege den årlige modtager af Nobels fredspris. Nej, Stålsett kommer fem dage før jul på anklagebænken, fordi han i mange år har beskæftiget og aflønnet som hushjælp Lula Tekle fra Eritrea, der nu i 19 år har levet i Norge som afvist asylsøger – siden 2011 som ”papirløs” uden skattekort og derved uden mulighed for lovligt arbejde.
Denne Guds mand står ved, at han helt bevidst har forsyndet sig mod det totale arbejdsforbud, der gælder for de i Norge såkaldt ”ureturnerbare” asylsøgere, der er afvist, men som ikke kan hjemsendes af ofte indviklede grunde. Det skønnes, at mindst 3.000 mennesker lever under sådanne vilkår med stærkt indskrænkede eller slet ingen rettigheder mht. ydelser fra social- og sundhedsvæsen i vores rige naboland.
Stålsett opfordrer sine landsmænd til at gøre ham den civile ulydighed efter. Han kalder det amoralsk og imod enhver elementær kristenpligt og desuden i uoverensstemmelse med principperne for en retsstat, at man med åbne øjne lader disse mennesker rådne op i et limbo uden ende. Hvor man meget vel ved, at de fleste kun ville kunne sendes ud af landet under tvang, hvis man var parat til at smide vor civilisations retslige og moralske grundsætninger over bord, lige så afslappet som disse politiske fyrtårne gør det: Erdogan, Putin, Xi Jingping og Donald Trump.
Læs også
Nu optræder begrebet barmhjertighed hverken i norske eller danske love og heller ikke i internationale menneskerettighedskonventioner. Og det er også klart, at man må finde frem til gennemførlige regler og procedurer for udvisning af mennesker uden opholdsret; det er ikke nok med fromme ønsker.
De, der i lighed med de forbløffende mange sorte præster med DF-partibog, af familierne Krarup og Langballe plus hele discipelskaren, mener, at den bibelske lignelse om den barmhjertige samaritaner kun gælder for dem med det rigtige pas fra Gedser til Skagen og på den rigtige side af vildsvinehegnet, kan roligt afbryde læsningen her. Men de misser pointen.
For Gunnar Stålsett, i sine yngre dage kortvarig leder af det borgerlige Senterparti, har i sit eget land ramt en nerve, der udsender smertesignaler om egen forråelse. Samme virkning havde her i landet beretninger og rapporter om børnene i Sjælsmark. I begge tilfælde handler det ikke kun om de mennesker, der bliver ramt direkte, men i lige så høj grad om det omgivende samfunds selvforståelse: I hvilket omfang er samfundet parat til at forkaste fælles moralske principper for at få gennemført bestemte politiske mål? I dag de mere eller mindre tålte fremmede, i morgen måske alle dem med udgiftskrævende handicaps? Enhver kan snildt forestille sig, hvilke enorme summer der kunne frigøres fra finansbudgettet i et samfund, der konsekvent afskaffer barmhjertighed som politisk grundprincip: alverdens herligheder lige fra sænkning af topskatten til flunkende nye operahuse i verdensklasse.
Her kom så biskoppen med sin spændende sætning om »en politisk mulighed« og blev hørt. To mindre partier fra den norske højreregering, Kristeligt Folkeparti og Venstre, startede som reaktion på anklagen mod Stålsett et initiativ for, at mennesker, der i realiteten ikke kan hjemsendes, under visse betingelser får tilladelse til at arbejde, frem for at de som pariaer går til grunde i meningsløs og sløvende lediggang. Ikke uventet ville regeringspartnerne fra det højrepopulistiske Fremskrittsparti og fra statsminister Erna Solbergs Høyre ikke være med.
Arbejderpartiet, i oppositionen, kunne have skaffet flertal for sådan et initiativ, men bemærkelsesværdigt kompromisløst afviste den socialdemokratiske partileder, Jonas Gahr Støre, den mulighed: »For os gælder det ganske klart, at folk, der har fået afslag på deres ansøgning om asyl i Norge, de skal rejse ud.« Punktum, slut, finale, ikke et ord fra hans mund om moralske og etiske dilemmaer i forhold til mennesker, der nu engang er blevet en del af dette samfund. Det kan være lige meget, lyder det sande budskab, bare vi ikke falder af på den i det væddeløb, der finder sted overalt i Europa: Her gælder det om at have de skrappeste regler, så vi kan afskrække uønskede flygtninge, både dem, der allerede er ankommet, og dem, der rundtomkring i verden er ved at begive sig på vej, på flugt fra utålelige klimaforhold og dyb fattigdom.
Det er en stor fristelse at afrunde denne klumme med et forsonligt julebudskab. Men Gunnar Stålsett skal have det sidste ord med sit stålsatte politiske budskab. Hans efternavn er jo i sig selv lidt af et program: »Vi kan ikke fortsætte med de forhold, som i dag er dikteret af loven. Det drejer sig om at tage ansvar for en lov, vi ikke bør vedkende os som retsstat.« Med det for øje vil han ved retsmødet den 19. december egentlig hellere, siger han, gå i fængsel for sin overbevisning end modtage en blødsøden bødestraf med særlig rabat for biskopper.
Die Finnin Sanna Marin wird mit 34 Jahren jüngste Regierungschefin der Welt – ein Porträt.
Finnlands Sozialdemokraten wollen mit einem radikalen Generationswechsel und klassisch linker Politik die Wählerflucht stoppen. Die 34-jährige Sanna Marin, seit einem halben Jahr Verkehrs- und Kommunikationsministerin, hat in Helsinki eine Kampfabstimmung in der SDP um die Nachfolge des 25 Jahre älteren Antti Rinne an der Spitze der Regierung knapp gewonnen.
Der Ex-Sägewerksarbeiter und Jurist mit langer Gewerkschaftskarriere war letzte Woche im Streit mit einem Koalitionspartner abgetreten. Auf ihn folgt nun die, so haben die heimischen Medien ermittelt, jüngste Regierungschefin der Welt – einschließlich der weiter überwältigenden Mehrheit männlicher Kollegen. Auch der familiäre Hintergrund der neuen Frau an der Spitze schickt ganz andere Signale als bisher an die Wählerschaft, die sich seit Rinnes Antritt nach den Wahlen im April kräftig von der SDP abgewandt hat. Read the rest of this entry »
Während das Image der Nobelpreise in den vergangenen Jahren mächtige Kratzer abbekommen hat, dürfte das Bankett für die Preisträger auch 2019 pompös ausfallen. FR-Autor Thomas Borchert gehörte einmal zu den Gästen. Das reichte ihm.
Er sei als „manche würden sagen: Groupie“ dabei, hat U2-Gitarrist The Edge (58) seine Teilnahme am letzten Nobelbankett im Stockholmer Stadthaus erklärt. Vorschriftsmäßig im Frack, aber krass gegen die Etikette mit Rockstar-Mütze auf dem kahlen Haupt, präsentierte er sich unmittelbar vor dem Nachtisch im TV-Interview als Fan von Nobelpreisträger Jim Allison. Der 70 Jahre alte US-Krebsforscher selbst, äußerst munter am Ehrentisch im Hintergrund zu sehen – mit Stoppelbart und schulterlang dünner Grauhaar-Mähne – verbreitete eindeutig mehr Rock-Kharma als der Edelfan in seinem Schlepptau.
Der Schriftsteller Peter Handke kanzelt wieder Menschen ab, die ihn auf seine Haltung zu Verbrechen im Jugoslawienkrieg befragen.
Man meinte, Donald Trump bei einer Attacke auf die „Lügenpresse“ zu hören, aber es war eindeutig Peter Handke als Literaturnobelpreisträger vier Tage vor der Verleihung in Stockholm: „Ich habe anonym Toilettenpapier mit draufgemalten Ausscheidungen zugesandt bekommen. Das zieh‘ ich Ihren leeren Fragen vor“, zischte der Österreicher einen Reporter an, der ihn nach seiner heutigen Ansicht über den vom Internationalen Gerichtshof in Den Haag konstatierten Völkermord an Bosniern in Srebrenica gefragt hatte: Ob er diesen Begriff weiter wie in seinen Büchern nicht akzeptiere.
Nach dem Wutausbruch fügte er, auch dies im Trump-Stil, noch an: „Ich werde Ihre Frage nicht beantworten. Meine Leute, das sind meine Leser, nicht Sie.“ Read the rest of this entry »
Finnischer Ministerpräsident legt nach sechs Monaten sein Amt nieder.
Nach nur einem halben Jahr und dazu während der noch laufenden EU-Ratspräsidentschaft ist Finnlands sozialdemokratischer Premier Antti Rinne zurückgetreten. Zu den für seine sozialdemokratische Partei SDP trostlosen Begleitumständen dieser Demission gehört, dass der 57-jährige Ex-Gewerkschaftschef am Dienstag ausgerechnet über einen gerade beendeten Post-Streik gestürzt ist.
Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.
Hun fik skovlen under de magtfulde mænd
Sara Danius satte sig for at rydde op en en MeToo-skandale i det agtværdige Svenske Akademi. Det huede bestemt ikke de kjole og hvidt-klædte mænd i den udvalgte forsamling. De kaldte hende ”sløjfeblusen”, men hun gjorde ret. Nu er hun død.
På det seneste har meddelelsen om svenske Sara Danius’ død ramt mig lige i hjertekulen. Der har ellers været rigelig grund til at blive ramt af så meg…
Wie Dänemark seine Steuerbehörde demontierte und nun teuer dafür bezahlt.
Der Sozialdemokrat Morten Bødskovist Dänemarks zehnter Steuerminister in den letzten 15 Jahren und hat jetzt gleich zweimal einen Standardkommentar seiner Vorgänger in ein Mikrofon sprechen müssen: „Das ist sehr, sehr ernst. Auch aus meiner Sicht ein riesiger Skandal.“
Erst hatten Medien enthüllt, dass jahrelang unentdeckt gebliebener Mehrwertsteuerschwindel im Wert von umgerechnet 115 Millionen Euro wohl auch zur Finanzierung von Djihad-Aktivitäten genutzt worden ist. Ein paar Tage später gab die Steuerbehörde in Kopenhagen selbst eine Klage gegen den kanadischen Pensionsfonds Hoopp bekannt, weil sie sich über mehrere Jahre um umgerechnet 120 Millionen Euro betrogen sieht. Der Fonds soll sich mit trickreichen Aktiengeschäften bereichert haben. Read the rest of this entry »
Am 27. August hab ich bei einer Veranstaltung der Böll-Stiftung über das seltsame, menschenfeindliche Einbürgerungsrecht erzählt. Die britische Berlin-Korrespondetin des Guardian Kate Conolly sprach über ihre Erfahrungen bei der Einbürgerung in Deutschland als “Brexit-Flüchtling”. Der Wissenschaftler Dietrich Thränhardt gab einen kurzen Überblick über die Lage in anderen Ländern. Die Journalistin Atice Akün, als Kind türkischer Eltern in Duisburg aufgewachsen und eingebürgert, hat moderiert.
Auf Facebook postete Katrine Hoop das Video mit der Veranstaltung so:
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
30.05.2019 KL. 16:30
Min søn bad mig undlade at »koge Hitler-suppe på alt«
Med Elbæk var det selv for en langsomt tænkende som mig klart, at han måtte mene noget andet. Men forvirringen blev hængende.
A A
TEMA: FOLKETINGSVALG
THOMAS BORCHERT
tysk korrespondent, bosat på Amager og Falster
Valgobservatørerne
”De brune gymnasier bliver brunere og brunere” lød en overskrift på Altinget.dk midt under valgkampen. På Facebook undrede nogle sig over et nødråb fra Uffe Elbæk efter »flere brune kandidater«. »Lad være med at koge Hitler-suppe på alt,« havde dansk-tyske Niels givet sin tysk-danske far med på vejen som JP-valgobservatør. Han formulerede sig elegant uden om det slidte fyord nazikort. »Aye aye, sir,« svarede jeg, for vores børn tænker skarpere end jeg og mener det godt med os ældre.
Det kunne dog ikke forhindre mavereaktionen: Du gode gud, jeg vidste ikke, at fascisterne har fået fodfæste på de danske gymnasier! Med Elbæk var det selv for en langsomt tænkende som mig klart, at han måtte mene noget andet. Men forvirringen blev hængende. Hvorfor siger han, og hvorfor skriver Altinget sådan noget sludder? Hudfarven som definerende? Simpelthen tosset.
I baghovedet poppede Monty Pythons ”Life of Brian” op.
Lørdag ventede jeg som en af de 40.000 ”klimatosser” foran Christiansborg på den 16-årige Greta Thunberg. Den 30 år ældre chefredaktør fra Politiken, Christian Jensen, præsenterede pigen, som en discipel i det nye testamente sin Messias. Hans »Greta, tal til os!« udløste endnu en mavereaktion: Lad mig komme væk herfra. I baghovedet poppede Monty Pythons ”Life of Brian” op. Der flygter den netop kårede Messias opskræmt fra sine tilhængere, indtil han kun fortvivlet kan råbe »fuck off«. Jeg blev hængende. Hvert ord i Gretas Thunbergs tale var sandt, ikke mindst hvad hun havde at sige om min generations komplet forrykte overforbrug på vores børns og på alle verdens børns regning.
Dagen efter erklærede mit første hjemlands unge generation derfor ved hjælp af stemmesedlerne til EU-valget os ældre, og især dem af os med magt, for vanvittige. Angela Merkels CDU, landets mægtigste parti gennem flere årtier, blev ikke mindst knockoutet af en ung youtuber ved navn Rezo med blåt hår og 12 millioner visninger. »Nu skal jeg vise jer, hvordan CDU er i gang med at ødelægge vore liv og vores fremtid,« begyndte han i sin video. Ingen spindoktors palaver vil kunne stå sig mod hans muntert frembragte anklager om mangel på handling over for den truende klimakatastrofe, den himmelråbende uretfærdige positive særbehandling af de rige, f.eks. gennem arvelovgivning etc. etc. etc.
Noget lignende skete her med Frank Hvams over to millioner gange sete videoopråb til EU-valget. Videoen var med til at tilføje DF, landets mægtigste parti gennem de seneste 20 år, et afgørende slag. Den mobiliserede unge vælgere, som stemte med klimaet i tankerne som erstatning for de ekstremt kortsynede paroler, som ser grænsehegn og paskontrol udført af hjemmeværnet som et værn mod globale flygtningestrømme.
Jeg er spændt på, om det får sin logiske fortsættelse den 5. juni. Som udenrigskorrespondent bliver man ofte spurgt, hvilken politiker der hyppigst forekommer i artiklerne fra København. Svaret gennem de seneste fire år har været klart: Inger Støjberg. Tyske læsere husker sjældent navnet. »Hende den vanvittige …« siger de fleste, men hun har også fans. Alle husker, at der er én med ministertitel, som lader borgerkrigsflygtninge visitere for at finde deres smykker, tvinger nye statsborgere til at trykke sin hånd og fejrer sig selv med lagkage, når antallet af disse tosserier slår nye rekorder. Godt valg!
Valgobservatør: Thomas Borchert, (f. 1952) tysk korrespondent, bosat i København, på Falster og en smule i Berlin. Han skriver for Frankfurter Rundschau og er forfatter til en bog med titlen ”Gebrauchsanweisung für Dänemark”. Som observatør har han oplevet danske valgkampe siden 1984. Han er mest interesseret i, hvordan der kan blive plads til andre temaer end udlændingepolitik som klima, bolignød, social ulighed og bevarelsen af demokrati i et splittet Europa.
Barmhjertighed er et sprængfarligt budskab![[object Object]](https://jyllands-posten.dk/pictures/image/11820304/lrihf8/ALTERNATES/h-5_3/weekendpanelet-1512-19)
![[object Object]](https://jyllands-posten.dk/pictures/image/11710974/4qdifd/ALTERNATES/h-5_3/weekendpanelet-2710-19)
Thomas Borchert, Copenhagen 