Politikere bytter partiet som en handelsvare
For dem med sans for sarkasme er flygtningestrømmen fra Venstres top det rene guf. For partiet derimod et trøstesløst drama, når de mest populære stjerner ikke som hos Shakespeare dør en dramatisk heltedød, men nok så gement bare skrider. For så at genopstå helt andre steder: nogle hos et parti med pilen opad i meningsmålingerne som Marcus Knuth, andre som højtlønnede cheflobbyister som Karsten Lauritzen, og endelig kan man som en Kristian Jensen vågne op i en diplomatlejlighed på Manhattan.
Støjberg kan med sin popularitet og forstærkning fra DF-konkursboet være ganske sikker på, at hun kommer i Folketinget igen. At det sker under nye partifaner, er der ikke noget specielt ved.
Eller, og det er den nye, spændende trend, man kan blive partistifter. Efter eksformand Løkkes start med Moderaterne står det nu temmelig klart, at også Inger Støjberg vil forsøge sig med det.
Lige en sidebemærkning om, hvor forskelligt det politiske system behandler borgere med en ældgammel eller en splinterny dom i bagagen: Én udelukkes på livstid fra dansk statsborgerskab, fordi han/hun for 30 år siden i en ungdommelig brandert stjal et dankort. En anden bliver et par uger efter en fængselsstraf for bevidst lovbrud, nota bene i egenskab af minister, hilst velkommen som kandidat til de højeste embeder.
Støjberg kan med sin popularitet og forstærkning fra DF-konkursboet være ganske sikker på, at hun kommer i Folketinget igen. At det sker under nye partifaner, er der ikke noget specielt ved.
Det er blevet en del af hverdagen i Folketinget, hvor der efter det seneste valg til tider har siddet 12 løsgængere. Fem af dem har flyttet sig til andre partiers lokaler mere end én gang. Partipolitisk utroskab blandt toppolitikere er i Danmark langt mere udbredt end i de andre nordiske lande.
Forklaringen er ikke ligetil, men resultatet entydigt. Liberal Alliances og Alternativets snoede veje, Nye Borgerliges aktuelle succes og Kristendemokraternes pludselige genkomst efter Jens Rohdes tredje troskabsed som partisoldat viser et og det samme: Partitilhørsforhold bliver til en billig, udskiftelig handelsvare for politikere. Partikarrusellen, der snurrer hurtigere og hurtigere, har sin underholdningsværdi. Men det parlamentariske systems troværdighed er alvorligt truet.
Vi, de indvandrede, lover skriftligt, lige inden vi får statsborgerskabet, at vi vil overholde grundloven og respektere »grundlæggende danske værdier og retsprincipper, herunder demokrati«. Det er godt.
Dog er der ingen hjælp at hente i grundloven, hvis man ønsker tryghed og værn for partiernes stabiliserende funktion i demokratiet. Ordet parti optræder ikke i Danmarks Riges Grundlov af 1849 og heller ikke i seneste revision af 1953. § 56 lyder kort og godt: »Folketingsmedlemmerne er ene bundet ved deres overbevisning og ikke ved nogen forskrift af deres vælgere.«
Nærmere forklaring følger på Folketingets hjemmeside: »Grundloven fastslår, at medlemmerne af Folketinget er uafhængige. De kan frit stemme efter deres overbevisning. De har ikke pligt til at tage hensyn til, hvad deres parti eller vælgere siger … Et folketingsmedlem har også ret til at skifte mening og parti. Han eller hun kan melde sig ud af sit parti og blive løsgænger.«
Grundloven med konge og magtfulde godsejere passer åbenbart perfekt ind i det 21. århundredes samfund med en Facebook-dronning og andre magtfulde mennesker. De ejer ikke et gods, men den offentlige opmærksomhed som eksistensgrundlag. I kampen om at bevare denne kan tilhørsforholdet til et parti efterhånden nemmere skiftes ud end den personlige Facebook-konto. Hvem ved, måske viser grundlovens overraskende aktualitet, at vores politiske system er på vej tilbage til den tid, da forfatningen blev nedfældet.
Thomas Borchert, Copenhagen 