Forskellen mellem dug og due er på dette forbaskede mumlesprog lige lovlig hårfin for den aldrig helt udlærte dansker. Men godt, at alle har noget at grine af!

For at undgå lignende morsomheder har jeg lige så stille sørget for et sikkerhedsnet. Stor tak til Helle, Anne og Ellen! De tre skytsengle var smerteligt nok ikke med, da jeg på en tysk valgaften optrådte som “ekspert” for TV 2 News.

Selvsikker som min landsmand pave Benedikt før sin pensionering og som den danske kommentatorpave Henrik Qvortrup efter genopstandelsen fra den kriminelle sump bralrede jeg løs: »Merkel har ikke kunnet mobilisere sine anhængere.«

Tv-værten Mette Vibe Utzon korrigerede mig venligt for rullende kamera: »Thomas, en anhænger er noget, man kobler på sin bil. Det, du mener, er tilhængere.«

Åh ja. Der hjalp det mig ikke det mindste, at en anhænger på mit modersmål er noget, der både kan mobiliseres og hægtes bag på den gamle Skoda. Der er altså flere gode grunde til, at man så godt som aldrig oplever mig på skærmen som ekspert i noget som helst.

Ikke uden misundelse forbløffes jeg over sproggenier som Vladimir Nabokov og Sabine Kirchmeier. Sidstnævnte kom til verden i 1955 i Hannover. Efter at familien flyttede til Danmark, da hun var ni, blev hun usædvanlig nysgerrig over for sprog, studerede både dansk og tysk sprog og litteratur i København og fortsatte med vigtig sprogforskning. Senere opnåede hun at blive direktør for Dansk Sprognævn. I 13 år var Kirchmeier øverste vogter over det danske sprog, sit andet sprog – hvilken bedrift!

I marts fratrådte hun stillingen, da populister på vælgerfangst i provinsen havde flyttet Dansk Sprognævn til Bogense. Sikke noget tosseri.

Kulturminister Mette Bock gav efter sigende ingen faglig begrundelse, men svarede blot Ritzau, der spurgte til begrundelsen, at »Bogense er en dejlig by«. Det er magtens arrogance. Spurvene kvidrede fra tagene – og ikke blot i Bogense – at Bock også i dette tilfælde var stikirenddreng for Dansk Folkeparti og dets bizarre kulturpolitik.

Nabokov, min anden tosprogede helt, skrev først på sit russiske modersmål, men efter flugt gennem flere lande skrev han fra 40-årsalderen på overlegent engelsk bl.a. romanen “Lolita”. Hvilken bedrift!

Min yndlingsroman fra den tid er “Pnin”, om en temmelig mislykket russisk emigrant i USA. Nabokov beskriver kærligt, ubarmhjertigt, humoristisk denne litteraturlærer, der, ude af stand til at lære sproget i det nye land ordentligt, bliver til grin for de indfødte.

Hans engelsk egner sig perfekt til parodiering, med forkerte ordstillinger og en aldeles forkvaklet udtale. Så godt som alle, der har lagt sig efter at være tosprogede, kender fornemmelsen af evig underlegenhed som følge af det sproglige handicap.

Nabokov sætter det ganske gribende på spidsen, da han lader hovedpersonen i al sin fortvivlelse og ensomhed hamre en knytnæve i bordet: »I haf nofing’ … I haf nofing left, nofing, nofing!« Han har intet, absolut intet, og selv det formår han ikke at udtrykke uden at forekomme latterlig med sin russiske accent.

Når jeg en gang imellem som frivillig på biblioteket i Nykøbing Falster træner dansk med mennesker fra fjerne lande som Syrien, Eritrea eller Somalia, kan jeg blive grebet af samme næsegruse beundring, som jeg nærer for Kirchmeier og Nabokov. Samtidig ruller jeg ofte fortvivlet med øjnene (sværger: uden at nogen får det at se). For en sprogpædagogisk dilettant som mig kan det jo forekomme helt umuligt at forklare elever uden den mindste skolebaggrund eksempelvis forskellen på nutid og datid. 

Der var således en venlig mand fra et fjernt land, som jeg af samme grund, efter en del træningstimer, lige så stille prøvede at undgå. Jeg tænkte: Han lærer det aldrig. Han kommer uge efter uge, bare for at flygte fra de lange ensomme dage uden meningsfuld beskæftigelse.

Forbløffet måtte jeg efter en nylig snak om familiesammenføring med kone og børn erkende, at hans dansk slet ikke er så håbløst længere. Hans børn må, nu da de er begyndt i børnehave og skole, starte ved nul. Et herkulesarbejde for alle involverede.

I Tyskland forlangte en toppolitiker fra kansler Merkels parti ved navn Carsten Linnemann, at der skulle indføres Grundschulverbot: »For at sætte det på spidsen: Et barn, der næppe taler og forstår tysk, har endnu ikke noget at gøre i en grundskole …«

Fra Frankfurt tweetede Viktor Funk, barn af russiske forældre: »Jeg var 11, da jeg kom til Tyskland. Jeg kunne sige “goddag” og måske også “brød”. Jeg er glad for, at mine lærere ikke delte hr. Linnemanns anskuelse.«

Nu arbejder denne journalistkollega ved Frankfurter Rundschau og redigerer de tekster, jeg som Skandinavien-korrespondent sender til hans avis med nyt fra Danmark og resten af Norden. En bog om sin opvækst som migrantbarn har han naturligvis allerede skrevet – på sit andet sprog og helt uden skytsengle. For at sige det som det er: Jeg er misundelig.