Ordsproget på dansk og tysk er det samme: Vis mig dine venner, og jeg skal sige dig, hvem du er. Lars Løkke og hans udlændingeminister har sværmet for deres samarbejdspartnere i Østrig, siden Straches parti FPÖ kom i regering i 2016. Sammen med indenrigsminister Herbert Kickl fra FPÖ har Inger Støjberg i Wien præsenteret en fælles ”asylvision”. Han er en erklæret Putin-fan og har optrådt for de total formørkede højreradikale. Nu er han blevet fyret, fordi kansler Sebastian Kurz anser Støjbergs visionspartner for at være en sikkerhedsrisiko for landet.

Mette Frederiksen skærpede under duellen sin ed om, at hun vil videreføre den udlændingepolitik, som i to årtier er blevet dikteret af Dansk Folkeparti, og allerhelst i parløb med dette parti. Få timer tidligere stod Anders Vistisen, EP-kandidat fra DF, ved siden af Le Pen, Wilders og Salvini, på et podie i et regnvådt Milano. Vistisen hyldede Italiens indenrigsminister for at lede »en europæisk revolution«, som »rydder op efter Merkel, Juncker og Macron«. Salvini kvitterede ved at lovprise den danske udlændingepolitik. Vistisen sendte rosen videre til Frederiksen: »De danske socialdemokraters politik på migrationsområdet er jo hårdere end dem, jeg stod på scenen med i dag.« At de to spidskandidater i tv-studiet undlod at tale om alt det, kan man godt forstå. Det er ekstremt pinlige venner at have i udlandet. Dog hjælper egen tavshed ikke imod, at der er andre som hen over vildsvinehegnet kan lægge to og to sammen.

Og nytter det noget ikke at tale om det forkerte partnervalg herhjemme? Med en halvering af DF-stemmetallet kan man især forudse hårdt arbejde for Frederiksen som valgets vinder, hvis ikke hun vil lide samme skæbne som Tour de France-vinderen Bjarne Riis. Under tv-debatten med DF’s totale nedgang som tabutema dukkede filmen ”Tavshedens pris” om den denne dybt sunkne danske helt op i hukommelsen. Jeg havde også tiljublet ham i 1996. Riis havde simpelthen fortiet sin bloddoping for længe. Frederiksen må meget hurtigere indstille sig på, at DF-dopingen ikke virker mere. Skulle hun ikke skynde sig med at forklare vælgerne, hvordan hun vil klare sig uden? – Det spørger jeg mig selv om, mens jeg sidder her med de danske prognoser på skærmen og Wien og Milano i tankerne.