Aldrig i livet! Det er noget, du selv har fundet på. Frankfurter Rundschaus læsere tudede mig ørerne fulde efter min første corona-rapport fra København. »Danmark er grundlæggende et frit samfund, og folk ville straks protestere på gaden, hvis de blev præsenteret for sådanne uhyrligheder!« skrev en læser. Min beretning skaffede avisen en førsteplads på en hitliste over de vildeste fake news angående corona og skaffede mig flere vantro læserkommentarer end alle tidligere Danmarksartikler tilsammen.

Som korrespondent bliver man halvvejs benovet over den voldsomme interesse, halvvejs fornærmet over, at læserne simpelthen ikke tror det, man skriver. Oven i det hele er man bekymret for sit gode navn og rygte. Det stod i hvert fald klart, at mine eksempler på Mette Frederiksens ”hammerstrategi” overhovedet ikke stemte med tyskernes billede af Danmark som et overmåde venligt, afslappet land. Det billede står nogenlunde lige så urokkeligt fast som de tyske bunkere på den danske Vesterhavskyst.

»I Tyskland ville en sådan lov efter al sandsynlighed være forfatningsstridig,« skrev en jurist og tilføjede: »Bedste hilsener til det fantastiske Danmark.« Flere udbad sig præcise kildehenvisninger. For at kunne levere dem læste jeg hasteloven af marts 2020 omhyggeligt igennem. Jeg så til min forbavselse, at sundhedsminister Magnus Heunickes beføjelser var mere vidtgående, end jeg havde skrevet til avisen. Først nu stod det mig klart, at ministeren kan beordre tvangsmæssig behandling, indlæggelse, isolation (og vaccination, den dag vaccinen er der), ikke kun i tilfælde af corona, men ved enhver ”alment farlig sygdom”. At regeringen i mellemtiden var gået væk fra sit oprindelige ønske om at kunne gå ind i folks boliger uden dommerkendelse, viste sig at være en sandhed med modifikationer. Som det er, kan sundhedsministeren ”efter forhandling med justitsministeren” fastsætte regler for ”adgang til lokaler og andre lokaliteter” – uden retskendelse.

”Danmark: Politistat for et år“ lød overskriften på en af de næste corona-beretninger fra København. Artiklen videregav mit entydigt positive indtryk: »Jeg har som borger absolut ikke fået en oplevelse af landet som noget, der bare minder om en politistat.« Heunicke havde jeg allerede lært at kende som den joviale trafikminister i Thorning-regeringen, der med vindende dansk selvironi forsøgte at begejstre tyske journalister for byggeriet af Femern-forbindelsen. Indtil mødet lige pludselig var forbi. Ministeren skulle hjem til Næstved, og toget ventede ikke.

Aldrig kunne man forestille sig, at en pæn dansker skulle være lige så forhippet på fuldmagter som en Viktor Orbán i Ungarn. Det forholder sig nok sådan, at Heunicke ved den første corona-alarm havde nogle søvnløse nætter, ikke af magtbegær, men af bekymring for de vanvittig komplicerede beslutninger, som kunne betyde liv eller død for en masse mennesker.

Nu har den hårde og hurtige lockdown afværget den akutte fare med betragtelig succes. Ikke desto mindre ønsker sundhedsministeren at beholde sine særlige beføjelser så længe som muligt. En del skal ligefrem indskrives permanent i loven. Hvorfor egentlig?

Forsvarsminister Trine Bramsen har under krisen set, hvordan politiet brugte den nye bemyndigelse til at lukke falske internetsider om coronaen ned uden dommerkendelse. »Det har vist sig meget effektivt«, siger hun, og hun vil gerne »diskutere med Folketinget«, om ikke det også generelt skal kunne foregå på den måde i fremtiden. Udtalelsen demonstrerer en regerings centralistiske magthunger, som hverken har at gøre med enkelte ministres personlige egenskaber eller med den ene eller den anden nationale mentalitet. Hvordan en sådan magthunger kan få lov til at udbrede sig i København eller også i Berlin, afhænger af civilsamfundets frihedsvilje.

(…)