Jyllands-Posten

Posted on

Jyllands-Posten

Populisterne stjæler billedet

Thomas Borchert er tysk korrespondent, bosat i Danmark. Foto: Thomas Emil Sørensen.
 

Man misunder ikke jer danskere den 3. december. Privilegeret tilvalgsordning, parallelaftale på konkursfordring, fremtidige retsakter. Jeg har pløjet mig igennem bunker af informationsmateriale fra biblioteket: Jeres politikere forlanger meget af jer borgere.

Og forudsætningerne er gode. Ved en debataften oplevede jeg fascineret, hvordan 150 borgere opmærksomt, tålmodigt og venligt lyttede til en eksperts udlægninger af nogle juridiske EU-finesser. Der var noget dansk højskolekultur over det. Imponerende.

Dernæst demonstrerede to politikere fra henholdsvis ja- og nej-siden, hvordan man smider sådan en skat på lossepladsen ved at tale til jer vælgere, som om I var idioter. Brian Mikkelsen (K) fra ja-siden var bedst til det. »Det handler om vores videre samarbejde med Europol og intet andet«, sagde han igen og igen, garneret med: »Jeg er meget, meget national og meget dansk«. Vi andre EU-nationaliteter optrådte i hans argumentation kun som rumænske indbrudstyve, en østrigsk mor i krig med sin danske eksmand om sønnen (eksjustitsministeren: »Jeg holder naturligvis med danskeren«), svenske pladderhumanister og ud over hele Europa usle mennesker, som er uvillige til at betale, hvad de skylder gode, danske virksomheder.

Mønsteret fra folketingsvalget, hvor Lars Løkke Rasmussen og Helle Thorning-Schmidt duellerede om ”de strammeste stramninger” på udlændingeområdet, gentager sig. Nu underkaster ja-siden sig igen DF-spillereglerne. Vinderen bliver den, der kan argumentere mest overbevisende nationalistisk og samtidig tale EU-medlemskabet ned til at være et nødvendigt onde, som man må acceptere for økonomisk vindings skyld. At nej-siden, fra DF til Enhedslisten på de præmisser kan argumentere både med større lethed og troværdighed er indlysende. Derfor vinder de formentlig.

Fravær af gode ja-argumenter

Potentielle ja-vælgere – forestiller jeg mig – er danskere præget af den rolige pragmatisme, det udsyn og den åbenhed, som altid vækker sympati, og som Europa har brug for. For dem er det – via deres arbejde, rejser eller familieforbindelser i andre lande – soleklart, at globalisering ganske enkelt er et faktum i alle livets forhold i Danmark såvel som i resten af verden. De ved, at hverken klimaforandringer, migration, konsekvenserne af de seneste 15 års krigseventyr eller kombinationen af det hele kan klares nationalt, og da slet ikke med grænsebomme.

Verden synes for danske politikere at ende i Padborg og ved Øresundsbroen.

Disse vælgere tænker ved folkeafstemningen snarere på sådanne spørgsmål end på politisamarbejde og forældremyndighed. Hvilke argumenter fremlægges for dem? Jeg har ikke hørt nogen. Verden synes for danske politikere at ende i Padborg og ved Øresundsbroen. Og hvor demokratisk er det egentlig, at det aktuelt allervigtigste tema i det europæiske samarbejde er fuldstændig udelukket ved folkeafstemningen?

Hos kansler Merkel sagde Lars Løkke i sommer: »Flygtningeproblemerne i Europa kan vi kun løse i fællesskab«. Ja, selvfølgelig, tænkte mine kolleger i Berlin, det kan enhver da se, som kan lægge to og to sammen. Der er bare det ved det, at statsministeren hjemme i København op til folkeafstemningen højt og helligt forpligtede sig til det stik modsatte. Løkke lovede en ”veto-ret” til alle ja-partier imod en fælles EU-flygtningepolitik. Nejet til en tilslutning (uden folkeafstemning) skal gælde, »til solen brænder ud«. Det giver mindelser om tidligere tiders omrejsende kvaksalvere: Kom og køb mine mirakeldråber.

Jeg føler mig ret sikker på, at Løkke i sit indre tilhører den gruppe af nøgterne danskere, som udmærket ved, at populisternes retropolitik ikke varigt kan løse et eneste problem hverken i København, Paris, Berlin eller Syrien. Men når det kommer til stykket, underkaster han sig nationalisterne med deres gammeldags verdensbillede. Dygtigt politisk håndværk, kalder jeres kommentatorer det med en horisont til den næste meningsmåling eller valgdag.

Hvis jeg kunne stemme, ville jeg, der er tilhænger af så meget Danmark i EU som muligt, undtagelsesvis stemme blankt. I håbet om, at rigtig mange gør det samme, i protest mod en stivnet politisk kultur under populisternes magtvælde. Det er på tide, at Christiansborgs politikere ikke bare stiller store krav til deres vælgere, men også til sig selv.

 

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s