“Kære danskere” – Min kronik om “Danskerne” i Jyllands-Posten

Posted on

En kronik i Jyllands-Posten som jeg har skrevet som brev til “alle danskere”: Hvorfor finder i jer i det smånationalistiske misbrug af jeres sprog?

Kronik 28.07.2014 kl. 03:00
 
 

Danskerne – hvem er det?

Thomas Borchert, journalist, København

 

Kronikøren, som er tysker, men bor og arbejder i Danmark, undrer sig over den stigende brug af ordet ”danskere.” Påkaldelse af det nationale som målestok er håbløst gammeldags – og i øvrigt usympatisk.

Kære danskere

»Danskerne bliver ældre og klogere« og »Danskerne ramt af snusfornuft« læste jeg kort efter hinanden som overskrifter i avisen. Det lød godt og som det rigtige tidspunkt at skrive til jer danskere i håbet om, at den sunde menneskeforstand også hos mig ikkedansker af og til fungerer. At skrive brev til jer alle sammen i jeres fantastiske land efter at have været her i 30 år føles en lille smule som storhedsvanvid. Men det må være den rigtige form. For I er åbenbart en enhed med en klar vilje: »Danskerne« – sådan hører jeg, ligesom jer, utallige gange hver dag fra politikerne eller fra journalister – er en fast sammensvejset enhed. I vil og gør alt i største enighed. Og på vidunderlig vis altid det rigtige.

Jeres statsminister, Helle Thorning-Schmidt, har i en tale forklaret, hvorfor der er vigtige ting, I klarer bedre end f.eks. japanerne. Dem besøgte hun for nylig og kunne sammenligne: »Fordi danskerne brokker sig. Hvis tingene ikke er i orden, så siger de fra. I Danmark siger vi, hvad vi mener.« Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti skriver på sin blog: »Danskerne er et godt, harmonisk, fredeligt folk, og det kan kun danskerne selv tage æren for.« Nyhedsbureauet Ritzau har som ekspert i den danske EU-skepsis, af alle, valgt at citere Mogens Camre: »Vi siger, at danskerne altså gør det bedre. Vi er hæderlige og ukorrupte folk, vi er flittigere end de andre.« Venstre-chef Lars Løkke Rasmussen fastslog i Folketinget, da han stadig var regeringschef: »Danskerne er selv de bedste til at finde de rigtige løsninger.«

Misundelsesværdigt! I mit eget land har »tyskerne« som bekendt ikke altid fundet de rigtige løsninger. Men det skal ikke være temaet nu. Jeres politikere fastslår, også når de selv står i vand til halsen, at I, danskere, altid har ret. Socialminister Mette Frederiksen ytrede sig i ”Børsen” om Socialdemokratiets nedgang: »Enten kan man tænke: Det er os, der har ret, og danskerne der tager fejl. Jeg har en meget, meget udstrakt tillid til danskerne – også i deres vurdering af Socialdemokratiet.« Da Lars Løkke Rasmussen på grund af dyre jakkesæt og underbukser blev opfordret til at gå af, sagde han gentagne gange »Jeg har fuld tillid til danskerne.« Til lykke!

Selv internationalismens tidligere fanebærere i Enhedslisten har sluttet det nationale mål for alting i deres hjerter: »Danskerne vil se Løkkes regnskaber«, læste man i partiets pressetjeneste og »Enhedslisten vil give danskerne mere fritid«, læste man i avisen. Så blev jeg igen misundelig, fordi jeg nu en gang ikke er del af denne dejlige danskerklub med krav på mere fritid. Også selv om jeg har arbejdet her længe, betalt skat og af hele mit hjerte heppede på de rød-hvide ved EM-finalen i 1992.

Dengang var jeg begejstret over jeres land – og er det stadig, om end med modifikationer. I Danmark har jeg mødt en beundringsværdig intelligent, pragmatisk, rolig, ikkeaggressiv fornuft og modernitet, når det gælder om at løse problemer, hvad enten det drejer sig om en diskussion af regler for slik i skolen eller om Folketingets beslutninger om pensionssystemet. Beslutningerne er måske ikke altid de rigtige, men vejen til beslutningerne finder jeg som indvandrer fascinerende. Hvis noget går galt, kan man jo altid rette til uden den store ballade. Fantastisk!

Netop derfor kan jeg ikke få ind i hovedet, hvorfor I finder jer i alle de skinhellige udgydelser om »danskerne« fra jeres populistisk inficerede politikere. For slet ikke at tale om journalisterne i deres følge, som mindst ligeså ofte fremhæver jeres »nationale enhed og enighed« med d-ordet. »Danskerne mener ditten, danskerne gør datten, og danskerne ønsker sig dutten af fremtiden. Ustandselig hører vi om kategorien »danskerne.« »Det gjorde man ikke i samme grad for et par årtier siden« sukkede den kloge sproglærde Jørn Lund i 2011 i ”Politiken”. Journalist Lasse Jensen beklagede for nylig i ”Information” Danmarks Radios ekstremt hyppige brug af »danskerne« i programmer og deres planlægning: »Jeg ved ikke, hvor mange gange ordet danskerne optræder i DR’s retorik.«

Hvorfor det har ændret sig, er klart. Jeg skal ikke kede jer med kendte forklaringer. »Nu gælder det simpelthen danskerne«, fastslog Pia Kjærsgaard som regeringsprogram ved VKO-æraens begyndelse og har siden sejret ikke blot ved valgene, men også sprogligt. Alle andre er løbet med, for hvem vil ikke gerne vinde valg, ligesom Pia Kjærsgaard? Journalisterne kæmper for at følge trop.

Af og til bliver det først og fremmest komisk. »Varme sommernætter dehydrerer danskerne« som overskrift indikerer jo, et det også kan være en fordel ikke at være en del af denne nationale sammensvejsning. Ligesom vi mandlige indvandrere ikke nødvendigvis ønsker at blive mere inkluderet, når Ekstra Bladet skriver »Danskerne kæmper med potensen.« Pyt, enhver forstår betydningen. Måske mere problematisk er det, når nationalitet mere og mere bliver synonym for alt, hvad der er godt og rigtigt. Jeres politikere har det i den grad i blodet, at de mindre intelligente blandt dem finder det helt normalt også at drage omvendte negative slutninger om andre nationaliteter.

Socialdemokraten Trine Bramsen sagde til temaet »Hvad stiller vi op med de indbrudslystne rumænere?« i en P1-radioprogram: »Der skal ikke herske et eneste sekunds tvivl om, at vi rigtig gerne så samtlige rumænere sendt hjem. Og allerhelst, at de overhovedet ikke kom hertil. Og det arbejder vi også benhårdt på i regeringen.« Trine Bramsen, folketingsmedlem (og retspolitisk ordfører!) er født i 1981. Hun kender vel intet andet end det Danmark, der er præget af Dansk Folkeparti. Jeg er ældre og kender også andre lande. Overalt – lige bort set fra Danmark – ville Bramsens socialdemokratiske karriere efter sådan en udtalelse være slut.

Er det måske sådan, at I inderst inde finder denne sleske måde at tale om jer som en angivelig enhed, der altid vil det samme og altid det rigtige, lige så dum og forkert som at indordne alle rumænere som indbrudstyve? Det kunne jeg godt tænke mig at vide. Det er påfaldende, så sjældent jeg i min gode, almindelige danske hverdag hører brug af begrebet ”danskerne”. Almindelige mennesker fortæller om helt forskellige problemer i deres liv. At unge f.eks. har svært ved at komme ind på et boligmarked, der er skræddersyet til en ældre, velstillet middelklasse. At gamle, også når de er blevet 90, har svært ved at få plads på et plejehjem, fordi de er ”for raske”. Nogen klager over, at man ikke tør protestere på arbejdspladsen af frygt for at miste sit job. Andre, for det meste cheferne, mener det modsatte. Hverdagen viser mig et sammensat og broget billede – ikke nogen enhed.

Jeres politikeres permanente populistiske brug af denne tilsyneladende enhed ”danskerne” er for mig Danmarks-fan en bevidst fornærmelse af jeres intelligens. Tag nu Helle Thorning-Schmidt, som helt sikkert må vide bedre: I hver eneste af hendes taler, hvor kort den end er, forekommer d-ordet så sikkert som amen i kirken. Jeg læste et sted, hvor nogen gjorde nar af, at hendes taleskriver altid får angivet et fast antal gange, det skal lykkes at anbringe ”danskerne”. Thorning-Schmidt lever med sin dansk-britiske familie på Østerbro. Hun lærte sin mand at kende, da hun studerede i Belgien, og hun har siddet i EU-Parlamentet i det franske Strassbourg. Ægtemanden, Stephen Kinnock, vil, efter at have arbejdet i Moskva og Geneve, nu i det britiske underhus i London. Sådan fungerer verden i dag. Sådanne mobile, dynamiske ud- og indvandrere er moderne rollemodeller. Og det er vel godt? Findes der et klarere bevis end netop dette par på, at den konstante påkaldelse af det nationale som målestok er håbløst gammeldags? Og i øvrigt usympatisk.

Måske kunne man i en periode forsøgsvis simpelthen stryge ordet ”danskerne” fra udkast til alle tekster, taler, tv- og radioprogrammer? At det kan lade sig gøre, har kulturminister Marianne Jelved vist. I radioprogrammet ”Mennesker og medier” forklarede hun, hvorfor den endelige udgave af det nye medieforlig ikke indeholder begrebet ”danskerne”, selv om det var med i de første udkast: »Det er en dårlig sprogvane, som har sneget sig ind over os.«

Nu står der ”borgerne”, for som Jelved siger: »Der er så mange andre i det danske samfund, som ikke er danskere, som kommer fra andre baggrunde. De skal også have del i det her.«

Tak, Marianne Jelved, fra én af de berørte – det er den danske snusfornuft, som jeg holder så meget af. Helt bortset fra, at skaden ved den evige brug af d-ordet er større for jer danskere end for os ikkedanskere.

Kronikøren har fra 1986-2013 arbejdet som Skandinavien-korrespondent for Deutsche Presse-Agentur (dpa) og er nu journalist/forfatter på egen hånd.
 
 
 
 
 
 

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s