JP-klumme om Sverige efter valget

Posted on November 26, 2022

26/11/2022

Lars Løkke viser vejen – for Sverige

Måske burde den konservative svenske statsminister, Ulf Kristersson, studere, hvorfor Lars Løkke efter to årtiers selvvalgt afhængighed af højrepopulisterne ikke længere vil have noget med dem at gøre.

Thomas Borchert tysk korrespondent

Efter mange sæsoner med ”Cirkus Symbolpolitik” er det selv for en rutineret Skandinavien-korrespondent chokerende, hvad man skal oplyse læserskaren om efter det seneste valg: Regeringen har gjort sig 100 pct. afhængig af klimafornægterne fra det største parti i blå blok. Partiet forkynder efter regeringsdannelsen, at der ikke er videnskabeligt bevis for en akut klimakrise. I konsekvens heraf gælder det, at intet nu er vigtigere end billig benzin og diesel. Langt vigtigere end alle de ”religiøse” klimamål.

Kommentariatet klassificerer enstemmigt partiformanden som den mest magtfulde politiker i kongeriget, selv om hans parti ikke får en eneste ministerpost. Regeringsprogrammet lyder, især om udlændinge- og retspolitik og med dens aggressive, autoritære grundtone som en minimalt mildnet version af partiprogrammet fra den yderste højrefløj.

Dobbeltrollen som støtteparti og storebror har sin pris, og regeringen lader det ikke blive ved ordene. Den imødekommer med det samme sin uundværlige samarbejdspartners ønske om flere tilskud til førere af biler med forbrændingsmotor. Tilskuddene til elbiler bortfalder overnight. Hvad angår den uundgåelige stigning i CO₂-udledningen, trækker finansministeren på skuldrene: ”Hvis ikke vi når vores klimamål, når vi dem ikke.”

Det er typer som Trump og Bolzonaro, der har ophavsretten til slogans som ”billig benzin er vigtigere end klimamål”.

For tykt smurt på til at være sandt? For Danmark, gudskelov ja. Scenariet er en til en virkeligheden i Stockholm efter valget til Riksdagen i september. Med Sverigedemokraternes chef, Jimmie Åkesson, i hovedrollen og finansminister Elisabeth Svantesson fra Moderaterna (den svenske pendant til De Konservative) som villig hjælper. Hvad mon hendes tre børn siger til, at magthaverne nedprioriterer målet på 63 pct. CO₂-reducering inden 2030 til en bisag?

Ikke nok med det. Den nye svenske regering har med et snuptag erstattet målsætningen ”100 pct. fornybar” energi med ”100 pct. fossilfri”. På den anden side af Øresund vil man nu igen massivt udbygge atomkraften. Som vores naboer ellers ved en folkeafstemning i 1980 havde sagt farvel til efter katastrofen ved atomkraftværket i Harrisburg – inden Tjernobyl og Fukushima. Nu annoncerer regeringen giganthøj statsstøtte og ”fast-track-tilladelser” til nye kernekraftanlæg. Man gnider sig i øjnene og læser det for en sikkerheds skyld én gang til. Men det er lige så sandt, som at udbygningen af vindkraft vil blive nedprioriteret.

I Danmark gælder Sverige nærmest som en fejlslagen stat som følge af den meget åbne indvandringspolitik med alvorlige integrationsproblemer. Om valget noteres det derfor i medierne kun, at Sverigedemokraterne blev landets næststørste parti med 20,5 pct. som den første ”indvandringskritiske” stemme. Og det er der noget om. 58 mord i år med skydevåben som følge af bandekriminalitet, udøvet af næsten udelukkende unge mænd fra immigrantfamilier, står for den højeste mordrate i Europa. Indlysende for enhver, at vælgerne stemmer for forandring.

Den får de nu som ”paradigmeskifte”, i Jyllands-Postens leder af 17. oktober formuleret som en forventning til den nye regering: »Den skal også rydde op efter årtiers hovedløs udlændingepolitik, der har forvandlet Sverige til et skræmmebillede i Europa.« Og JP har spottet, hvordan man i Stockholm vil tackle det: »Den danske udlændingepolitik ses nu simpelthen som et forbillede.«

Ja, og sådan bliver det. Regeringsprogrammet nævner flere gange Danmark som et forbillede, med dobbelte straffe for bandekriminalitet, med visitationszoner og lignende. Det var forventeligt. Sverigedemokraterne med deres brune rødder er og vil endda så meget mere. At den traditionelle borgerlige lejr også i skæbnespørgsmålet om klodens klima overgiver sig til populisterne, kommer for mig som en chokerende overraskelse.

Måske burde den konservative statsminister, Ulf Kristersson, nærmere studere, hvorfor en ekskollega i København efter to årtiers selvvalgt afhængighed af højrepopulisterne ikke længere vil have noget med dem at gøre. »Gakgak« var forskellige »symbolpolitiske« tiltag, billig stemmejagt uden seriøs substans, siger han nu og er virkelig et førsteklasses vidne i denne sag.

Forhåbentlig tager det Kristersson kortere tid at blive klogere end Lars Løkke Rasmussen. Holder den uhellige blå-gule alliance lige så længe som det danske forbillede, bliver skaden så meget desto større. Det er typer som Trump og Bolzonaro, der har ophavsretten til slogans som ”billig benzin er vigtigere end klimamål”. Skulle denne politik bide sig fast i Sverige, selveste Greta Thunbergs land, så godnat.

Thomas Borchert, (f. 1952) tysk-dansk korrespondent, bosat i København og Berlin, er en del af Jyllands-Postens weekendpanel, hvor syv personer hver uge på skift skriver en kronik. Han skriver for Frankfurter Rundschau og har skrevet en bog med titlen ”Gebrauchsanweisung für Dänemark”. Som udenrigskorrespondent skriver han om Danmark og de andre nordiske lande.