Kronik: Vores initiativ til at få en Fritz Bauer Gade i København

Posted on

I dag bærer talrige gader og skoler i Tyskland hans navn. En hjælpeorganisation i Israel er i gang med at bygge lejligheder for fattige Holocaust-overlevende under navnet Fritz Bauer Project. I midten af det tyske justitsministerium i Berlin findes en Fritz Bauer-Gård, udsmykket med en buste af navngiveren.

Hele to spillefilm, ’Tavshedens labyrint’ (2014) og ’En fjende af staten’ (2016), har også i danske biografer og tv formidlet Bauers virke. De fleste anmeldere nævnte ikke med et ord (formentlig, fordi de aldrig havde hørt om det), at Bauer efter sin flugt fra Tyskland tilbragte mere end ti afgørende år i Danmark.

Efter befrielsen blev Fritz Bauer endda i København indtil 1949. I 1963 var han som chefanklager i Frankfurt – trods massiv modstand – den drivende kraft i Vesttysklands første store retssag om forbrydelser begået i udryddelseslejren Auschwitz-Birkenau. Processen blev et vendepunkt efter et passivt tysk justitsvæsens lange fortielse og fortrængning af naziforbrydelserne.

Først efter Bauers død i 1968 fik offentligheden at vide, at han havde leveret nogle afgørende tips til den israelske efterretningstjeneste Mossad.

Hans oplysninger betød, at Mossad kunne bortføre Holocaust-organisatoren Adolf Eichmann fra Argentina. Bauer gjorde det i dyb hemmelighed – skjult for samtlige tyske myndigheder.

Helt berettiget frygtede han, at netværket af gamle nazister i regerings- og statsapparatet ville advare Eichmann, hvis de fik at vide, at Bauer havde opsporet ham. Desuden ville hans undercover-arbejde for en fremmed efterretningstjeneste have bragt ham bag tyske tremmer for landsforræderi.

»Når jeg forlader mit kontor, bevæger jeg mig i fjendeland«, har Bauer engang sagt om det vesttyske justitsapparat, han var en del af. Retssagen i Jerusalem mod Eichmann blev en verdensbegivenhed i 1961. Den inspirerede filosoffen Hannah Arendt til begrebet »ondskabens banalitet«. Eichmann blev dømt til døden og henrettet.

Og i Danmark? »Den, der redder et liv, redder hele verden«, hedder det i den jødiske Talmud. Nytårsdag 1940 kunne Bauer byde sine forældre velkomne på Københavns Hovedbanegård.

De havde forladt Tyskland lige før deportationerne til Auschwitz og lejrens gaskamre. Bauer selv var kommet til Danmark 15. marts 1936, hans søster Margot med familien allerede i 1934. Hendes familie hjalp broren, som straks begyndte med arbejdet for at få faren og moren i sikkerhed i Danmark. Det strandede gang på gang på de stadigt skrappere indrejsebetingelser for jøder fra Tyskland.

Selv må Bauer have følt sig alt andet end sikker her i landet. Bare fire uger efter ankomsten blev han indkaldt til forhør hos Statspolitiet for at tage stilling til beskyldninger om ’forbudt Homoseksualitet’.

For at skaffe beviser havde en politispion tilbragt hele nætter ved Bauers adresse på Ridder Stigs Vej 3 på Amager. Bauer »indrømmede« homoseksuelle kontakter. Så hårdt og samtidig ydmygende var presset på ham, at han så sig tvunget til at komme myndighederne i møde med et forslag. Det fremgår af referatet af et nyt forhør den 21.10.36: »Naar han blot kan komme til at Arbejde, vil (han) kunne afholde sig fra sine homoseksuelle Tilbøjeligheder«.

Hvad mon der foregik i flygtningens hoved og hjerte? Han havde været fængslet og mishandlet i en tysk kz-lejr i 1933 og var nu efter flugten afhængig af hjælp fra den forholdsvis veletablerede søsters familie. Han havde en midlertidig opholdstilladelse, som altid skulle fornys efter seks måneder, men stod helt uden arbejdstilladelse.

Efter forfølgelsen i Tyskland som jøde og socialdemokrat blev hans første markante erfaring i Danmark forfølgelsen som homoseksuel.

Historikeren Sine Maria Vinther har (i sin research til en kommende Bauer-biografi af den britisk-amerikanske forfatter Jack Fairweather) fundet frem til, at Bauers ihærdige danske forfølger i Statspolitiet var den glødende nazist Max Pelving. Han arbejdede samtidig direkte for dem, Bauer var flygtet fra: »Oplysningerne blev videregivet til Gestapo. Pelvings arbejde for naziregimet i Tyskland blev afsløret i starten af 1939, og han fik en fængselsdom for at give oplysninger til Gestapo. I samme forbindelse mistede han sin stilling som kriminalbetjent ved fremmedpolitiet, hvorefter politiet mistede interessen for Bauers seksualitet. Kort efter at landet året efter var blevet besat, genoptog Pelving sit arbejde for nazisterne«, skriver Vinther (Politiken Historie 14.10.21).

Også derfor blev det efter Tysklands indmarch 9. april 1940 livsfarligt for Bauer i Danmark. I et forhørsreferat fra 21. juni 1940 henvises der igen til hans homoseksualitet. 11. september 1940 blev han som mange tyske flygtninge på foranledning af besættelsesmagten interneret i Horserød i Nordsjælland. Justitsministeriet i København bekræfter 10. oktober pligtskyldigt, at »der nægtes den pågældende yderligere Opholds- og Arbejdstilladelse«.

Ved frakendelsen af tysk statsborgerskab i 1938 blev Bauer statsløs. Det afholdt ham ikke fra at fortsætte kampen for indrejsetilladelse til forældrene.

Efter progromnatten mod jøderne i Tyskland 9. november 1938 bankede han på hos Danmarks socialdemokratiske justitsminister K. K. Steincke.

Det skildrer Fritz Bauer således: »Da Krystalnatten var sket og havde bragt min far i vanskeligheder, gik jeg til en ung justitsminister og forklarede ham, at han, hvis han nu ikke kunne give mine temmelig gamle forældre en tilladelse for Danmark, så ville jeg bede ham om en tilladelse for Grønland. (…) Han så længe på mig og havde i dette øjeblik virkelig opdaget, hvad det handlede om. (…) Jeg sagde til ham, at det ganske enkelt handler om liv eller død. Og ordet Grønland, jeg ved det helt sikkert, har rystet ham og gjort indtryk. Jeg fik tilladelsen med det samme, og andre fik det også.«

I oktober 1943 blev Bauer sammen med forældrene og søsterens familie for 2000 kr. pr. person sejlet over Øresund fra Rørvig til Mølle ved Kullen. Efter befrielsen i 1945 gik rejsen hurtigt tilbage til København, også fordi han holdt af Danmark – lige fra starten.

Julen 1936 bragte det jødisk-tyske tidsskrift C.V.-Zeitung Bauers artikel ’Den lykkelige ø Danmark’: »Det danske folk nyder sin nutid i fulde drag. (…) De tror på livet, og at det er enestående. (…) Danskere lever ubesværet og uden bekymringer.« Bauer fremhæver de positive sider af hverdagen: »Også statens repræsentanter er menneskelige og har en kraftig appetit på livets nydelser, danskerne foretrækker menneskelighed, ja det alt for menneskelige, frem for bureaukratisk tørhed.« Nogle historikere mener, at han derved indirekte ville anbefale tyske jøder at satse på Danmark som tilflugtssted.

Selv da han under krigen i mere end tre måneder er interneret i Horserød-lejren med udsigt til at blive sendt tilbage Tyskland, arbejder Bauer ufortrødent videre på sit mål om at blive integreret i det akademiske Danmark.

Her afslutter han bogen ’Penge, en historisk afhandling’. Skrevet på dansk – en præstation efter bare en håndfuld år med ekstrem usikkerhed i det nye land.

Løsladelsen fra Horserød sørgede den daværende nationalbankdirektør Carl Bramsnæs og økonomiprofessoren Jørgen Petersen for. Bogen ’Penge’ udkom i 1941, udgivet af Dansk Forening for social Ordning.

Efter endnu en tur bag tremmer levede Bauer i 1941-43 under jorden. Som det hedder i en tysk biografi, »uden egen indtægt, med ofte skiftende adresser og gemt af danske kammerater«. Bauer havde et godt kontaktnet blandt socialdemokraterne med bl.a. Hans Hedtoft, Viggo Kampmann, H.C. Hansen, Jens Otto Krag, Per Hækkerup og som nær personlig ven Henry Grünbaum.

Hjælp fik han også fra en anden kant. 4. juni 1943 registrerede Københavns Magistrat vielsen af den danske statsborger Anna Maria Petersen med den statsløse flygtning Fritz Bauer. Det var, hvad der kaldes et proformaægteskab.

Den kristne børnehaveleder ville beskytte den tyske jøde mod en stadigt mere sandsynlig deportation. Parret boede aldrig sammen.

Hustruen fulgte i oktober 1943 ikke med til Sverige, og anledningen til ægteskabet forsvandt heldigvis ved befrielsen den 5. maj 1945. Alligevel lod parret sig ikke skille, hverken i 1945, eller da Bauer i 1949 vendte tilbage til Tyskland. De to var gift, indtil han døde. Gennem den sidste snes år af sit liv besøgte Bauer regelmæssigt sin kone i Danmark og betænkte hende i sit testamente.

1943-45 i Sverige arbejdede Fritz Bauer tæt sammen med andre socialdemokratiske flygtninge som den senere forbundskansler og nobelpristager Willy Brandt. I Sverige skrev han sin anden skandinaviske bog på et tidspunkt, hvor det tyske nederlag var inden for rækkevidde. Hans juridisk funderede bog ’Krigsforbryderne for Domstolen’ udkom på dansk kort efter befrielsen med krav om og forslag til en strafferetlig forfølgelse af naziregimets krigsforbrydelser.

Bauer blev efter befrielsen hurtigt klar over, at hans håb om en rolle i genopbygningen af det tyske demokrati, nu uden nazister, ikke ville gå i opfyldelse. Så kastede han sig over en tilsvarende opgave på dansk jord, hvor der opholdt sig 250.000 tyskere, som var flygtet vestpå fra Den Røde Hær.

Efter halvandet årti med nazistisk hjernevask skulle disse mennesker, som havde fulgt deres ’Führer’ gennem krig og Holocaust, afradikaliseres, som man ville udtrykke det i dag. Bauer deltog i projektet som skribent for bladet Deutsche Nachrichten, som udkom hver anden uge til de tyske flygtninge. Til en socialdemokratisk ven i New York skrev han, at »man dagligt støder på tysk hævntørst, håb om vanskeligheder for de allierede, herremenneske-attitude etc.«.

I et brev fra september 1945 fortæller Bauer om sin dialog i en flygtningelejr med »en 15-årig frisk Hitlerjunge«, der kammeratligt klapper ham på skulderen:

»Du, Fritz, er du egentlig tysker eller jøde eller statsløs?«

»Ja, Günther, du dør af grin, men jeg er både tysker, jøde og statsløs.« »Det fatter jeg ikke, men at være tysker er i dag noget lort. Jøde, det er også noget lort. Men statsløs, det er fint.«

»Hvorfor?«

»For så jager de dig ikke ud af Danmark. Fortæl mig venligst, hvordan det lykkedes dig at blive statsløs.«

Bauer er sammen med Karl Rowold far til en af de undertegnede aktiv i oprettelsen af en dansk afdeling af det tyske socialdemokrati i Danmark under navnet SPD Dänemark. I slutningen af 1948 søger han en stilling ved retten i Braunschweig i den britiske besættelseszone i Tyskland. En af grundene er hans forværrede økonomiske situation i Danmark.

En tiltagende antikommunistisk stemning koster ham som venstreorienteret jobbet i Prisdirektoratet, og artiklerne for Deutsche Nachrichten bliver efterhånden dårligere betalt.

12. April 1949, godt 13 år efter flugten fra Tyskland, tiltrådte Bauer så stillingen som præsident for byretten i Braunschweig. Allerede i september 1945 havde han i Deutsche Nachrichten defineret, hvad han havde tænkt sig at tage med fra sit Danmark efter krigen: »Danmark er lille og har ingen råstoffer, men befolkningens levestandard er blandt de højeste i verden. (…) Da Danmark i forrige århundrede mistede dansk jord til Preussen, vedtog Danmark devisen: Hvad udad tabes, skal indad vindes. Den samme devise må gælde for Tyskland i dag.«

Samlet set, mener Steffen Steffensen i sin bog ’På flugt fra nazismen’ (1986), var Bauer »en af hovedskikkelserne blandt de tyske emigranter i Danmark«. I sit hjemland blev han hurtig landskendt – og frem for alt forhadt – da han i 1952 som anklager fik gennemført en retssag for rehabilitering af deltagerne i attentatet og oprøret mod Hitler 20. juli 1944. De blev dengang selv fra Forbundsdagens talerstol nedgjort som lands- og højforrædere.

Hele sit liv var Bauer en outsider i kampen mod den tyske fortielse og fortrængning af Holocaust. At han i dag får opmærksomhed og anerkendelse for sin indsats helt op til Tysklands regering, Forfatningsdomstolen og fra den almene offentlighed, lå ikke i kortene, da Bauer døde som en ret ensom og resigneret mand 1. juli 1968.

Også den danske del af denne formentlig ikke helt ukomplicerede mands liv burde nu langt om længe få fortjent opmærksomhed og anerkendelse. Dette understreges af, at Dansk Jødisk Museum og det nye museum FLUGT under Vardemuseerne arbejder på en dansk vandreudstilling om Fritz Bauer.

Fritz Bauer fortsatte som flygtning i vores land på trods af en ekstremt usikker personlig situation ufortrødent sin kamp for menneskerettighederne.

Hans livsværk i humanismens og de universelle menneskerettigheders tegn har bl.a. været inspireret af hans ophold i vores land og stråler ud over Tysklands grænser også tilbage til Danmark. Derfor foreslår vi Københavns Kommune at opkalde en vej, gade eller plads efter Fritz Bauer.

Det kan også forstås som anerkendelse af andre flygtninge fra alle mulige lande i verden, som under vanskelige betingelser har gjort og gør en fantastisk indsats.

Pages: 1 2

One thought on “Kronik: Vores initiativ til at få en Fritz Bauer Gade i København

    Hauke said:
    July 12, 2022 at 2:43 pm

    Jeg støtter forslaget også. 🙂 Jeg var faktisk ikke klar over, at han også boede i Danmark.

    Like

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s