Om mordet på Olof Palme efter 36 år: Hvorfor blev det aldrig opklaret?

Posted on Updated on

Den 28. februar 1986 blev Sveriges statsminister dræbt af et skud i ryggen, da han sammen med hustruen, Lisbeth Palme, og uden bodyguards henunder midnat spadserede hjem fra biografen gennem Stockholms indre by. Det var for Sverige en århundredets forbrydelse, som samfundet ikke ville kunne leve med, uden at forbrydelsen blev opklaret: Hvordan var det muligt, og hvem stod bag? Her kommer sønnen Mårten ind i billedet. Han beretter i en fascinerende radioserie “Palmeutredningen inifrån” om sine oplevelser med den endeløse række af utrolige fejl under efterforskningen.

Som eksempel nævner han en af flere mærkværdige samtaler med sagens første efterforskningsleder, den legendariske Hans Holmér. Da denne politimester igen igen åbenbarer elementære huller i sin faktaviden, får Mårten Palme, det hører vi ham sige i radioen, »den første indikation på, at Holmér er en idiot«. Det kommer ikke ud af ham som udtryk for den pøbel-aggressivitet, de sociale medier fremprovokerer i mennesker. Idiot-stemplet anbringes som en nøgtern, uomgængelig konklusion. Holmér slusede f. eks.

gigantiske politiressourcer i én og samme forkerte retning, fordi han blev besat af den antagelse, at den kurdiske organisation PKK stod bag mordet.

Igennem et år gav regeringen Holmér frie hænder. Man var taknemmelig for, at der var én, der resolut påtog sig det fulde ansvar.

Det gjorde Holmér, selv om han manglede de faglige forudsætninger.

Han var dog ikke til at skyde igennem ved de effektfulde pressekonferencer.

Svensk tv kårede ham til “Årets svensker”. Efter at han for længst havde kørt efterforskningen i smadder.

Efter Holmérs vanvidskørsel på PKK-sporet, godt hjulpet på vej af adskillige retsbrud, fulgte, under den ene nye ledelse efter den anden, nye og katastrofale fejl. Alle husker de to retssager mod “bumsen” Christer Pettersson, som i 1989 først blev dømt som Palmemorder, dernæst frikendt. Efterforskerne havde arrangeret identificeringen – ved Lisbeth Palme, det eneste vidne til mordet – så dilettantisk og ledende, at den juridisk var værdiløs.

Sveriges tidligere ombudsmand Hans-Gunnar Axberger beskriver hele forløbet på en rolig og reflekteret måde i sin nye bog, “Statsministermordet”.

Han begynder ved kaosset på mordstedet, hvor det var tilfældigt forbipasserende, der i dagene efter mordet fandt de to kugler affyret fra morderens revolver. Og bogen ender på en nok så trøstesløs slutakkord: Den sidste efterforskningschef lukker sagen ned i 2020 ved offentligt at udhænge den som Skandiamanden kendte Stig Engström som Palmes »sandsynlige« morder.

Engström er aldrig blevet sigtet og kan ikke forsvare sig, idet han tog sit liv i år 2000. Axberger skriver om udhængningen: »Det var den svenske retsstats endelige kapitulation over for et statsministermord, som den hverken havde formået at forebygge eller udrede.« Bogen er spændende som en krimi og giver dyb indsigt i, hvordan nogle mennesker som del af et magtapparat simpelt hen laver Hnoget værre møg i en uheldig og uhellig alliance af inkompetence, fordomme, opportunisme, selvopholdelsesdrift, stive hierarkier og – så udpræget også i dette tilfælde – mandsdomineret kammerateri på samfundets »top«. På én gang medmenneskeligt og knivskarpt skriver Axberger om den første hovedansvarlige for fiaskoen: »Jeg respekterede på mange måder Hans Holmér og ville gerne have skrevet mere positivt om ham, end det er muligt.« Man glæder sig næsten ved tanken om at kunne anvende Axberger-metoden til at forklare, hvordan det har kunnet komme til andre kæmpestore rullende skandalesager. Bestemt ikke kun i Sverige.

Pages: 1 2

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s