Mine sovnløse nattogs-nætter mellem København og Berlin

Posted on Updated on

Ventetiden på nattoget til København fordrev Ellen og hendes søster Gretelise muntert sludrende. Der var dømt dansk hygge på Berlins Hauptbahnhof, perron 8. Alt imens jeg sank ned i stadig mere nagende grublerier på mit tyske modersmål: Wer ist schuld? Hvem er skyld i det her? ”Alle er skyld i alt“, siger Dostojevskij, og det har han ret i. For mig handlede det lige nu om, hvem der bar skylden for udsigten til endnu en uendelig lang og søvnløs nattogsnat.

Selvfølgelig ikke. Efterhånden som flere og flere mennesker fatter det, kommer der flere nattog på skinnerne som vores drevet af et svensk selskab kaldet Snälltåget. (…) Ellen havde booket en kupé kun til os med tre køjer. Hun modtog efterfølgende to mails om nogle forventelige forsinkelser pga. sporarbejde og sendte dem straks videre til os andre to.

Da toget nærmede sig den københavnske ministation Ørestad, blev alt om forsinkelser glemt for et øjeblik. For toget kørte ind på det forkerte spor. Intet mindre! Så vi nu i sprinttempo og regn og blæst måtte slæbe vores tilsammen 209 leveår plus bagagen op ad den ene trappe og ned ad den anden.Straks efter vellykket indstigning viste det sig, at vores nattog lige så godt kunne have været det tog, der i 1983 bragte Ellen og mig gennem det nu hedengangne DDR til Berlin. Mindst lige så gammel var denne vogn og dens indretning. På de nedslidte køjer havde man lagt nye tynde madrasser. Forgæves ledte jeg efter en trappestige for at komme op til min køje på øverste etage. Og ned igen på de uundgåelige natlige toiletbesøg.At det lykkedes to gange uden knoglebrud, blev til en positiv oplevelse, det vidnede om en overraskende velbevaret smidighed. På den anden side set var toiletterne, hvad skal man sige, i den grad retro og blev, som toget rullede gennem natten, mere og mere retro.

At jeg ikke fik lukket et øje, kan ikke tilskrives togets høje alder. De to danskere i etagerne under mig sov igennem i fin harmoni med deres skæbne. Efter opvågningen gav de udtryk for det vidunderlige i, at toget nu stod stille mellem to marker i Nordtyskland – i to timer. Fordi det gav os ro til at nyde vores medbragte madder sammen med svensk kaffe fra togets ”mini-bistro”. Den var billig og kom med den herlige svenske opfindelse påtår, kaffe ad libitum. På nattoget hjem fik vi endda kaffen helt gratis som undskyldning for næsten fem timers natlig ventetid på Padborg Grænsestation. (…)

Her kunne vi i øvrigt sammenligne vores to nationers forskellige holdninger til, hvad en grænse er. På udturen var rejsepas og coronapas blevet afleveret til konduktøren, som så viste dem til de tyske grænsevagter. På hjemvejen blev alle vækket klokken to om natten af en høj stemme: ”Paskontrol“.Skulle meningen have været at formene terrorister og andre med ureelle hensigter adgang til kongeriget Danmark, blev der i mit tilfælde sjusket. Jeg skulle godt nok vise mit pas, men fik lov til at blive liggende i mørket og kunne have været en hvilken som helst skurk. Ingen tvivl om, at DDR-grænsekontrollørerne i sin tid var langt mere konsekvente, men jeg indser, at den danske grænsekontrol efterhånden er godt på vej.

Til sidst blev alt godt: Vi ankom til Ørestad Station lidt i 11 i stedet for 6.45 ifølge køreplanen. Solen skinnede, selv jeg var i godt humør efter et par fine dage i Berlin og hele 27 begivenhedsrige timer i nattoget frem for de 19 kedeligt planmæssige. Ellen og Gretelise aftalte straks den næste Berlin-tur. Denne gang sammen med Mari, den tredje søster. Jeg blev ikke spurgt. Alle tre har booket deres flybilletter.

Pages: 1 2

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s