Da jeg var med til Babettes gæstebud som en hovmodig general
En af de store oplevelser i 2020 for mig: Den 19. september var jeg inviteret til en meget speciel version af “Babettes gæstebud”, iscenesat efter Karen Blixens berømte fortælling. I Københavns Garnisonskirke blev jeg sat sammen med 12 andre gæster. Over fire timer skulle vi, som ikke kendte hinanden i forvejen, i et “virkelighedsteater” foran måske 50 tilskuere over fire timer være samlet omkring et festmåltid og “tale sammen om, hvem vi er som folk”. Konceptet er udtænkt og 17 gange forskellige steder i Danmark ført ud i livet af det fantastisk dygtige, sympatiske skuespillerpar Louise Beck og Henrik Birch sammen med Miriam Frandsen fra de Kongelige Teater. Jeg var skeptisk til at begynde med. Som en af de “ukendte” blandt gæsterne, formentlig inviteret som tysk-dansk islæt. Blandt de kendte var bla. komikeren Frederik Cilius og præst-skribenten Sørine Godtfredsen.
Tænk, at der virkelig kom fire timers meningsfuld og helt overvejende alvorlig samtale ud af det, som ikke kedede mig overhovedet og heller ikke publikummet (tror jeg i det mindste). Sikke et held jeg havde med min borddame Sedra Alyousef, som var kommet til Danmark i 2015 som teenager med stemplet “flygtning”. Sikke et held, at jeg kunne snakke sammen med hende, uden på forhånd at vide noget som helst. F.eks. at hun på Facebook-videos fra hjemstaden Aleppo havde genkendt nogle syriske slægtninge som ofre for Assads gasangreb og skrevet kloge, oprørende debatindlæg om det. Jeg vidste heller ikke, og hun fortalte det heller ikke, at hun efter 3,5 år i Danmark havde bestået sin studentereksamen med et så ekstremt højt karaktergennemsnit, at det gav overskrifter i medierne og patroniserende politiker-ros på Twitter: Sådan en vil vi gerne beholde i Danmark. Hun reagerede uimponeret og souverænt. Men som sagt: Det var en stor fordel at møde Sedra Alyousef uden nogen som helst viden hverken i form af positive eller negative klichéer. Det lykkedes mig ikke helt med Sørine Godfredtsen, da hun spurgte Frederik Cilius og to andre fra stand-up-branchen, hvordan det føltes at gå så tæt på deres “ofre” med meget følsomme emner. Det syntes jeg var frækt spurgt, og sagde det også, eftersom hun selv over mange, mange år som mediekommentator næsten ikke har gjort andet end at “gå tæt” på de mest følsomme emner for muslimer i Danmark.
Arrangørene har nu lavet en megen fin, digital og gratis bog på 100 sider om vores aften i Garnisonskirken og de foregående 16 aftner. Med fantastiske fotos af Camilla Winther. Man kan bladre sig igennem på https://www.ope-n.dk/publications.
Stor, stor tak til Camilla, Louise, Henrik og Miriam for deres arbejde, som har beriget mig.
På side 107/108 (og nedenunder) findes også teksten af den tale, jeg blev pålågt at bidrage med. Heldigvis kaperede jeg ikke inden den skulle holdes, at jeg var blevet tildelt rollen af “den hovmodige general Løvenhjelm” i Karen Blixens fortælling, som holder “sit livs tale”. Som betingelse udover “maks 4 min.” havde jeg bare fået at vide, at den skulle afsluttes med den sætning, som den strandede Løvenhjelm havde indledt sin tale med i Babettes gæstebud : ““Thi miskundhed og sandhed mødes, og retfærd og fryd skulle kysse hinanden.”
Generalens tale af Thomas Borchert
Kære medgæster. Mit første møde med en flok danskere for 40 år siden blev overvældende. De fleste var kvinder, mange uimodståelige. Aldrig før havde jeg oplevet sådan en sympatisk, charmerende forsamling, fyldt med livsglæde og blid venlighed. Selv var jeg en lidt for alvorlig, småneurotisk vesttysk 68er-aktivist. Den ret store flok spadserede gennem min hjemby Bremen på vej fra København til Paris. Det var noget med protest imod atomvåben, som også lød ok. Jeg fulgte efter i min Opel Kadett. Et par måneder senere bankede jeg på den mest uimodståeliges dør på Christianshavn, Strandgade 46. Om Danmark vidste jeg rundt regnet så meget som Babette, da hun ankom til Berlevåg. Da vi blev gift på Københavns Rådhus, kunne jeg på dansk kun sige ja. De første år helt væk fra mit gamle liv, oplevede jeg som en fantastisk opdagelsesrejse. Hverdagen i det nye land bekræftede mit allerførste indtryk, især da vi havde fået vores tre børn. Sikke et held, at skæbnen lod en flok skandinaviske kvinder krydse min vej. Min anden dansk tidsregning begyndte i 1997 med Ekstra Bladets kampagne “De Fremmede”. Den blev præget af min korrespondent-rapportering fra det politiske Danmark. Det føltes tungere og tungere at måtte skrive den sammen hæslige historie igen og igen og igen. Efter ti år med udlændingepolitik som eneste emne prøvede jeg at flygte og søgte arbejde i Berlin og London. Kun halvhjertet, som I kan se. Min tredje tidsregning er begyndt den 30. december 2018 med ansøgningen om dansk statsborgerskab. Processen er udformet som en fornedrelse for at afskrække så mange som muligt. Jeg har endnu ikke fået det. Men min holdning er alligevel udelt positiv. Fordi det er payback-time for det, dette samfund har lært mig om et godt, socialt, lykkeligt liv. Ikke at jeg tror, at jeg med min alt for trætte stemme kan udrette noget.Men det fine ved at have statsborgerskabet er jo, at ens stemme helt bogstaveligt tæller. Over det jubler mit indre på tysk med de ord, General Løwenhielm under Babettes gæstebud sagde på dansk eller også norsk: “Gnade und Wahrheit sind einander begegnet. Rechtschaffenheit und Himmelssegen sollen vereint sein in einem Kuss.”Og så på dansk: “Thi miskundhed og sandhed mødes, og retfærd og fryd skulle kysse hinanden.”
Thomas Borchert, Copenhagen 