Fra pressecentret til pantboden

I en pantbod i City Center East står den 62-årig tyske journalist Thomas Borchert. Det er Thomas’ 30. år på Roskilde Festival, men det er ikke jubilæet, der gør dette års festival til noget særligt. Thomas har indtil nu tilhørt ”International Presse”, men i år har han skiftet papir og pen ud med dåser og plastikhandsker og arbejder 32 timer i pantboden.

Flere af læserne undrer sig nok en smule over det valg. Umiddelbart ser arbejdet i pantboden nemlig ret hårdt ud. Alle står op og har begge hænder i gang hele tiden, og det leder mine tanker hen på samlebåndsarbejde. Heldigvis virker det til, at de frivillige i boden har det godt med hinanden og der bliver talt en sjov, indforstået blanding af dansk og tysk.

Men alligevel undrer jeg mig. Jeg har jo set pressens arbejdsforhold i Backstage Village, og det ser altså ikke helt værst ud. Derfor tager jeg en snak med Thomas om Roskilde Festival 2014.

En rutineret ræv i journalistikken

Jeg møder Thomas ved pantboden tirsdag under festivalen. Han står iført forklæde og plastikhandsker og er i fuld gang med at sortere dåser. Han hilser på mig og beder mig vente lidt. Han skal lige sikre sig, at der er en anden til at overtage hans plads i boden, mens han er væk.

Vi sætter os på en træpalle bag boden. Inden interviewet begynder spørger Thomas på næsten flydende dansk, om han også skal bånde interviewet. Så er vi sikre på, at jeg ikke mister det, hvis nu min telefon skulle forsvinde. Jeg forstår nu, at Thomas er en rutineret journalist – eller måske nærmere en erfaren festivalgænger?

Vil skrive en bog om Danmark

Thomas er oprindeligt fra Tyskland, men har boet 32 år i Danmark . Han har været politisk korrespondent i Norden for Tysklands største nyhedsbureau ’Deutsche Presse-Agentur’, men har nu lagt det på hylden for at arbejde som freelance-journalist og forfatter.

Med mine 21 somre i ryggen og knap så velbevandrede ben i journalistikken, stiller jeg det mest oplagte spørgsmål, som jeg kan komme i tanke om: “Hvad laver du egentlig overhovedet i pantboden?” Thomas svarer, at arbejdet med at tage imod pantdåser er en del af et større projekt, som han i øjeblikket arbejder på. Han er nemlig ved at skrive en bog om Danmark.

Igen vrider jeg min hjerne for at finde på et opklarende spørgsmål. “Jamen hvordan kommer Roskilde Festival og pantdåserne så ind i billedet?!” Svaret er, at Roskilde Festival for Thomas er et billede på den danske hverdag, eller i hvert fald et brudstykke af den – og lige netop derfor er den relevant for hans bog.

Pragmatisk varme

”Jeg kan enormt godt lide den frivilligkultur og grundstemning der er her”, fortæller Thomas videre. Han betragter Roskilde Festival som en organisation, der finder løsninger på problemer og som bryster sig af sine gode grundværdier. ”Man bader jo i varme her”, som han udtrykker det.

Denne varme oplever Thomas også andre steder i den danske kultur, eksempelvis på arbejdspladserne og i institutionerne, og i måden folk generelt omgås hinanden på i det offentlige rum. ”Folk er præget af at være pragmatiske og venlige”, siger han.

Klassedelingen

Efter 30 år på festivalen, føler den tyske journalist sig altså godt hjemme på Roskilde Festival. Et miljø, som ifølge ham afspejler en masse positive træk af den danske kultur, men samtidig har festivalen også nogle sider, som ikke alle er optimale.

”Roskilde Festival er et sympatisk miljø, men det afspejler altså også en klassedeling”, siger han og refererer til forholdet mellem de ’profesionelle pantsamlere’ og de unge festivalgængere.

Han ser nogle helt klare skel mellem disse to grupper, og han tænker meget over, hvordan denne forskel opfattes af andre deltagere. ”Der er jo helt sort af mennesker foran pantboden. De står her op til 4 timer i kø med deres kæmpe sække. De er ludfattige, og de har samlet skrald fra unge mennesker, der har moret sig. Hvad foregår der i hovedet på de unge når de ser det her?”, spørger han.

Kulturer mødes

Det er især mødet mellem to kulturer og samfundslag, som har tyskerens interesse. “Det giver stof til eftertanke, at mennesker samler skraldet fra en fornøjelseskultur, hvor det gennemsnitlige unge menneske har midlerne til at bruge flere tusinde kroner på en uge – alt imens pantsamlerne roder rundt i affaldet for at få fingrene i en pantdåse.”

Thomas har desværre også hørt flere ærgerlige historier om, hvordan pantsamlerne bliver behandlet ude i campingområderne. Ydmygende historier som den om ’fælder’, hvor det gælder om at få en pantsamler til at gå efter en pantdåse i snor.

Men der er selvfølgelig også en anden side af historien, nemlig den der fortæller at pantsamlerne går derfra med store summer. Den del skal man heller ikke glemme, mener han.

Hvad gør Roskilde Festival?

Thomas rammer organisationen på et ret ømt punkt, for hvad har Roskilde Festival egentlig tænkt sig at gøre ved dette problem? Jeg har talt med Roskilde Festivals talskvinde, Christina Bilde, for at høre hvordan vores ambitioner om at være socialt ansvarlige oversættes til denne konkrete problematik.

“Vi er meget opmærksom på problematikken, og har både ført kampagner, ligesom vi jo også har vores social workers”, fortæller Christina. Hun fortæller videre, at Roskilde Festival har haft et samarbejde med Amnesty, som rapporterede tilbage angående problematikken, ligesom festivalen for et par år siden gennemførte kampagnen ‘God pantstil’.

”Den handlede både om god pantsamler- og god pantgiveropførsel”, pointerer Christina, som også fortæller, at Roskilde Festival havde sprogkyndige frivillige, der kunne tale med – og oversætte for – samlerne, idet mange af dem ikke talte dansk.

Tolerance gælder over hele linjen

For Roskilde Festival er behandlingen af pantsamlerne blot et aspekt af arbejdet med at fremme tolerance på festivalen: “Budskabet om tolerance gælder i alle sammenhænge. Det er grunden til, at vi i år havde valgt ikke at fokusere udelukkende på pantsamlerne”, siger Christina.

Hun finder det vigtigt at understrege, at Roskilde Festival meget nødigt vil gøre forskel på deltagerne. ”Vores grundholdning til dem, man kan kalde ‘de professionelle pantsamlere’ er, at alle er velkomne på Roskilde Festival – også selvom det primære formål er at samle pant”, pointerer hun.

Alligevel er Christina slet ikke ude på at tale problemet ned. ”Vi ved jo godt, at det er på en trist baggrund af stigende fattigdom, og at indsamlingen desværre også i nogle tilfælde er organiseret, så den pant samlerne får udbetalt, formentlig ikke går til dem selv. På den anden side er festivalen et spejl af sin omverden. Og de kultur-clash, der er uden for Roskilde Festival undgås derfor heller ikke helt hos os, selvom vi gør hvad vi kan – gennem både donationer, kampagner og andre tiltag”, slutter Christina.