Endnu en gang Lidegaards bog “Landsmænd”

Aside Posted on November 5, 2013 Updated on November 16, 2013

Det her er teksten af en (lang) kronik, jeg skrev om bogen og ikke fik optaget af “Weekendavisen”.

Lidegaards selvmål med det „nationale perspektiv“

„Et ord til den tyske læser“ har Bo Lidegaard placeret forrest i oversættelsen af sin bog om redningen af de danske jøder 1943. Den tyske udgave har fået titlen Die Ausnahme (Undtagelsen) i stedet for den danske Landsmænd. I forordet læser jeg, som har levet den første halvdel af mit liv i Tyskland og den anden i Danmark: „Historien om redningen af de danske jøder (…) fortæller om selvopholdelsesdrift, civil ulydighed, og om den hjælp, som næsten et helt folk yder, fordi det er oprørt og vredt over deportationen af dets landsmænd.

Dermed er det også en historie om et samfund, som ikke er veget en millimeter fra sin rets- og uretsfølelse“. Redningsaktionens „største helte“ er i følge bogen datidens samarbejdspolitikere. Lidegaard opstiller billedet af fremadsynede, moralsk uanfægtelige politiske ledere i Danmark, som systematisk, bevidst og med en stærk moralsk drivkraft havde forberedt en “samlet nation” på at redde de danske jøder, fordi de blev set som landsmænd og ikke som fremmede. Det er unægtelig en stærk og smuk historie. Spørgsmålet er imidlertid, hvor sandfærdig den er. Og ikke mindst: Om Lidegaard med sin fortælling og sit begrebsvalg omkring “landsmænd” reelt undergraver den politiske dagsorden, han synes at have for dagens Danmark.

Bogens fremstilling af selve flugten med gengivelse af dagbogsnotater fra de jødiske familier Hannover og Marcus er god, imponerende og opmuntrende læsning. Om bondefamilien Busch-Petersen på Lolland, som gav de fremmede flygtninge husly uden at stille spørgsmål og uden at overveje risikoen ved deres indsats. Om universitetet i København, som med en ugelang lukning protesterede mod jøderazziaen. Om modstandsfolk og andre, som indsamlede penge for at sikre, at også de allerfattigste blandt de flygtende jøder ville kunne betale for sejladsen over Øresund. Jeg har læst Lidegaards bog på tysk med 30 år i Danmark i min bagage.

Påstanden om, at samfundet „ikke veg en millimeter fra sin rets- og uretsfølelse“, ville have fået Knud Bidstrup, en af mine første venner her i landet, til at grine højt. Journalisten ved Information og Politiken, som døde i 1987, havde været modstandsmand. Han fortalte mig med en vis afsky om, hvad han betegnede som samvittighedsløse besættelsesprofitmagere blandt storbønder, cementleverandører og andre, som gjorde gode handler med den tyske værnemagt. Samt om ængstelige politikere.

Ulla Jessing, en af mine bedste venner i København, er datter af jødiske forældre fra Tyskland. Mit spørgsmål, om hun ville læse Lidegaards bog, besvarede hun med „nej tak“. Hun brød sig hverken om bogens titel eller hovedbudskab om de danske samarbejdspolitikere som de „største helte“ i historien om jødernes flugt til Sverige. I 1939 blev Ulla, som nu er 89, sendt fra Tyskland til det sikre England af sine forældre. Den danske grænse var på det tidspunkt lukket for jødiske flygtninge for ikke at ”provokere” Berlin. Hendes forældre blev senere myrdet i Auschwitz. Efter krigen flyttede hun til København som ung kommunist til sin danske mand.

Under krigen var danske kommunister blivet interneret, og politiske flygtninge fra før besættelsen blev udleveret til Gestapo. „Nævner Lidegaard det overhovedet?“ spurgte Ulla i telefonen. Ja, det gør han, var svaret. Men det bliver uden relevans for hans entydigt positive billede af samarbejdspolitikken og en angivelig altid „samlet nation“. Knud Bidstrup fortalte i sin tid smågrinende, hvordan han som redaktør for Vendsyssel Tidende i Hjørring og inden han gik helt over i de illegale modstandsrækker om dagen skrev en lunken leder mod sabotageaktioner. For så om natten at smadre en glasrude til redaktionen udefra som protest mod avisens leder. Historien lød næsten utrolig, men er jo også et „slående“ bevis på, at der fandtes meget forskellige opfattelser af, hvordan man skulle forholde sig til de tyske nazi-magthavere.

Lidegaards bog er i sine forklarende afsnit nærmest klinisk renset for sådanne modsætninger. Forfatteren beskriver nøgternt og med mange facetter, hvordan Werner Best som Hitlers mand i København på den ene side satte deportationen i gang og på den anden side gennem en kompleks magtkalkule blev afgørende for, at næsten alle 8000 jøder i Danmark kunne flygte til Sverige, fordi han beordrede sine folk til stort set at lukke øjnene. Lige så forsigtigt vurderer Lidegaard diplomaten Hans-Georg Duckwitz og hans rolle som formidler af den tidlige og afgørende advarsel om den forstående razzia mod jøderne som ”gådefuld”.

Knap så nøgtern er Lidegaards fremstilling af de centrale danske politikere i disse år. Stauning er for ham den vise, forudseende leder gennem de svære 1930’ere, Scavenius er (ifølge den tyske version af bogen) realpolitikeren „til et ekstremt punkt“, som dog „altid trak en grænse mellem indrømmelser, som han anså for at være vigtige, og nogle, som under ingen omstændigheder måtte gøres“. For departmentchef Nils Svennigsen bliver der næsten rejst et skriftligt mindesmærke i bogen. Jeg må indrømme, at jeg tabte pusten, da jeg læste konklusionen: „Derfor er redningens største helte de politiske ledere, der gennem et tiår, hvor det var blevet let og populært at tale om dem og os, havde haft modet til at gå op mod chauvinismen og holde fast i den medmenneskelighed, der ligger til grund for ethvert samfund”.

Som de største helte ville jeg betegne mennesker såsom bondefamilien Busch-Petersen fra Lolland og andre ukendte hjælpere, som tilsidesatte enhver tanke om deres personlige risiko ved at være med under redningsaktionen for jøderne. Jeg spurgte mig selv under læsningen, hvorfor Lindegaard så åbentlyst føler trang til at fremstille samarbejdspolitikerne som lysende helte.

Historikeren Bent Blüdnikow kritiserede, at Lidegaard fuldstændig så bort fra deres medskyld i forlængelsen af krigen og derved også i forlængelsen af Holocaust. Lidegaard svarede i sin egen avis Politiken (15.09.) om det grundlæggende motiv bag sin fremstilling: „Langsomt er det samlede nationale perspektiv gledet ud af fokus, og det indtryk har fået lov til at brede sig, at Danmark var så fragmenteret, at vi ikke har en fælles historie.“

Det har vidtrækkende konsekvenser også i dag, mener han: „Fogh havde ikke kunnet få os til at gå med mod Bagdad, hvis han ikke var trængt så stærkt igennem med historien om vores feje svigt under besættelsen. Tilsvarende overlever Dansk Folkepartis billede af et indadvendt, udsat Danmark, fordi den nationale modhistorie om det åbne land med det stærke internationale engagement er blevet forladt af dem, der skulle have fortalt den.“

Også her tabte jeg pusten. Intet har rystet mit forhold til Danmark så meget som Dansk Folkepartis sejrsgang med dets fremmedfjendtlige politik. Samt den nu så udprægede danske vilje til deltagelse i krig. Lidegaard svarer 10 år efter Foghs kritik af det „feje“ samarbejde under besættelsen, at netop samarbejdspolitikerne var heltene, fordi de frem til og under besættelsen havde sørget for, at samfundet ikke skelnede mellem „os“ (danskerne) og „dem“ (jøderne).

Denne skelnen mellem dem og os har senere som bekendt sat sit præg på det danske samfund. Lidegaard udpeger „national fragmentering“ som den vigtigste årsag (Politiken 15.09.). Men er Samarbejdspolitikerne under besættelsen virkelig det positive modeksempel, fordi de „samlede nationen“? Gjorde de? Kan man virkelig ophøje en politisk embedsmand som Svennigsen, som agerede med sammensatte motiver for at sikre overlevelsen af samarbejdet med det tyske nazister, til et moralsk ikon?

Hvorfor kan man ikke inddrage divergerende økonomiske og sociale interesser såvel som opportunisme og stræben efter gevinst i en analyse uden at svække betydningen af jødernes redning? Jeg er ikke historiker, men bliver mistænksom, når komplekse historiske forløb bliver tildelt nye betydninger for at fremme aktuelle politiske mål. Det var tilfældet med Foghs angreb på samarbejdspolitiken.

Sådan forstår jeg imidlertid også Lidegaards forsøg på at rehabilitere samme politik som moralsk begrundet fremsynethed – som nu skal tjene som fundament for genopbygningen af et nyt „national perspektiv“. I Politikens leder den 1. oktober skriver chefredaktør Lidegaard om dagens Danmark: „Det er et stærkt samfund, der er i stand til at træde op mod uretten og beskytte landsmænd, der forfølges på grund af deres oprindelse eller religion.“

For at sige det med Goethe: Budskabet hører jeg nok, men troen mangler jeg. De seneste 15 år i Danmark taler vist ikke for det. Samfundet har udviklet sig – og vil fortsat udvikle sig – mere modsætningsfyldt, end et konstrueret „nationalt perspektiv“ kan forklare. Og forståelsen af menneskerettigheder som universelle og en voksende globalisering kræver vel andre nøgleord end ”landsmænd”, hvis udbredelsen af modsætningsparret ”dem” og ”os”skal bekæmpes, sådan som Lidegaard med god grund argumenterer for.

16. okt. 2013