Uncategorized

Dansk oversættelse af artiklen i Frankfurter Rundschau om “Predigtpolizei” på bloggen Lingoblog

Posted on

Lingoblog

Snart bliver det obligatorisk at prædike på dansk

15/01/2021 Af Thomas Borchert

Danmarks regering ønsker at gøre dansk til et obligatorisk sprog for alle prædikener i 2021. Hvis religiøse forkyndere taler til troende på et andet sprog end dansk, skal de forberede en skriftlig oversættelse til dansk og gøre den offentligt tilgængelig. Hvad den socialdemokratiske statsminister, Mette Frederiksen, retfærdiggør som en målrettet foranstaltning mod islamistiske hadprædikanter, kunne pastor Christa Hansen fra det tyske mindretal i Haderslev “bare ikke tro” i starten. Efter 23 år med tysk som sit sprog som prædikant, accepteret fra alle sider, mener hun nu: “For at sige det tydeligt minder det mig lidt om DDR, hvor mennesker med røde penne og en lille notesbog også sad i gudstjenester.”

Prædikestol

Biskop Marianne Christiansen fra Folkekirken, stadig Danmarks statskirke, føler ”censurens kolde hånd, når man overvejer sådanne tiltag.” Det hele skal ikke forstås som andet end et forsøg af staten “på at kontrollere og begrænse religiøst liv, især islam og andre religiøse mindretal.”

Dog er vi ikke helt så langt i processen endnu. Regeringen har meddelt, at der kommer et lovforslag til februar, hvis detaljer stadig er uklare. Hvor skal for eksempel oversættelserne indleveres, hvad tæller som forkyndelse, der ikke er forenelig med ”danske værdier”, og hvem kontrollerer, om oversættelserne er korrekte? Vil der være et forkyndelsespoliti?

Det er klart, at de nye pligter ikke kun skal gælde for muslimer, men også for alle andre, ofte små, religiøse samfund med andre sproglige rødder end dansk. Ellers ville forskelsbehandling af den ene religion være alt for åbenlyst. Udover det tyske mindretal i det sydlige Jylland er troende fra Grønland og Færøerne lige så berørt som katolske sogne med stærk polsk indflydelse og de mange unge kvinder fra Filippinerne, der som au pair gør det muligt for danske middelklassefamilier at leve mere komfortabelt.

I Københavns Sankt Petri-kirke har forkyndelsen været på tysk siden 1585. Rettighederne for det tyske mindretal (og omvendt for danskere i Sydslesvig), der blev aftalt i København-Bonn-erklæringen i 1955, sikrede fuldt ud retten til det respektive modersmål i det offentlige liv. Dette er en hård nød at knække for den københavnske regerings spidspolitikere, som i den pågældende paragraf må omformulere deres ultimative hårdhed overfor alt muslimsk – uden alt for åbenlyst at forskelsbehandle og krænke princippet om religionsfrihed fra forfatningen samt menneskerettighedskonventionerne.

Mattias Tesfaye

I 2019 præsenterede den nuværende udlændingeminister, Mattias Tesfaye, projektet ”Lov om prædikener på andre sprog end dansk” som et valgkampagneløfte fra socialdemokraterne: ”I dag samarbejder ikke alle moskeer med samfundet. Vi er nødt til at sikre, at de anerkendte religiøse samfund åbner sig og rapporterer om, hvad der sker hos dem i stedet for at vende samfundet ryggen.”Socialdemokraterne havde og har stadig stor succes med fuldt ud at overtage den højrepopulistiske anti-islam-dagsorden, som har domineret Danmarks politiske liv i to årtier. Det, der tæller her, er de “politiske signaler”, som altid kan måles i vælgernes støtte.

I mindre grad bliver der kigget på de konkrete resultater. Tanken om, at islamistiske hadprædikanter lydigt oversætter deres middelalderlige opfordringer til undertrykkelse af kvinder til korrekt dansk og forelægger dem til gennemgang i Kirkeministeriet, kaldte Mette Bock, den sidste borgerlige kirke- og kulturminister, “bare så dum, at det skriger til himlen”: Man bevæger sig historisk tilbage til niveauet før den danske forfatning af 1840, “da molboerne (…) i deres dumhed trampede hele marken ned for at skræmme storken væk”.

Pastor Hansen ser også pragmatisk på det: ”Ingen benægter jo problemerne med hadprædikanter. I stedet for at så mistanke mod et mindretal, bør staten endelig tilbyde imamuddannelse.”

Artiklen blev tidligere offentliggjort i Frankfurter Rundschau. Oversat af Lingoblogredaktion. Lingoblog takker Thomas Borchert for at tillade os også at bringe denne artikel her.

Thomas Borchert er journalist og forfatter. Han har skrevet om Danmark som udenlandsk korrespondent i 35 år.

Hvordan jeg bev mindet om at jeg er barn af en flygtning

Posted on

09.01.2021

Tyske flygtninge var også uønskede i deres eget hjemland

En ny bog behandler forholdene for de tyske flygtninge i Danmark lige efter Besættelsen. Danske politikere løb slalom mellem menneskelige hensyn og behovet for at legitimere, at man var gode allierede. Det er stadig, så mange år efter, en historie, der giver anledning til debat. Hvorfor mon?

[object Object]

Tegning: Rasmus Sand Høyer

Thomas Borchert

Thomas Borchert tysk korrespondent

Thomas Harders stærkt anbefalelsesværdige nye bog ”De uønskede“ om de 250.000 tyske flygtninge i Danmark i 1945-1949 fik på overraskende vis mindet mig om, at jeg selv er barn af en flygtning. Ikke så meget, fordi min far som strandet og absolut uønsket tysk ubådssoldat oplevede Danmarks befrielsesdag i Korsør og straks tog flugten sydpå over grænsen – som jeg så mange år senere krydsede i modsat retning som indvandrer helt af egen fri vilje. Men fordi min far, der som 19-årig var blevet indlemmet i nazisternes gigantarmé, ved krigens afslutning var blandt de 14 millioner flygtninge, der, fordrevet fra Østprøjsen, Pommern, Schlesien osv., var præcis lige så uvelkomne vestpå i deres eget land, som 250.000 af dem blev det i Danmark. Når den indre svinehund ​nedgør udefrakommende uønskede, er det åbenbart ligegyldigt, om de har krydset et stort hav med en helt anden religion eller har samme gud og kommer fra samme land.

Harder fortæller med stærke øjenvidneberetninger om den hårde behandling af tyskerne i de danske lejre. Tilsvarende fortæller han, hvordan de internt fordrevne tyskere østfra blev modtaget af deres landsmænd: ”Tilstrømningen af nye borgere, som talte andre slags tysk og var kristne på andre måder og medbragte andre traditioner, vaner, krav og forventninger til samfundslivet end de lokale, bragte de små, traditionsbundne landbosamfund i ulave. (…) Flygtningene (…) blev derfor kaldt ”feje”, ”omflakkende”, (…) ”dovne og arbejdssky”, ”beskidte”, ”lusede” og ”loppebefængte”, ”flygtningesvin”, ”pólakker”, ”rygsæktyskere” og ”40-kilos-sigøjnere”.”

Når den indre svinehund nedgør udefrakommende uønskede, er det åbenbart ligegyldigt, om de har krydset et stort hav med en helt anden religion eller har samme gud og kommer fra samme land.

Harder citerer den danske journalist og Sydslesvig-aktivist Tage Mortensen: ”Både racemæssigt, kulturelt og åndeligt er flygtningene artsfremmede i Sydslesvig. Hovedparten er østpreussere af den slavisk-germanske blodblanding, hvis mentale indstilling har været grundlaget for al tysk erobringspolitik fra Frederik den Store til Hitler.” Min østprøjsiske far gled ind i det nye vesttyske samfund ved at assimilere sig og tie stille om sin lidt anderledes baggrund. Nu har en dansk bog skrevet med europæiske briller mindet mig om den del af familiens bagage. Tak for det.

Især var jeg spændt på Harders beretning om den ekstremt høje børnedødelighed i de danske flygtningelejre. Lægen Kirsten Lylloff udløste voldsomme diskussioner, da hun i 1999 fremlagde tal: 7.746 børn døde i de danske lejre i 1945. I forvejen svækkede og underernærede. Men også fordi Lægeforeningen blankt afviste at behandle ”de uønskede“. ”Jeg forstår og accepterer, at danskerne så tyskerne som fjender. Men hvordan kan små børn være fjender?” spurgte Lylloff. Man bemærker, hvordan visse diskussioner gentager sig.

Harder bekræfter Lylloffs forskningsresultater, men uden at fælde moralske domme. Med vid horisont indfælder han behandlingen af de tyske flygtninge i Danmarki billedet af vilde omvæltninger overalt i verden efter krigens afslutning. Skønsmæssigt 60 millioner på kaotisk flugt ud over et ødelagt Europa. Utallige mennesker døde under de mest horrible omstændigheder. I det perspektiv bliver de 250.000 tyskere i et Danmark, der er sluppet så godt som uskadt gennem krigen, for sejrherrerne ”reduceret til et problem i andet geled“, som Harder konstaterer. Lige så nøgternt skildrer han de danske politikeres slalomløb: Hvordan de nu over for sejrherrerne – efter kollaborationen med Nazityskland – forsøger at præsentere sig selv og deres land som gode allierede, også ved den hårdhændede behandling af flygtningene. For alligevel på en eller anden snedig måde at opnå den hurtigst mulige ”hjemsendelse“ af de uønskede – for hvem der jo lige så lidt mere fandtes et ”hjem“ som for mange af dagens 70 millioner flygtninge i verden.

Af og til forbinder udsagn om helt forskellige emner sig på underlig vis. For mig skete det, da jeg læste Harders bog og samtidig lyttede til ros for overholdelsen af coronarestriktionerne fra Mette Frederiksen. Hun har for tiden et umenneskeligt ansvar at bære. Men det var rystende at høre en statsminister sige: ”Vi ved nu, at i det her land, der er vi skabt af en særlig støbning.“ Harder refererer en kommentar fra Tove Ditlevsen, skrevet den 3. marts 1946 om den efter hendes mening grusomme behandling af især de tyske flygtningebørn: ”Tåbeligt at tro, det ene folk er bedre, eller blot anderledes end det andet.” Ville digteren blive hånet også nu, i coronatiden, lige så meget som dengang for afslutningen af sin kronik? ”Kom ned på jorden og bliv mennesker. Lad medfølelse, godhed og barmhjertighed igen blive andet end forældede førkrigsord.“

Bald Predigtpflicht auf Dänisch

Posted on

Kassiert Hohn und Spott: Mette Frederiksen.
Kassiert Hohn und Spott: Mette Frederiksen. © REUTERS

29.12.2020 13:12

Dänemark

Eine Art Predigtpolizei

  • von Thomas Borchert

Dänemarks Regierung will im neuen Jahr Dänisch zur Pflichtsprache bei allen Predigten erklären. Wenn religiöse Verkünder:innen aber doch mit fremder Zunge zu Gläubigen sprechen, sollen sie eine schriftliche Übersetzung ins Dänische anfertigen und öffentlich zugänglich machen. Was die sozialdemokratische Regierungschefin Mette Frederiksen als gezielte Maßnahme gegen islamistische Hassprediger begründet, konnte Pastorin Christa Hansen von der deutschen Minderheit in Hadersleben „erst mal einfach nicht glauben“. Nach 23 Jahren mit Deutsch als ihrer allseits akzeptierten Predigtsprache meint sie jetzt: „Spitz gesagt erinnert es mich ein bisschen an die DDR, wo in Gottesdiensten auch Leute mit roten Stiften und einem kleinen Notizbuch saßen.“

Ihre Bischöfin Marianne Christiansen von der protestantischen Staatskirche Dänemarks spürt „bei solchen Überlegungen die kalte Hand der Zensur.“ Das Ganze sei nicht anders zu verstehen, als ein staatlicher Anlauf „zur Kontrolle und Begrenzung des religiösen Lebens, insbesondere gegenüber dem Islam und anderen religiösen Minderheiten.“

Noch ist es nicht ganz so weit. Die Regierung hat für Februar einen Gesetzentwurf mit noch völlig unklaren Einzelheiten angekündigt. Wo etwa sollen die Übersetzungen abgeliefert werden, was gilt als nicht mit „dänischen Werten“ zu vereinbarende Verkündigung, und wer kontrolliert, ob die Übersetzungen korrekt sind? Wird es eine Predigtpolizei geben?

Klar ist, dass die neuen Pflichten neben muslimischen auch für alle anderen, oft kleinen Gemeinden mit anderen sprachlichen Wurzeln als Dänisch gelten soll. Ansonsten wäre die Diskriminierung der einen Religion allzu offensichtlich. So sind neben der deutschen Minderheit im südlichen Jütland Gläubige aus Grönland und von den Færøern genauso betroffen wie katholische Gemeinden mit starkem polnischen Einschlag und die vielen jungen Frauen von den Philippinen, die als Au Pair dänischen Mittelklassefamilien ein bequemeres Leben ermöglichen.

„Einfach so dumm“

In Kopenhagens Sankt Petri Kirche wird seit 1585 auf Deutsch gepredigt. Die 1955 in der Bonn-Kopenhagener Erklärung vereinbarten Rechte der deutschen Minderheit (und umgekehrt der dänischen im Norden Schleswig-Holsteins) sichern umfassend das Recht auf die jeweilige Muttersprache im öffentlichen Leben. Eine harte Nuss ist das für den Kopenhagener Regierungsapparat, der das Streben der politischen Spitze nach maximaler Härte gegen alles Muslimische in Paragrafen ummünzen soll, ohne allzu offensichtlich den Gleichbehandlungsgrundsatz und die Religionsfreiheit aus der Verfassung sowie den Menschenrechtskonventionen zu verletzen.

2019 hatte der jetzige Ausländerminister Mattias Tesfaye das Vorhaben „Gesetz über Predigten in anderen Sprachen als Dänisch“ als Wahlkampfversprechen der Sozialdemokraten präsentiert: „Nicht alle Moscheen arbeiten heute mit der Gesellschaft. Wir müssen sichern, dass die anerkannten Religionsgemeinschaften sich öffnen und berichten, was bei ihnen passiert, statt der Gesellschaft den Rücken zuzuwenden.“ Seine Sozialdemokraten hatten und haben durchschlagenden Erfolg mit der kompletten Übernahme der rechtspopulistischen Antiislam-Agenda, die Dänemarks politisches Leben seit zwei Jahrzehnten dominiert. Was dabei zählt, sind vor allem die „politischen Signale“, messbar immer in Wählerzuspruch.

Weniger genau wird dann bei den konkreten Resultaten hingeschaut. Die Vorstellung, dass islamistische Hassprediger brav mittelalterliche Aufrufe etwa zur Unterdrückung von Frauen in korrektes Dänisch übersetzen lassen und zur Überprüfung im Kirchenministerium abliefern, nannte die letzte bürgerliche Kirchen- und Kulturministerin Mette Bock „einfach so dumm, dass es zum Himmel schreit“: Man bewege sich historisch zurück auf das Niveau vor der dänischen Verfassung 1849, „als heimische Schildbürger noch ihre eigenen Felder zertrampelten, um den Storch zu verjagen“.

Pastorin Hansen sieht es auch pragmatisch: „Niemand bestreitet ja die Probleme mit Hasspredigern. Statt Misstrauen gegen eine Minderheit zu säen, sollte der Staat endlich eine Imamausbildung anbieten.“

Da jeg var med til Babettes gæstebud som en hovmodig general

Posted on

Foto: Camilla Winther

En af de store oplevelser i 2020 for mig: Den 19. september var jeg inviteret til en meget speciel version af “Babettes gæstebud”, iscenesat efter Karen Blixens berømte fortælling. I Københavns Garnisonskirke blev jeg sat sammen med 12 andre gæster. Over fire timer skulle vi, som ikke kendte hinanden i forvejen, i et “virkelighedsteater” foran måske 50 tilskuere over fire timer være samlet omkring et festmåltid og “tale sammen om, hvem vi er som folk”. Konceptet er udtænkt og 17 gange forskellige steder i Danmark ført ud i livet af det fantastisk dygtige, sympatiske skuespillerpar Louise Beck og Henrik Birch sammen med Miriam Frandsen fra de Kongelige Teater. Jeg var skeptisk til at begynde med. Som en af de “ukendte” blandt gæsterne, formentlig inviteret som tysk-dansk islæt. Blandt de kendte var bla. komikeren Frederik Cilius og præst-skribenten Sørine Godtfredsen.

Tænk, at der virkelig kom fire timers meningsfuld og helt overvejende alvorlig samtale ud af det, som ikke kedede mig overhovedet og heller ikke publikummet (tror jeg i det mindste). Sikke et held jeg havde med min borddame Sedra Alyousef, som var kommet til Danmark i 2015 som teenager med stemplet “flygtning”. Sikke et held, at jeg kunne snakke sammen med hende, uden på forhånd at vide noget som helst. F.eks. at hun på Facebook-videos fra hjemstaden Aleppo havde genkendt nogle syriske slægtninge som ofre for Assads gasangreb og skrevet kloge, oprørende debatindlæg om det. Jeg vidste heller ikke, og hun fortalte det heller ikke, at hun efter 3,5 år i Danmark havde bestået sin studentereksamen med et så ekstremt højt karaktergennemsnit, at det gav overskrifter i medierne og patroniserende politiker-ros på Twitter: Sådan en vil vi gerne beholde i Danmark. Hun reagerede uimponeret og souverænt. Men som sagt: Det var en stor fordel at møde Sedra Alyousef uden nogen som helst viden hverken i form af positive eller negative klichéer. Det lykkedes mig ikke helt med Sørine Godfredtsen, da hun spurgte Frederik Cilius og to andre fra stand-up-branchen, hvordan det føltes at gå så tæt på deres “ofre” med meget følsomme emner. Det syntes jeg var frækt spurgt, og sagde det også, eftersom hun selv over mange, mange år som mediekommentator næsten ikke har gjort andet end at “gå tæt” på de mest følsomme emner for muslimer i Danmark.

Arrangørene har nu lavet en megen fin, digital og gratis bog på 100 sider om vores aften i Garnisonskirken og de foregående 16 aftner. Med fantastiske fotos af Camilla Winther. Man kan bladre sig igennem på https://www.ope-n.dk/publications.

Stor, stor tak til Camilla, Louise, Henrik og Miriam for deres arbejde, som har beriget mig.

På side 107/108 (og nedenunder) findes også teksten af den tale, jeg blev pålågt at bidrage med. Heldigvis kaperede jeg ikke inden den skulle holdes, at jeg var blevet tildelt rollen af “den hovmodige general Løvenhjelm” i Karen Blixens fortælling, som holder “sit livs tale”. Som betingelse udover “maks 4 min.” havde jeg bare fået at vide, at den skulle afsluttes med den sætning, som den strandede Løvenhjelm havde indledt sin tale med i Babettes gæstebud : ““Thi miskundhed og sandhed mødes, og retfærd og fryd skulle kysse hinanden.”

Generalens tale af Thomas Borchert

Kære medgæster. Mit første møde med en flok danskere for 40 år siden blev overvældende. De fleste var kvinder, mange uimodståelige. Aldrig før havde jeg oplevet sådan en sympatisk, charmerende forsamling, fyldt med livsglæde og blid venlighed. Selv var jeg en lidt for alvorlig, småneurotisk vesttysk 68er-aktivist. Den ret store flok spadserede gennem min hjemby Bremen på vej fra København til Paris. Det var noget med protest imod atomvåben, som også lød ok. Jeg fulgte efter i min Opel Kadett. Et par måneder senere bankede jeg på den mest uimodståeliges dør på Christianshavn, Strandgade 46. Om Danmark vidste jeg rundt regnet så meget som Babette, da hun ankom til Berlevåg. Da vi blev gift på Københavns Rådhus, kunne jeg på dansk kun sige ja. De første år helt væk fra mit gamle liv, oplevede jeg som en fantastisk opdagelsesrejse. Hverdagen i det nye land bekræftede mit allerførste indtryk, især da vi havde fået vores tre børn. Sikke et held, at skæbnen lod en flok skandinaviske kvinder krydse min vej. Min anden dansk tidsregning begyndte i 1997 med Ekstra Bladets kampagne “De Fremmede”. Den blev præget af min korrespondent-rapportering fra det politiske Danmark. Det føltes tungere og tungere at måtte skrive den sammen hæslige historie igen og igen og igen. Efter ti år med udlændingepolitik som eneste emne prøvede jeg at flygte og søgte arbejde i Berlin og London. Kun halvhjertet, som I kan se. Min tredje tidsregning er begyndt den 30. december 2018 med ansøgningen om dansk statsborgerskab. Processen er udformet som en fornedrelse for at afskrække så mange som muligt. Jeg har endnu ikke fået det. Men min holdning er alligevel udelt positiv. Fordi det er payback-time for det, dette samfund har lært mig om et godt, socialt, lykkeligt liv. Ikke at jeg tror, at jeg med min alt for trætte stemme kan udrette noget.Men det fine ved at have statsborgerskabet er jo, at ens stemme helt bogstaveligt tæller. Over det jubler mit indre på tysk med de ord, General Løwenhielm under Babettes gæstebud sagde på dansk eller også norsk: “Gnade und Wahrheit sind einander begegnet. Rechtschaffenheit und Himmelssegen sollen vereint sein in einem Kuss.”Og så på dansk: “Thi miskundhed og sandhed mødes, og retfærd og fryd skulle kysse hinanden.”

H&M: Wieder Rassismus-Vorwürfe

Posted on

11.12.2020

Modebranche

Schweden: Rassismus-Kultur bei H&M? Regierung leitet Ermittlungen ein

  • von Thomas Borchert
Die Modekette H&M war zuletzt immer wieder wegen Diskriminierungsvorwürfen in den Schlagzeilen.
Die Modekette H&M war zuletzt immer wieder wegen Diskriminierungsvorwürfen in den Schlagzeilen.© Imago Images

Stockholm – Der Textilkonzern H&M ist nach wiederholten internationalen Rassismus-Vorwürfen nun im heimischen Schweden ins Visier der Behörden geraten. Wie das Unternehmen bestätigte, hat der Diskriminierungs-Ombudsmann in Stockholm Ermittlungen eingeleitet, weil H&M Kund:innen aufgrund ihrer Hautfarbe und ethnischen Herkunft benachteiligt haben soll. Hintergrund sind TV-Bilder der Zeitung „Aftonbladet“, die zeigten, dass Käufer:innen mit dunkler Hautfarbe Umtauschwünsche deutlich häufiger verweigert wurden als hellhäutigen mit identischen Anliegen.

Ehemalige Angestellte von H&M: Kultur der Diskriminierung und des Rassismus

Nach der Ausstrahlung der Aufnahmen meldeten sich „Aftonbladet“ zufolge mehr als zehn jetzige oder ehemalige H&M-Angestellte und berichteten von einer grundsätzlich „diskriminierenden“ oder „rassistischen“ Kultur gegenüber Kundinnen und Kunden mit Migrationshintergrund. Die im Februar als neue Konzernchefin angetretene Helena Helmersson reagierte erst nach wochenlangem Schweigen auf die Vorwürfe. Sie sagte der Zeitung „Dagens Nyheter“: „Wir haben in diesen Fragen seit dem letzten Jahr große Fortschritte gemacht, müssen aber demütig bleiben.“

Kein ganz neuer Vorwurf: Rassismus und Diskriminierung bei H&M hat Geschichte

Sie bezog sich damit vor allem auf die weltweite Kritik an einer H&M-Werbekampagne mit einem dunkelhäutigen Jungen, dessen Sweatshirt die Aufschrift „Coolest monkey in the jungle“ trug. In Südafrika musste H&M 2018 wegen der Proteste zeitweise Filialen schließen, nahm das Sweatshirt aus dem Handel und entschuldigte sich in aller Form. „Das hat wirklich unseren Blick nach innen geschärft“, meinte Helmersson, die seit 1997 in dem von der schwedischen Familie Persson gegründeten und weiter dominierten Weltkonzern arbeitet.

Name: Hennes & Mauritz (H&M)CEO: Helena HelmerssonRechtsform: Aktiengesellschaft
Gründer: Erling PerssonHauptsitz: Stockholm, SchwedenZu H&M gehörend: Weekday, Monky, Cheap Monday
Gründung: 4. Oktober 147Umsatz: 25,19 Milliarden US-Dollar (2016)Quelle: Wikipedia

Die Entschuldigung von H&M: „Rassismus und Diskriminierung sind Teil der Gesellschaft“

In den USA berichtete der TV-Sender CNN im August, dass in einem internen Warenkatalog rassistische Namen wie „Nigga Lab Beanie“ für eigene Produkte verwendet wurden. Auch hier entschuldigte sich das Unternehmen. Helmersson sagte zu den wiederholten Vorwürfen im eigenen Land: „Rassismus und Diskriminierung sind Teil der Gesellschaft, aber wir müssen alle Signale weiter außerordentlich ernst nehmen.“ Bei H&M hätten „Tausende“ der 179 000 Beschäftigten Schulungen dazu durchlaufen.https://platform.twitter.com/embed/index.html?dnt=false&embedId=twitter-widget-0&frame=false&hideCard=false&hideThread=false&id=1336639220052619265&lang=de&origin=https%3A%2F%2Fwww.fr.de%2Fwirtschaft%2Fschweden-rassismus-hennes-mauritz-hm-diskriminierung-ermittlungen-regierung-helmersson-90127627.html&theme=light&widgetsVersion=ed20a2b%3A1601588405575&width=550px

Stellungnahme gefordert: Ministerin äußert sich zu Rassismusvorwürfen gegen H&M

Schwedens Diskriminierungs-Ombudsmann Lars Arrhenius erklärte in einer Mitteilung, er sehe nach entsprechenden Medienberichten Anlass, eine Stellungnahme des Unternehmens einzuholen. Die muss H&M bis 22. Dezember abliefern. Dann soll entschieden werden, ob ein Verfahren wegen Diskriminierung eingeleitet wird. Gleichberechtigungsministerin Åsa Lindhagen hatte H&M-Manager:innen schon vorher zu einem Gespräch einbestellt und aufgefordert, für die Beendigung von jeder Form von Diskriminierung zu sorgen.

H&M ist nach dem jüngsten Quartalsbericht recht gut durch die Corona-Krise gekommen. Wegen der dadurch noch beschleunigten Umstellung auf den Online-Handel will der Konzern 2021 weltweit etwa 250 seiner rund 5000 Kaufhäuser schließen. (Thomas Borchert)

Rubriklistenbild: © imago stock&people

Om Inger Støjbergs “Vi skal dræne sumpen”: En gammel metafor med hæslig historie

Posted on

30.11.2020 kl. 07:00

Støjberg og Trump har begge lånt af Goebbels

»Vi vil dræne den jødisk-bolsjevistiske sump i den fortabte hovedsted Berlin,« skrev Hitlers propagandaminister, Joseph Goebbels, lige efter magtovertagelsen i 1933. Det er som selvforsvar måske lidt kortsigtet af Inger Støjberg, når hun forsvarer sit genbrug af »vi dræner sumpen« med, at den tidligere amerikanske præsident Ronald Reagan også flittigt havde benyttet sig af formuleringen. Fordi det skulle lyde lidt mindre fy, end at hun havde copy-pasted ordvalg i sit angreb på »Mette Frederiksens magtarrogance« fra valgtaberen og overdemagogen Donald Trump, som også hendes partivenner i Venstre afskyr.

Ikke bare for sprognørder gemmer sig en spændende historie bag det her. Til grund ligger et fransk ordsprog med ukendt oprindelse fra det 19. århundrede: Quand on veut dessécher un marais, on ne fait pas en voter les grenouilles. (Den, som vil dræne sumpen, skal ikke lade frøerne afstemme.)

I 1894 brugte den socialdemokratiske rigsdagsmand Bruno Schönlank ordsproget i et dundrende angreb mod det tyske postvæsens fejlbarligheder. Det lød dengang og i dag enormt catchy, holdt sit indtog i det politiske sprog og gik i den overhovedet ikke charmerende forenkling sin sejrsgang hos alverdens politikere.

Ære, hvem æren skyldes. Ingen har sørget så konsekvent, originalt og succesrigt for spredningen af dette sprogbillede som Goebbels. Politikere efter ham, som ved det, holder ikke mindst derfor fingrene fra sætningen med sumpen, som skal drænes. Altså dem med både historisk viden og ansvarsbevidsthed.

Die Kleine Meerjungfrau darf nicht verhöhnt, verspottet oder lächerlich gemacht werden

Posted on

_000_DV2151003_281120
Die Bronzefigur des Bildhauers Edvard Eriksen ist den Däninnen und Dänen heilig. Odd ANDERSEN/AFP © AFP

27.11.2020

Dänemark

Die kleine Dämonin

von Thomas Borchert

40 000 Euro Strafe muss eine dänische Zeitung zahlen. Sie hatte die berühmte Statue der Kleinen Meerjungfrau in zwei Karikaturen politisiert – und damit „dämonisiert“, begründet das Gericht.

Wer die Kleine Meerjungfrau als Corona-Symbol zeigt, sie politisch in die rechte Ecke stellt oder sonst irgendwie mit dem Bösen in Verbindung bringt, muss in Dänemark teuer dafür bezahlen. Zur Zahlung von umgerechnet 40 000 Euro hat ein Gericht in Kopenhagen nun die Zeitung „Berlingske“ verurteilt, weil sie das weltberühmte Wahrzeichen der dänischen Hauptstadt am Hafen gleich zweimal „dämonisiert“ und damit das Urheberrecht der Erben von Bildhauer Edvard Eriksen verletzt habe.

Wohl nicht nur der Chefredakteur des Blattes, Tom Jensen, rieb sich nach dem Urteil ungläubig die Augen. „Das ist ja total aus dem Ruder“, kommentierte er. Das Gericht stieß sich unter anderem daran, dass „Berlingske“ die Bronzefigur in einer Fotomontage mit Corona-Maske ausgestattet und im Bildtext als potentielle Wählerin der Rechtspopulisten verunglimpft habe. „Angst vor Corona? Dann stimmst du wohl für die Dänische Volkspartei“ – so lautete der Bildtext.

In einer Karikatur mit zombieartig verzerrten Gesichtszügen und leicht apokalyptisch finsterer Umgebung sah das Gericht ebenfalls eine unzulässige „Dämonisierung“, weil die Meerjungfrau in Verbindung gebracht worden sei mit „rechter Politik und dem Bösen an sich“. Der „politisierende Kontext“ wurde als strafverschärfend für die beiden Illustrationen hervorgehoben: „Dies geschah aus einer ausdrücklich nationalen Perspektive, in der die Assoziierung der Kleinen Meerjungfrau mit dänischen Werten, ästhetischen wie ethischen, als deren Repräsentantin offensichtlich ist.“

Das Gericht entsprach mit dem Strafmaß fast zu hundert Prozent dem von Edvardsens Erbinnen und Erben eingeklagten und für dänische Verhältnisse extrem hohen Betrag. Sie sind in Dänemark bekannt und bei Medien gefürchtet dafür, dass sie ihre 107 Jahre nach der Installierung der kleinen Bronzefigur immer noch geltenden Urheberrechte fleißig in Schadensersatzforderungen zum Ausdruck bringen.

Der Bildhauer Edvard Eriksen hatte die kleine sitzende Frau mit Flosse aus dem Märchen von Hans Christian Andersen nach dem Kopf einer Primaballerina geformt.

Die berühmte Tänzerin Ellen Price wollte Edvard Eriksen allerdings nicht unbekleidet Modell stehen, so formte der Künstler den Körper der Meerjungfrau nach jenem seiner Frau Eline.

Diese Anekdote sowie die diversen Anschläge auf die Figur – mit abgesägtem Kopf oder Arm etwa – fehlen in keinem ordentlichen dänischen Geschichtsbuch. Neuland haben die Kopenhagener Richterinnen und Richter aber mit ihrer politischen Verortung der Meerjungfrau als Symbol für alles Gute an Dänemark und dem Verbot betreten, sich daran zu vergehen. Dass zum Selbstverständnis in diesem Land eigentlich unbegrenzte Presse- und Meinungsfreiheit gehört, hatte die ganze Welt 2006 zur Kenntnis genommen.

Damals veröffentlichte die Zeitung „Jyllands-Posten“ zwölf Karikaturen des Propheten Mohammed und geriet in der islamischen Welt in die Kritik, die sich auch durch gewalttätige Proteste ausdrückte. Der verantwortliche Redakteur hatte dies mit einem Satz begründet, der in Dänemark inzwischen zu einem geflügelten Wort geworden ist und auch in keinem Geschichtsbuch fehlt: „Auch Muslime müssen sich daran gewöhnen, verhöhnt, verspottet und lächerlich gemacht zu werden.“

Corona & Schweden: Auch die zweite Welle rollt stärker als anderswo

Posted on Updated on

HP_0POL03FRD-B_123116
Karin Tegmark Wisell, Chefin der Gesundheitsbehörde, bereitet das Land auf die neuen Regeln vor. Anders Wiklund/rtr © via REUTERS

23.11.2020 15:54

Corona-Krise

Schwedens Sonderweg ist zu Ende

von Thomas Borchert

Ministerpräsident Löfven stimmt die Bevölkerung auf härtere Beschränkungen und einen „dunklen Winter“ ein.

Wenn an diesem Dienstag in Schweden das Versammlungsverbot für mehr als acht Personen in Kraft tritt, läutet das auch den Abgesang auf den weltweit bestaunten „Sonderweg“ des nordischen Landes ohne Lockdown aus der ersten Corona-Welle ein. Mit einer wahrhaft düsteren TV-„Botschaft an die Nation“ hat Regierungschef Stefan Löfven die zehn Millionen Bürger:innen zu Wochenbeginn auf einen „dunklen Winter“ nach wieder drastisch angestiegenen Infektionszahlen und Todesfällen eingestimmt: „Das klingt hart und brutal und ist es auch.“

Löfven erinnerte an die hohe Zahl von bisher 6500 Todesfällen im Zusammenhang mit Covid-19. Sie liegt, gemessen an der Bevölkerungszahl, um ein Vierfaches über der Zahl in Deutschland und noch deutlicher über denen der skandinavischen Nachbarländer. Alarmierend jetzt: In den November-Wochen sind die schwedischen Corona-Zahlen nun schon wieder viel steiler nach oben geschossen als anderswo. Vergangene Woche war die Zahl der Infektionen je 100 000 Einwohner knapp doppelt so hoch wie in Deutschland (154,2) und Dänemark (134,9) sowie mehr als fünfmal so hoch wie in Norwegen (78,2).

Dabei hatte Chef-Epidemiologe Anders Tegnell den heimischen Sonderweg ganz ohne Schul-, Geschäfts-. Restaurant- und auch ganz ohne Nachtclub-Schließungen auch damit begründet, dass man so schneller durch sein werde. Ob er damit die viel beschworene „Herdenimmunität“ meinte, wurde nie ganz klar. Seine Strategie mit Freiwilligkeit und gegenseitigem Vertrauen als Grundpfeilern der Corona-Eindämmung machte Tegnell nebenbei zu einem internationalen Medienstar, der unbeirrbar auch bei explodierenden Opferzahlen in Schwedens Altenheimen Optimismus zu verbreiten suchte: Im Herbst werde man schon sehen, dass Schwedens Weg der Richtige sei.

Es ist anders gekommen. Das zeigen auch die erneut alarmierenden, wenngleich nicht wieder Panik auslösenden Infektionszahlen aus den Heimen. Mit der im Frühjahr bedingungslosen Folgsamkeit der Regierung gegenüber den Vorgaben Tegnells und dessen Gesundheitsbehörde ist nun wohl Schluss. Der Chef-Epidemiologe selbst erklärte, er habe mit der Entscheidung, die Versammlungsgrenze von maximal 50 auf acht Personen zu senken, nichts zu tun: „Das ist der Willen der Regierung.“ Auch das kurz vorher verfügte Verbot von Alkoholverkauf ab 22 Uhr geht auf eine politische Initiative zurück.

In Löfvens TV-Rede am Sonntagabend fehlte die bisher unverzichtbare Berufung auf die Behörden-Fachleute genauso wie das übliche Lob für Freiwilligkeit mit gegenseitigem Vertrauen. Dafür las der Premier seinen Landsleuten die Leviten: Zu viele hätten nach der trügerischen Corona-Sommerpause „geschlampt“. Zu etwaiger Schlamperei seiner Behörden und/oder der Regierung bei den strategischen Entscheidungen war nichts zu hören.

Dass Löfven das Ruder komplett in Richtung Lockdown herumreißt, erwartet niemand in Stockholm. Tatsächlich haben sich Schweden und die vergleichbaren Länder seit dem Frühjahr gegenseitig angenähert. Flächendeckende Schulschließungen meiden jetzt auch andere Länder mit den Begründungen, die Tegnell schon im März genannt hatte. Umgekehrt sind auch in Schweden früh drastische Teilverbote verhängt worden, wie etwa das knapp ein halbes Jahr geltende Besuchsverbot in Altenheimen.

Gespannt darf man sein, wie lange es noch dauert, bis die Nordeuropäer auch eine Maskenpflicht einführen. Tegnell hält Masken für nutzlos. Die Forderung von Oppositionschef Ulf Kristersson, ihr Tragen wie von der WHO empfohlen zur Pflicht zu machen, kontert Sozialdemokratin Annika Strandhäll noch mit der Logik des bisherigen Sonderwegs: „Es steht allen frei, eine Maske anzuwenden.“

Om Corona-nationalisme og globalisme på min mors plejehjem

Posted on

21.11.2020

Ned med coronanationalismen!

Denne pandemi kan enten besejres i et globalt fællesskab eller slet ikke. Frem for alt må den i første omgang knappe vaccineressource fordeles retfærdigt, på tværs af alle grænser.

Det er ikke kun et spørgsmål om anstændighed, men også om praktisk fornuft, skriver Thomas Borchert.

(Uddrag)

Den verdensophidsende nyhed om en snarlig vaccineindsats mod corona og den i Danmark ophidsende nyhed om den hjemlige minkindustris endeligt nåede mig på et tysk plejehjem. Selv er jeg ikke kommet så vidt, men min mor indstiller sig nu på, at hendes liv snart er slut. Jeg er i den grad taknemmelig for, at beboerne på plejehjemmene ikke som under den første coronabølge er helt afskåret fra omverdenen. De ansvarlige har siden foråret lært noget, i retning af et pragmatisk og mere humant svar på virusplagen.

I de to uger hos min mor mødte jeg meget plejepersonale, alle kvinder. Uden undtagelse har de udenlandske navne fra lande som Polen, Ukraine, Kroatien, Irak, Vietnam, Madagaskar. For en ringe løn arbejder de i den forreste coronafrontlinje, og de har ikke, som jeg, mulighed for at rejse til hjemlandet og stå en gammel eller syg slægtning bi. Det er der ellers rigeligt behov for, desværre, i disse coronatider. Hvis kvinderne i nævneværdigt omfang handlede derefter, ville de tyske plejehjem snart ikke kunne fungere.

(…) Trods al velbegrundet​ skepsis over for medicinalindustriens forretnings- og PR-interesser så var det (kommende vaccine) lige dén opmuntrende nyhed, vi kunne bruge her ved udsigten til en dyster coronavinter. ”Vi” er i denne forbindelse alle mennesker fra Sydpolen til Nordpolen, derfor også fra Gedser til Skagen.

Trods al velbegrundet skepsis over for medicinalindustriens forretnings- og PR-interesser så var det lige dén opmuntrende nyhed, vi kunne bruge her ved udsigten til en dyster coronavinter. ”Vi” er i denne forbindelse alle mennesker fra Sydpolen til Nordpolen, derfor også fra Gedser til Skagen. De to uger på det tyske plejehjem, med pligt til test og karantæne ved halvt lukkede grænser, med kaotisk regelvirvar landene imellem, hvortil kom den forbavsende nærhed i coronafortællingerne fra Vietnam såvel som fra Madagaskar, har gjort mig én ting ganske håndgribelig klart: Denne pandemi kan enten besejres i et globalt fællesskab eller slet ikke. Frem for alt må den i første omgang knappe vaccineressource fordeles retfærdigt, på tværs af alle grænser.

Alternativet er ”vaccinenationalisme”, (…) Straks nyheden om Pfizer-vaccinen var ude, gjorde sundhedsministeren i Berlin stolt rede for, hvordan hans egen regering, oven i de 56 millioner vaccinedoser, som ifølge EU’s fordelingsnøgle ville blive tildelt Tyskland, ved alskens særforhandlinger havde sikret sig næsten lige så mange doser i tilgift. Fordi vaccinen nu engang var udviklet i hans land. Med andre ord: Tyskland først. Læs også

I Danmark næsten druknede nyheden om verdens første og formodentlig snart tilgængelige vaccine, fordi skuespillet om fødevareministerens taburet og den borgerlige oppositions genopstandelse fra langvarig koma holdt alle i ånde. Det, som ikke foregår mellem Skagen og Gedser, bliver på den politiske scene og ikke mindst i medierne nedgraderet og frasorteret, som foregik det i ”Langtbortistan”. I samme ånd har Mette Frederiksens storslåede coronaoptræden været verbal nationalisme: Verden uden for landets grænser nævnes højst med afskrækkende eksempler, der skal vise, at ingen så godt som ”danskerne”, med hende selv som handlekraftig leder, har klaret at holde coronapandemien i skak.

For dette sidste er jeg som borger meget taknemmelig. Taknemmeligheden omfatter også alle dem med de udenlandske navne fra Somalia, Syrien, Irak, Polen, Afghanistan osv., som i den danske sundheds- og plejesektor arbejder på den allerforreste coronafront. Og de rumænske arbejdere, som staten udsendte for at varetage massedrabet på minkene i landet. (…) Som FN’s generalsekretær, António Guterres, så præcist formulerede det: »None of us is safe until all of us are safe.«

Desaster mit den Corona-Nerzen: Erst zu spät gehandelt und dann ohne Rechtsgrundlage

Posted on Updated on

Das Grauen: Tote Nerze
Das Grauen: Tote Nerze.© MADS CLAUS RASMUSSEN/afp
  • 15.11.2020 15:04

Nerze

Dänemark streitet über Tötung von Nerzen

  • von Thomas Borchert

Gefahr des mutierten Virus offenbar niedriger als befürchtet.

Weniger als zwei Wochen hat die Massentötung aller 17 Millionen Zuchtnerze in Dänemark gedauert, um die Ausbreitung einer Mutation des Corona-Virus unter Menschen zu verhindern. Am heutigen Montag dürfte nach Plan auch die letzte der 1200 Nerzfarmen ihre Schließung melden.

Unter gar keinen Umständen sollte die im Norden Jütlands konzentrierte Pelztierzucht zu einem „neuen Wuhan“ werden und mit dem mutierten Virus kurz vor dem Einsatz stehende Impfstoffe gegen Covid-19 gefährden. Die chinesische Stadt Wuhan gilt als der Ausgangspunkt der Pandemie.

Aktivistinnen und Aktivisten für den Tierschutz begrüßen dieses abrupte und dauerhafte Aus für die als besonders grausam verschriene Käfighaltung der kleinen Raubtiere nur ihrer Pelze wegen. Dänemark war der weltweit größte Exporteur der Pelze.

Inzwischen aber schätzt die Riege an Fachleuten bis hin zur Weltgesundheitsbehörde die Gefahrenlage durch das mutierte Virus „Cluster 5“ niedriger: Die kurz vor dem Einsatz stehenden Corona-Impfstoffe seien wohl robust gegenüber den Veränderungen. Auch die Zahl von gut 200 mit „Cluster 5“ infizierten Menschen gibt keinen Grund zu Angst vor einer zweiten Pandemie „Made in Denmark“.

Ministerpräsidentin Mette Frederiksen verkündete zum Wochenende auch schon die ersten Erleichterungen für die 270 000 vom Rest des Landes weitgehend isolierten Menschen, die in der Region der Nerzfarmen leben. „Gute Nachrichten für Nordjütland“, postete die Sozialdemokratin auf Facebook. Man habe aber an dem bedauernswerten und brutalen Aus für einen ganzen Exportzweig mit Tausenden Arbeitsplätzen nicht vorbeikönnen, um größeren Gefahren für das eigene Land und die ganze Welt vorzubeugen.

Hatten die 5,8 Millionen Bürgerinnen und Bürger im Land solche Sätze beim schnellen, harten und erfolgreichen Lockdown im Frühjahr noch mit überwältigenden Umfragewerten quittiert, trat ihnen jetzt eine schwer angeschlagene Regierungschefin kurz vor dem K.O. entgegen. Dass die Rechtsopposition nach einem halben Jahr Corona-Burgfrieden mit Frederiksen als allseits bewunderter Krisenlenkerin jetzt Morgenluft wittert und ihr den Ruin eines ganzen Wirtschaftszweiges ohne Not anlastet, war noch das geringere Übel.

Denn Frederiksen musste zugeben, dass es für die Anordnung zur Tötung aller Nerze in Dänemark schlicht keine gesetzliche Grundlage gab: „Ein klarer Fehler, für den ich mich entschuldige.“ Mit Sicherheit wird es auch ein teurer Fehler für die Steuerkasse bei den anstehenden Verhandlungen über Schadensersatz an die Zuchtbranche.

Die Regierungschefin wird wohl diese Woche den für Landwirtschaft zuständigen Minister Mogens Jensen als Bauernopfer präsentieren, hat aber ihren Ruf als souverän und rational handelnde Corona-Managerin verspielt. Als die Gefahren aus den Nerzfarmen längst bekannt waren, machte sie sich noch im September lustig über eine Journalistenfrage, ob nicht die Tötung von Nerzgruppen mit infizierten Tieren angebracht sei. Monatelang auch sahen die Behörden trotz der seit Mai bekannten gegenseitigen Ansteckung von Nerzen und Menschen keinen Grund, die rund 2800 auf den Farben arbeitenden Menschen intensiver als andere zu testen.

Die Hälfte von ihnen sind Arbeitskräfte aus Rumänien und anderen osteuropäischen Ländern. Der des Rassismus unverdächtige Mikrobiologe Hans Jørn Kolmos schaffte es dazu in viele Zeitungen mit seiner Bemerkung: „Es ist grotesk, dass Dänemark in einem Umfang runtergefahren ist, dass man kaum noch mit dem Fahrrad herumkommt. Zugleich fliegt man Woche für Woche Ostarbeiter ins Land und wieder heraus.“

Dies ist der von Politik, Medien und auch Gewerkschaften benutzte Sammelbegriff: Staatliche Behörden heuerten diese „Ostarbeiter“ auch noch für die Massentötung der Nerze durch Vergasung an und sie brachte sie zu jeweils mehreren Personen in Campingwagen unter.