Klumme i Jyllands-Posten mod de nye oprustningsplaner

Posted on Updated on

  • 26/03/2022

Vi har brug for flere vrede kvinder og færre SUV’er

Det er ikke flere F-35-fly, vi har brug for. Det er knaldhårde sanktioner, inklusive gas og olie, og en ekstremt hurtig afsked med fossil energi. Så kommer vi hurtigere af med krigsherrerne og får en bedre verden.

Artiklens øverste billede
Kvinden fra Fridays for Future forklarede i et nådesløst hårde toneleje, at det altafgørende magtinstrument for Putin var og er hans indtægter fra olie og gas. Med disse klimadræbere opvarmer vi vores boliger, fylder tanken i vores SUV’er – og sådan finansierer vi Putins krig, sagde hun. Tegning: Rasmus Sand Høyer

Thomas Borchert tysk korrespondent

En læge fra Roskilde ringede. Som familiesammenført ung mand var han kommet til Danmark. Om jeg mente, spurgte han, at krigen i Ukraine ville medføre en hurtigere international anerkendelse af Taliban-styret, så der kunne komme penge til hans fødeland? Som journalist burde jeg vide noget om det.

Og jo, jeg huskede Vestens katastrofalt forhastede tilbagetrækning fra Afghanistan sidste sommer. Efter os syndfloden: Mere end halvdelen af landets befolkning har nu ikke nok at spise, og på tv har vi set forældre, der må sætte deres børn til salg, for at familierne ikke skal dø af sult.

Mit simple svar til lægen gik ud på, at med den overvældende opmærksomhed på Ukraine ville sultkatastrofen for 38 millioner afghanere ganske enkelt blive fortrængt fra vores bevidsthed. Hvis ikke den var det allerede. Tilføjede i en bibemærkning, at mangel på hvede fra Ukraine og Rusland og eksploderende madpriser desværre ville forværre sultkatastrofen i lande som Afghanistan og Yemen lige så eksplosivt.

To vrede unge kvinder ved mikrofonen foran Brandenburger Tor fik mig til at gruble. Den ene, som var fra Ukraine, spildte ikke tiden med rituel taksigelse for vores søndagssolidaritet.

Nå – og her i landet? Jo, mens Folketinget hastebehandlede særloven for ukrainske flygtninge, genoptog Udlændingeministeriet inddragelsen af opholdstilladelser til afghanere, som så skal “hjemsendes”. Man kunne læse om en ingeniør, som dog kunne blive i Danmark, hvis han var i stand til at fremvise dokumentation for en årsindtægt på mindst 448.000 kr. Ikke nemt efter kun ét år i landet.

Lige efter overfaldet på Ukraine tilhørte jeg det store flertal af tyskere, som af hjertet bifaldt den helt nye sikkerhedspolitiske grundtone i Berlin. Mod sådan et barbari skulle der bekendes kulør. Slut med den historisk velbegrundede, men samtidig bekvemme og profitable luksus-pacifisme. For mig lød kansler Olaf Scholz’ resolut forkyndte oprustningsprogram som det helt rigtige svar på Putins angreb på hele Europas fredsordning. Hårde sanktioner skulle tvinge aggressoren i knæ, og det uden den helt store krig. Jeg kunne skrive under på hele denne regeringserklæring af den 27. februar.

Således opfyldt af en helt ny fornemmelse cyklede jeg efter talen hen til den store solidaritetsdemonstration for Ukraine i Berlin. Flere hundrede tusinde mennesker viste enighed og beslutsomhed på en måde, som jeg aldrig før har oplevet. I stedet for den klassiske ”Frieden schaffen ohne Waffen” (at skabe fred uden våben) havde mange af os den historiske fejltagelse fra München 1938 i hovedet, der går under navnet appeasement (eftergivenhed), stillet over for et hæmningsløst aggressivt forbryderregime.

To vrede unge kvinder ved mikrofonen foran Brandenburger Tor fik mig til at gruble. Den ene, som var fra Ukraine, spildte ikke tiden med rituel taksigelse for vores søndagssolidaritet. Hun gjorde os i Vesten medansvarlige for død og lidelse i sit land. Sanktionerne var halvhjertede, sagde hun. Tyskland aftager fortsat og ufortrødent gas fra Rusland, forstod jeg først nu. Min nikken med hovedet ved Scholz’ fine ord havde vist været en kende overilet.

Den anden taler kom fra Fridays for Future. Hun forklarede i samme nådesløst hårde toneleje, at truslen mod planetens klima takket være al vores rovdrift ikke holdt den mindste pause, mens krigen raser i Ukraine. Det altafgørende magtinstrument for Putin var og er hans indtægter fra olie og gas. Med disse klimadræbere opvarmer vi vores boliger, fylder tanken i vores SUV’er – og sådan finansierer vi Putins krig.

Den i Vesten med lynets hast besluttede oprustning var ved første blik en indlysende reaktion på den russiske opsigelse af hele efterkrigsordningen i Europa. Men de seneste tal fra fredsforskningsinstituttet Sipri i Stockholm har fået mig på andre tanker. Lad os tage de nye fighterjetfly F-35 fra USA, som inklusive drift koster 2 mia. kr. stykket. Norge har allerede købt 52 af slagsen, Finland har bestilt 62, Tyskland vil bestille 35, og lille Danmark forventes at udvide sin nuværende bestilling af 27. En ordre på 50 har også de Forenede Arabiske Emirater afgivet. Landet fører sammen med Saudi-Arabien og med vestlig støtte krig i Yemen, hvor syv års bombardementer har drevet millioner af mennesker tilbage til Stenalderen og mod sultedøden. Også dette finansierer vi med køb af olie til vores SUV’er.

Jeg tror, jeg er ved at fatte det. SUV’erne skal bare hurtigst muligt forsvinde. Samt alt det, disse groteske hæslige symboler på vores energiforbrug står for. Det, der er akut brug for lige nu, er virkelig knaldhårde sanktioner, inklusive gas og olie, og en ekstremt hurtig afsked med fossil energi. Så kommer vi hurtigere af med krigsherrerne i Moskva og på Den Arabiske Halvø end ved køb af flere og flere og flere F-35-fly.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s