Hvad synes man nu om Merkels 16 år som kansler?

Posted on July 25, 2021

4.07.2021 kl. 16:00

Angela Merkel har lullet os alle til ro

Når Merkel nu forlader scenen, er det hverken som helt eller skurk, skriver Thomas Borchert. Men det er lykkedes hende at få tyskerne til at glemme at holde øje med hendes politik.

Kronik 0801 21. Angela Merkel, Tyskland, Efterfølger, Gem Artikel

Thomas Borchert tysk korrespondent

To måneder før Angela Merkels afsked har jeg svært ved at beslutte mig for, om hun har været en god eller en dårlig kansler gennem nu 16 år. Det står imidlertid klart, at jeg som Merkel-kender diskvalificerede mig selv, allerede inden hun tiltrådte som kansler.

Ved et EU-miljømøde i Esbjerg i 1995 stod jeg som tysk Danmarks-korrespondent ved en kopimaskine sammen med den unge kvindelige minister, som alle nedladende kaldte ”Kohls pige”. Hun kopierede selv sin pressemeddelelse og prøvede ved omdelingen at foreskrive mig i detaljer, hvordan Deutsche Presse-Agentur skulle rapportere. Som den fremragende repræsentant, jeg var, for den vestlige presse, tænkte jeg: »For meget Ossi med DDR i blodet. Du bliver da aldrig til noget«.

Som man dog i sin Wessi-arrogance kan tage fejl. I sine glansdage som kansler regnedes Merkel for at være verdens mest magtfulde kvinde. Hun står for mange, holdt op imod typer som Trump, Putin, Johnson, Erdoğan, Xi Jinping, som det sidste fyrtårn for seriøs og civiliseret politik. Efter finanskrakket i 2008 satte hun med sin regerings nådesløse sparekurs sit aftryk på Europa. Lige så magtbevidst, som hun senere satte sit aftryk på Tyskland med det pludselige farvel til atomkraft i 2011 og med et hjerteligt velkommen til en million syriske flygtninge i 2015: »Wir schaffen das«. Det klarer vi. Den sætning er der ingen, der glemmer.

I praksis har Merkel dog for længst relativeret den. Ved i de følgende år køligt at indgå aftale med autokraten Erdoğan om et flygtningestop i Tyrkiet. Og ved stiltiende at se igennem fingre med de stadig mere brutale afvisningsmetoder i middelhavsområdet. På den måde har Merkel gjort mere for at sænke asyltallene i et land som Danmark end alle politikere på Christiansborg tilsammen, med deres bombastisk forkyndte stramninger.

Som bekendt er det tonen, der skaber musikken. Merkels kristne grundmoral forbyder hende at komme med aggressive udfald mod udenlandske minoriteter for blot at erobre flere stemmer. Lige så imponerende klart tager hun afstand fra national selvforherligelse. Mon en dansk mainstreampolitiker i et interview ville svare som Merkel: »Når jeg bruger et ord som fædreland, bruger jeg det ikke i en eller anden ophøjet betydning. Jeg synes, hverken tyskerne er særlig slemme eller specielt fremragende. Jeg bruger ikke ordet fædreland således at forstå, at vi er verdens navle. Jeg bruger det for at sige, at dette er mit sprog, her står mine træer, dette er min sø, og her er jeg vokset op. Jeg kan godt lide at bo her. Dette land har jeg tillid til, her er jeg del af en fælles historie – med alle smerterne og med de gode sider«.

At disse enkle sætninger kommer roligt ud af munden på en politiker med en så uforfængelig og beskeden fremtoning, i kølvandet på de permanent støjende og egomaniske kanslerforgængere Helmut Kohl og Gerhard Schröder, gør dem endnu mere velgørende.

Udenrigspolitisk har hun brugt Tysklands økonomiske muskler særdeles magtbevidst og også ofte opportunistisk, med blikket rettet mod næste valg. Alt for længe lod hun middelhavslandene i stikken med deres flygtningeproblemer. Kortsynet spændte hun EU for tyske erhvervsinteressers vogne, mens hun til gengæld lod hånt om modige europæiske initiativer som dem, der kom fra Frankrigs præsident, Macron.

Den mægtige tyske bilindustri kan lige så lidt klage over Merkels lobbyarbejde som dansk landbrug kan klage over Venstre. Ufrivillig komisk bliver kansleren, når hun opreklamerer Tysklands hurtige digitalisering. Som om hun, landets leder, ikke har haft ansvar for og har forsømt det område i halvandet årti. Uovertruffen er hendes sætning fra 2013: »Internettet er nyt land for os alle«.

Otte år senere tager Merkels gigantiske administration, Bundeskanzleramt, stadig imod forespørgsler fra forbundsdagen pr. fax, indskanner og videresender dem til det relevante ministerium som pdf, hvorefter de skrives af, inden de kan besvares. Selv har jeg med vantro oplevet, hvordan tyske pårørende måtte sørge for transport af sygejournaler på papir fra læge til sygehus eller omvendt, før behandling kunne fortsætte. Jeg kan roligt sige, at man føler sig tryggere i det tidligt digitaliserede Danmark.

Når Merkel nu forlader scenen, er det for mig at se hverken som helt eller skurk. Der har været udslag i begge retninger. Her kommer tilståelse nr. 2 for manglende evne som Merkel-kender: Jeg har for ofte, i min glæde over hendes intelligente, moralsk funderede retorik overset de pauvre resultater af hendes politik. Og sådan er det gået for andre end mig. Angela Merkel har været verdensmester i at lulle alle til ro: venner såvel som politiske modstandere og ikke mindst vælgerne.