En klumme fra Brecht&Weigels hus ved Svendborg Sund

Posted on

17.04.2021 kl. 16:30

(uddrag)

Den landflygtiges lykkelige år under stråtaget

Den verdensberømte tyske forfatter Bertolt Brecht tilbragte nogle af sine mest produktive år i landflygtighed i et stråtækt hus ved Svendborg Sund. Her sidder jeg i dag og arbejder – og tænker på, hvad han ville have sagt til udvandringsminister Tesfaye.

[object Object]

Tegning: Rasmus Sand Høyer

Thomas Borchert

Thomas Borchert tysk korrespondent

Mattias Tesfayes dybfryserkolde beskrivelse af sig selv i JP 29/3 som ”udvandringsminister“ læste jeg under et i Tyskland berømt dansk stråtag. Ved Svendborg Sund boede og skrev Bertolt Brecht 1933-1939. Aldrig har jeg på mit modersmål mødt en forfatter med så krystalklart et sprog. Læs bare hans ”Svendborgdigte”, præcise, helt uden udsmykninger, også hvor de er allermest ømme, sørgmodige eller sjove.

Brecht værdsatte Danmark, ikke mindst som et ”overordentlig billigt” tilflugtssted fra tysk nazisme. ”Desuden skaffer Svendborg Bibliotek enhver bog. Vi har radio, aviser, spillekort … små kaffehuse, et ualmindelig nemt sprog, og verden går under her på en mere stille måde (”die Welt geht hier stiller unter”)”. Samtidig, kunne man tilføje, på en behagelig måde: Madlavning, husets opvarmning og rengøring overlod den velhavende flygtning til en medbragt husholderske, børnepasning og resten af alt det praktiske til hustruen Helene Weigel.

(…)

Jeg har fået lov til, for et par uger, at indkvartere mig her på Skovsbostrand med et skriveprojekt. Det smukke bindingsværkshus fortryller både med sin historie og sin ”beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed”. Hvortil kommer min barnlige tro på, at den selvsamme arbejdsplads, hvor Brecht skrev ”Dreigroschenroman“, flere teaterklassikere og mange fine digte, måske kan løfte mit skriveri en smule. Ghetto betyder i Tyskland, for enhver, der er ved sine fulde fem, sådan noget som den jødiske ghetto i Warszawa.

Mesteren vogtede på sit tyske sprog og overlod det med at lære dansk til ægtefælle og børn. Dog kan man af Harald Engbergs bog ”Brecht på Fyn” forstå, at han ”efterhånden lærte sig at læse lidt af [den danske litteratur] med besvær, ligesom han kunne stave sig igennem Politiken.“

I de første aprildage er jeg i samme avis to gange stødt på udtrykket ”flygtningeproducerende lande”. Det sprogmonster ville være sprunget Brecht i øjnene. Han kom selv fra et land med en særdeles succesfuld flygtningeproduktion.

I hans arbejdsværelse får jeg en af disse dage en opringning fra Politikens Berlin-korrespondent Kjeld Hybel: om jeg med mit tysk-danske stereoblik kunne forklare, hvorfor Mette Frederiksens seneste skærpelse af ”ghettoplanerne”, nu påført det nye stempel ”parallelsamfund”, havde fået så vældig megen opmærksomhed i Tyskland. Og om jeg troede, at Frederiksens succes hos vælgerne med omdøbte ghettoplaner og udvandringsminister kunne blive et forbillede for de undergangstruede tyske socialdemokrater? Jeg svarede cirka sådan her: ”Ghetto betyder i Tyskland, for enhver, der er ved sine fulde fem, sådan noget som den jødiske ghetto i Warszawa”. Og: ”Hvis SPD prøvede at overtage højreradikale AfD’s udlændingepolitik, sådan som Frederiksen copy-paster fra DF, ville tyske satirikere blive begejstrede, men det ville ikke lokke vælgerne tilbage i folden.”

Synd, at mesteren selv ikke lige kunne tage smartphonen. Brecht havde i et interview med ”Fyns Socialdemokrat” i september 1935 besvaret lignende spørgsmål med kun rosende ord: ”Danmark er et frit land med en socialistisk regering, så her kan jeg arbejde i fred og ro.“ Desuden havde de danske socialdemokrater som bolværk mod nazisterne ”udrettet meget mere” end de tyske. Han levede ”stille og roligt” i landet og skrev intet i ”danske blade”.

Ordene er uden tvivl valgt med omhu som værn mod det, der nu om dage kaldes hjemsendelser. Tre måneder tidligere havde nazisterne frakendt Brecht sit tyske statsborgerskab. For den nu statsløse blev frygten for familiens overlevelse endnu større. Christiansborg kunne måske finde på at sende tyskere tilbage til deres hjemland.(…)

Helt alene i sit digt ”Kirsebærtyven” er Brecht, da han en tidlig morgenstund ”længe før hanegal” vækkes af en fløjten, går til vinduet og i træet ude i haven ser tyven: ”Ved synet af mig nikkede han til mig, med begge hænder hentede han kirsebær fra grenene ned i lommerne. Endnu et godt stykke tid, da jeg atter befandt mig i min seng, hørte jeg ham fløjte sin lystige lille sang.“ Livsglæde ved Svendborg Sund.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s