​

Historikeren Neil MacGregor, som skabte denne udstilling for British Museum i London, ser den lille runde som fantastisk præcisionsarbejde af højeste karat for alle.

Som et tidligt eksempel forklarede han, medrivende og sværmerisk, ved et arrangement på Nationalmuseet, et overmåde imponerende præcisionsur fra 1500-tallet.Albrecht Dürer blev hyldet som ”den første europæiske kunstner”, hans kobberstik spredt ud over hele kontinentet fra Spanien til Norge. Johann Gutenberg banede med bogtrykkerkunsten vej for den senere oplysningstid, mens det rebelske Bauhaus i Weimar (grundlagt 1919) åbnede verdens øjne for et muntert og demokratisk livssyn.

Efter to tabte verdenskrige og uhyrlige naziforbrydelser har mine landsmænd, ifølge MacGregor, med Volkswagen-klassikeren, fremstillet i 21,5 mio. eksemplarer, fundet vej tilbage til rollen som innovative ”metallets mestre”. Det bidrog til at genskabe en national identitet, uden aggressiv nationalisme og storhedsvanvid, tværtimod omgås historien så selvkritisk, at Tyskland som det eneste land i Europa er »immunt over for nostalgiens fristelse«. ​​

Før mig var også min far ankommet til Danmark i et førsteklasses tysk metalprodukt: Storebælt 4. maj 1945, da hans ubåd U 2503 efter beskydning af britiske kampfly strandede ud for Korsør. Tretten besætningsmedlemmer brændte ihjel eller druknede, kun få timer før krigens afslutning.

Den afsindige storadmiral Dönitz havde givet befaling til et sidste ”fjendetogt”. Min dengang 21-årige far blev som de andre overlevende bragt i land på en dansk fiskerbåd. Transporten forudbetalt med dieselolie fra ubåden.

Fra den dag holdt Bruno Borchert lige så meget og uforbeholdent af Danmark, som han senere holdt af alle sine folkevogne. Han var jo wolfsburger.

Hver gang jeg skal købe bil, er der også en mærkelig kraftig stemme inden i mig, der siger ”Volkswagen”. Den bliver mere og mere overdøvet af Greta Thunbergs pigestemme. For nylig fik VW-stemmen dog lov til at pippe med, da jeg, de høje danske bilskatter taget i betragtning, valgte en billigere Skoda – med en Volkswagen-motor. Nostalgisk? Javel. Men nationale er mine følelser for VW bestemt ikke.​​

I dag ved ethvert barn i Wolfsburg, at i første række tvangsarbejdere fra hele Europa levede som i et kæmpemæssigt fængsel i byen, grundlagt i 1938. Folkevognskonstruktøren Ferdinand Porsche, altid til tjeneste for Hitler, ”bestilte” så sent som i februar 1945 KZ-fanger fra Buchenwald til produktionen af krigskøretøjer i VW-hallerne.

Tyve år senere tilsmilede denne byens ærværdige skytspatron mig på min daglige skolevej oppe fra sit bronzemindesmærke. I dag er familien Porsche stenrige VW-aktieejere.

Neil MacGregors livlige blik på mit fødeland indbyder til eftertanke og debat. Historien er jo fuld af krinkelkroge, knager og modhager i konstant bevægelse. Og det nytter ikke noget at erstatte simple negative klichéer med lige så simple positive. Således finder man sandelig heller ikke meget af ”Käfer“-tidens fornyende kraft, når blikket vendes mod Volkswagen i dag. Netop nu skal tre topchefer for retten, tiltalt for medvirken i Dieselgate, denne højkriminelle manipulation af millioner af dieselmotorer. ​​

Her i landet har 91.000 af den slags biler gennem en årrække forgiftet luften. Jeg kørte selv i en af dem. Da jeg skulle finde en erstatning, måtte jeg sande, at såvel verdens største bilkoncern som ”det grønne foregangsland” Danmark er forbløffende tilbagestående, hvad eldrevne køretøjer angår.