Om Corona-nationalisme og globalisme på min mors plejehjem
21.11.2020
Ned med coronanationalismen!
Denne pandemi kan enten besejres i et globalt fællesskab eller slet ikke. Frem for alt må den i første omgang knappe vaccineressource fordeles retfærdigt, på tværs af alle grænser.
Det er ikke kun et spørgsmål om anstændighed, men også om praktisk fornuft, skriver Thomas Borchert.
(Uddrag)
Den verdensophidsende nyhed om en snarlig vaccineindsats mod corona og den i Danmark ophidsende nyhed om den hjemlige minkindustris endeligt nåede mig på et tysk plejehjem. Selv er jeg ikke kommet så vidt, men min mor indstiller sig nu på, at hendes liv snart er slut. Jeg er i den grad taknemmelig for, at beboerne på plejehjemmene ikke som under den første coronabølge er helt afskåret fra omverdenen. De ansvarlige har siden foråret lært noget, i retning af et pragmatisk og mere humant svar på virusplagen.
I de to uger hos min mor mødte jeg meget plejepersonale, alle kvinder. Uden undtagelse har de udenlandske navne fra lande som Polen, Ukraine, Kroatien, Irak, Vietnam, Madagaskar. For en ringe løn arbejder de i den forreste coronafrontlinje, og de har ikke, som jeg, mulighed for at rejse til hjemlandet og stå en gammel eller syg slægtning bi. Det er der ellers rigeligt behov for, desværre, i disse coronatider. Hvis kvinderne i nævneværdigt omfang handlede derefter, ville de tyske plejehjem snart ikke kunne fungere.
(…) Trods al velbegrundet skepsis over for medicinalindustriens forretnings- og PR-interesser så var det (kommende vaccine) lige dén opmuntrende nyhed, vi kunne bruge her ved udsigten til en dyster coronavinter. ”Vi” er i denne forbindelse alle mennesker fra Sydpolen til Nordpolen, derfor også fra Gedser til Skagen.
Trods al velbegrundet skepsis over for medicinalindustriens forretnings- og PR-interesser så var det lige dén opmuntrende nyhed, vi kunne bruge her ved udsigten til en dyster coronavinter. ”Vi” er i denne forbindelse alle mennesker fra Sydpolen til Nordpolen, derfor også fra Gedser til Skagen. De to uger på det tyske plejehjem, med pligt til test og karantæne ved halvt lukkede grænser, med kaotisk regelvirvar landene imellem, hvortil kom den forbavsende nærhed i coronafortællingerne fra Vietnam såvel som fra Madagaskar, har gjort mig én ting ganske håndgribelig klart: Denne pandemi kan enten besejres i et globalt fællesskab eller slet ikke. Frem for alt må den i første omgang knappe vaccineressource fordeles retfærdigt, på tværs af alle grænser.
Alternativet er ”vaccinenationalisme”, (…) Straks nyheden om Pfizer-vaccinen var ude, gjorde sundhedsministeren i Berlin stolt rede for, hvordan hans egen regering, oven i de 56 millioner vaccinedoser, som ifølge EU’s fordelingsnøgle ville blive tildelt Tyskland, ved alskens særforhandlinger havde sikret sig næsten lige så mange doser i tilgift. Fordi vaccinen nu engang var udviklet i hans land. Med andre ord: Tyskland først. Læs også
I Danmark næsten druknede nyheden om verdens første og formodentlig snart tilgængelige vaccine, fordi skuespillet om fødevareministerens taburet og den borgerlige oppositions genopstandelse fra langvarig koma holdt alle i ånde. Det, som ikke foregår mellem Skagen og Gedser, bliver på den politiske scene og ikke mindst i medierne nedgraderet og frasorteret, som foregik det i ”Langtbortistan”. I samme ånd har Mette Frederiksens storslåede coronaoptræden været verbal nationalisme: Verden uden for landets grænser nævnes højst med afskrækkende eksempler, der skal vise, at ingen så godt som ”danskerne”, med hende selv som handlekraftig leder, har klaret at holde coronapandemien i skak.
For dette sidste er jeg som borger meget taknemmelig. Taknemmeligheden omfatter også alle dem med de udenlandske navne fra Somalia, Syrien, Irak, Polen, Afghanistan osv., som i den danske sundheds- og plejesektor arbejder på den allerforreste coronafront. Og de rumænske arbejdere, som staten udsendte for at varetage massedrabet på minkene i landet. (…) Som FN’s generalsekretær, António Guterres, så præcist formulerede det: »None of us is safe until all of us are safe.«
Thomas Borchert, Copenhagen 