Thomas Borchert, Copenhagen

Kronik om statsborgerskab: “Er vi blevet til et hævntørstigt, ubarmhjertigt samfund?”

Posted on December 14, 2021

Som eksempelvis da Konservatives Marcus Knuth beskrev de berørte som »unge mænd med indvandrerbaggrund, som har fået domme for vold, narko, våben og tyveri, typisk (…) meget voldsomme domme« (DR’s ’Detektor’ 13.5.21). I ’P1 Debat’ (21.4.21) sagde Knuth: »Du får jo typisk først en fængselsdom, når du sælger narko, ikke bare fordi du er i besiddelse af narko, så du skal op i nogle grove kategorier af vold eller voldtægt«.

Som vi vil vise med eksempler, rammer de nye regler borgere, som i deres helt unge år – op til et halvt århundrede tilbage – har begået en enkelt lovovertrædelse med en forholdsvis mild straf til følge.

Lige så usand som Knuths påstand er Udlændinge- og Integrationsministeriets (UIM) overskrift på pressemeddelelsen 20. april: ’Bred aftale udelukker kriminelle fra at få dansk statsborgerskab’.

I vores retsstat gælder det ellers: Når en straf ikke længere kan findes i Kriminalregisteret, er den dømte per definition ikke kriminel. Vi er bekendt med omkring 20 sager, hvor en borger, der kan fremvise en ren straffeattest, har fået livslang udelukkelse fra statsborgerskab på grund af de nye regler.

I en del sager, hvor ansøgere pligtskyldigt har oplyst om betingede straffe, som ligger op mod 40 år tilbage, kan heller ikke UIM med sin adgang til Det Centrale Kriminalregister finde den mindste oplysning. De berørte bliver udelukket fra statsborgerskab som ’kriminelle’ alene på baggrund af deres egen oplysning.

Advokat og folketingsmedlem Jan E. Jørgensen, tidligere indfødsretsordfører for Venstre, har illustreret den falske etiket fuldstændig indlysende i Jyllands-Posten (18.12.20) med Konservatives ekspartileder og Danmarks højt respekterede udenrigs-, miljø- og kirkeminister gennem flere årtier Per Stig Møller som eksempel.

Den nu 79-årige fik i 1967, i en alder af 25 år, 30 dages betinget fængsel for spirituskørsel. »Med de mange gode gerninger, han har gjort siden – som udenrigsminister, begavet forfatter, partileder – og meget andet – vil de fleste normale mennesker vel sige, at tavlen er visket ren for mange år siden«. Og »derfor giver det jo ikke mening at betragte ham som kriminel«, konkluderer Jørgensen.

»Men ikke, hvis han havde søgt om dansk statsborgerskab efter den nye uforsonlige og ubarmhjertige linje«, tilføjede Venstre-politikeren profetisk. Et halvt år inden beslutningen om den nye indfødsretsaftale, og inden hans eget parti i sidste ende tilsluttede sig den uforsonlige og ubarmhjertige linje, beskrev han følgerne således: »For i så fald kan man aldrig nogen sinde, om man så bliver 100 år, få tavlen visket ren. Man vil for tid og evighed være at betragte som en kriminel, som aldrig kan få stemmeret til et folketingsvalg – som aldrig kan få et dansk pas«.

Hvor en politiker selv kan se absurditeten i denne middelalderlige logik, så kan de mennesker, der bliver ramt af aftalen, formentlig se den i endnu højere grad.

Som for eksempel den 25- årige Ali Abdul-Mawla, der som den første i DR’s ’Detektor’ (30.4.21) fortalte offentligheden, hvordan det nye regelværk fungerer: I en alder af 19 år havde han fremlagt et forfalsket kursusbevis for at få et vagtjob. For det fik han en dom på 60 dages betinget fængsel.

Efter de gamle indfødsretsregler ville han kunne få statsborgerskab efter en karenstid på seks år. Med de nye regler udelukker dommen ham fra statsborgerskab, og dermed den fulde stemmeret, på livstid og fra muligheden for ’at viske tavlen ren’. Han er født og opvokset i Danmark og sagde om de nye regler: »Jeg sidder bare derhjemme og tænker: Det er bare et spørgsmål om tid, før jeg bliver kylet ud«.

Også i ’Detektor’ (7.5.21) berettede en mand under navnet ’Benjamin’ om groteske konsekvenser af de nye regler. Han blev født i Afghanistan og kom til Danmark som barn. Benjamin havde i en alder af 19 år føjet nogle gode karakterer til afgangsbeviset fra folkeskolen for at blive optaget på gymnasiet.

For det fik han en betinget dom på 40 dages fængsel for dokumentfalsk. Herefter fulgte otte år uden konflikter med loven, men med uddannelse og arbejde. Hans løn, troede han, efter udstået karenstid: Ansøgningen om statsborgerskab blev godkendt, han fik et brev om, at han nu kunne regne med at stå på det næste lovforslag til vedtagelse i Folketinget.

Vi er bekendt med omkring 20 sager, hvor en borger, der kan fremvise en ren straffeattest, har fået livslang udelukkelse fra statsborgerskab

Men så kom regelstramningerne i april 2021, aftalt med tilbagevirkende kraft, hvilket man ellers kun gør i despotisk regerede bananstater. UIM sendte straks et nyt brev til Benjamin: Hans optagelse på lovforslaget efter de gamle regler blev trukket tilbage på grund af de nye regler om ’kriminalitet’. Nu var han pludselig permanent udelukket fra statsborgerskabet.

Blandt de berørte, som vi er kommet i kontakt med siden april, er ansøgere, som med en forholdsvis mild straf nu for tredje gang bliver ramt af regelstramninger med tilbagevirkende kraft.

Visar Rrusta kom i 1992 som et barn på 8 år til Danmark fra Kosovo. Han fik i 2007 en dom på 50 dages ubetinget fængsel efter et slagsmål. De følgende 14 år har han levet en pletfri tilværelse.

I 2014, 2016 og 2020 måtte han efter udstået karenstid se i øjnene, at han alligevel ikke kunne blive statsborger qua nye regler med tilbagevirkende kraft. To gange betød det en forlængelse af karenstiden og tredje gang udelukkelse på livstid.

Michael Davie fra Skotland, der er 55 år gammel og har boet i Danmark i over 30 år, fik for 25 år siden en betinget dom på et år for slagsmål. Siden har han uafbrudt været i arbejde, nu som lastbilchauffør. Han er dansk gift, far og bedstefar. Han ønsker først og fremmest statsborgerskabet for at stå på lige fod med alle andre i familien. Oveni kommer den større usikkerhed for britiske borgere i kølvandet på Brexit.

Da vi i foreningen Fair Statsborgerskab 17. juni arrangerede et Zoom-møde med næsten 500 deltagere og udlændinge- og integrationsministeren, fortalte Michael Davie åbent sin historie og spurgte Tesfaye: »Mattias, hvorfor skal vi, som har fået en betinget fængselsstraf, men ikke har begået noget siden og har en ren straffeattest, straffes to gange?«.

Ministerens kryptiske svar viste, at han skulle forsvare noget, som ikke kan forsvares: »Det, som der har været frustrationer over, er, at der har været en del mennesker, der har fået tildelt statsborgerskab, og som egentlig bare kunne vente den ud, uden at der var nogen, der forholdt sig aktivt til, om det var en god idé«.

»Bare vente den ud« var ministerens ord. Egentlig er det vel præcis det, samfundet forventer af en dømt, at han eller hun ikke fortsætter med ulovligheder, og som folk som Michael Davie har klaret så godt. Ministeren tilføjede: »Vi betragter det ikke som straf, at man ikke kan få statsborgerskab«. Men hvordan skal de udelukkede ’kriminelle’ ellers forstå deres degradering til andenrangsborgere, indtil de dør?

Hvad siger det om vores samfund, at vi kvitterer for en borgers vellykkede resocialisering på en så nederdrægtig måde? Det er, som om de ansvarlige politikere sætter en ære i at bryde med almindelige retsstatsprincipper for at fremstå så brutale som muligt.

Blandt dem, der er blevet udelukket på livstid, findes ansøgere, som blot er blevet dømt til ambulant psykiatrisk behandling. Dommen kaldes en foranstaltningsdom og anvendes ved lovovertrædelser i forbindelse med psykisk sygdom eller andre mentale forstyrrelser.

I indfødsretsaftalen af 20. april står der: »En ansøger, der er idømt betinget eller ubetinget fængsel, skal (…) fremover udelukkes fra at blive dansk statsborger«. Altså var ’foranstaltningsdomme’ som den nævnte, helt uden fængselsstraf, ikke omfattet.

Hvad siger det om vores samfund, at vi kvitterer for en borgers vellykkede resocialisering på en nederdrægtig måde?

Tre uger senere bliver aftalen udmøntet i et såkaldt cirkulære, som er myndighedernes retningslinje. Her står der pludselig: »Aftalen indebærer bl.a. en skærpelse af vandelskravet, således at en ansøger, der er idømt betinget eller ubetinget fængsel eller foranstaltninger (…), fremover skal udelukkes fra at blive dansk statsborger«.

Det var ikke en del af den oprindelige aftale. De fire aftalepartier blev bare efter aftalens indgåelse enige om at indføje endnu en skærpelse med tilbagevirkende kraft. Det skete bag lukkede døre, uden begrundelse. Det er ikke måden, man laver lovforberedende arbejde på i et velfungerende demokrati.

En anden lige så uværdig demontering af retsstatsprincipper er myndighedernes opfordring til ansøgere om, at de selv skal skaffe og aflevere de ældgamle udskrifter af deres domme.

Her er tale om dokumenter, som hverken Udlændingeministeriet eller folketingspolitikere har adgang til, idet de er slettet helt fra strafferegistret. Det er essensen af princippet ’tavlen er visket ren nu’.

At man lægger ansvaret for at fremskaffe dokumenterne over på ansøgerens skuldre, er endnu en af de Wild West-metoder, som tildelingen af statsborgerskab er præget af. Flere af de berørte beretter om, at både domstole og politi besvarer deres henvendelser med: Jamen, vi har absolut intet på dig. Prøv i Rigsarkivet.

Efter almen retsopfattelse svarer den fremgangsmåde til tvang til ’selvinkriminering’, altså at man skal beskylde sig selv. Det er ellers forbudt i dansk strafferet.

Begrebet ’selvinkriminering’ lyder som jura for feinschmeckere, men det bliver rystende konkret, når vi møder mennesker i indfødsretssystemet. De har efter et alvorligt og for længst sonet fejltrin i deres unge år med succes brugt alle kræfter på at komme ud af kriminalitet gennem uddannelse og arbejde.

Ikke sjældent mod stærke odds. Hvis de ikke havde klaret det store spring, var de selv efter de gamle regler aldrig kommet i nærheden af det danske statsborgerskab. Nu prygler de nye regler ligefrem borgerne tilbage til den ene sorte plet i deres liv.

Tag faren, der som 17-årig var med til et indbrud med vold. Han kom to måneder bag tremmer. Aldrig igen, lovede han sig selv. Han klarede uddannelsen til murer og har de seneste 20 år, bortset fra et par ekstremt kolde vinteruger og coronanedlukninger, været i arbejde uafbrudt.

Til sin kone og de to børn har han aldrig sagt et ord om indbruddet og fængselsopholdet. Helt sikkert af anger, måske af skam. Han satser alt på at opfylde alle betingelser for statsborgerskabet og er næsten i mål. Fortvivlelsen og bitterheden må være stor, når han med de nye regler er udelukket på livstid. Hvordan skal han forklare det over for familien? Tilbage til start, ville man sige i ludo. Men her uden chance for nogensinde at komme i mål.

Forkert, kan Tesfaye og hans aftalepartnere indvende, deres indfødsretsaftale viser jo alligevel en vej: »‪Aftalekredsen anerkender (…), at enhver ansøger har mulighed for at få forelagt sin sag for Folketingets Indfødsretsudvalg med henblik på dispensation fra en eller flere betingelser, hvis et medlem af udvalget anmoder om det«.

Der er da også kommet en del ansøgninger om dispensation fra de nye regler, og Indfødsretsudvalget har sagt ja til enkelte med betingede fængselsdomme.

Men håbet om retfærdighed, når de 17 udvalgsmedlemmer afgør skæbner ved flertalsbeslutning, er på tynd is. Som nævnt skal ansøgeren først finde et udvalgsmedlem, som vil tage sagen op.

Behandlingen af dispensationssager foregår meget sjældent individuelt, men for det meste summarisk. Nogle gange skal op mod 70 ansøgninger afgøres på en time eller mindre. Her er der for det meste ikke tid til at drøfte ungdomshistorien hos en mand med afghansk baggrund og hans vej til resocialisering. Desuden indrømmer udvalgsmedlemmer åbent, at afstemningerne ganske enkelt bliver afgjort efter partiernes politiske linje.

Da Politiken berettede om et grotesk afslag til en ansøger på grund af en næsten 40 år gammel hæleridom for at have drukket stjålet sprut (15.10.2021), sagde Marie Krarup fra Dansk Folkeparti, formand for Indfødsretsudvalget, at hun egentlig var ligeglad med denne ungdomsforseelse. Men at hun sikkert havde stemt nej til ansøgeren: »Fordi jeg ser på en masse andre ting. (…) Det gør en forskel, om man har en islamisk baggrund eller en kristen baggrund«.

Der føres aldrig referat af forhandlingerne i Folketingets Indfødsretsudvalg, heller ikke om denne åbenlyse form for diskriminering, som synes nærmest uvirkelig. Afviste ansøgere har hverken krav på en begrundelse fra udvalget eller mulighed for at anke. Det føjer sig til billedet af en retstats havari med barbariske grundtanker.

De nye statsborgerskabsregler ’mod kriminelle’ er blevet accepteret næsten uden kritisk debat i medierne og i offentligheden.

Er vi blevet ligeglade? Eller er vi blevet til et hævntørstigt, ubarmhjertigt samfund, som uden at blinke ser bort fra egne grundregler for til gengæld at kunne udskamme en lille gruppe borgere, der for længst har afsonet deres straf?