klumme i Jyllands-Posten: Valgkamp i Danmark og Sverige
Man finder således på begge sider af Øresund en del forskellige varianter af det tyske politikerslogan: »Was interessiert mich mein Geschwätz von gestern.« Jeg er fuldstændig ligeglad med det sludder, jeg sagde i går.
Alt dette afholder ikke de toneangivende svenske og danske politikere fra – i disse valgkampstider – at spille hasard med den allervigtigste nordiske kapital, som verden misunder os: borgernes tillid til de folkevalgte. Det udfolder sig forskelligt i de to lande. Herligt for medieunderholdningen er den pludseligt opståede højspænding her i Danmark. Mette Frederiksens popularitet er styrtdykket. Pludselig står Lars Løkke Rasmussen som kongemager midt på scenen. Hans lokkende ord om en stabil midterregering uafhængig af ”yderfløjene” fortjener, ikke mindst i betragtning af de dystre globale rammebetingelser, alvorlig opmærksomhed.
Hvis bare der ikke var det med forhistorien. Lars Løkke har over to årtier, gennem hele sin landspolitiske karriere, afhængig af DF-støtte, bygget på det, som han nu vil afskaffe som djævlens værk. Hans troværdighed ligger på nogenlunde samme niveau som Inger Støjbergs med hendes korstog mod »de københavnske saloner«, efter at hun i de selvsamme saloner i næsten to årtier er klatret op ad karrierestigen.
Lars Løkkes kroniske problemer med privat brug af offentlige kasser og Støjbergs status som nylig dømt lovbryder med ministeransvar kommer oveni. At begge så ubesværet kommer igennem med deres hastigt sammentømrede nye partier, kan de bl.a. takke kolleger som Uffe Elbæk, Ida Auken, Mattias Tesfaye, Jens Rohde og Simon Emil Ammitzbøll for. Når det at skifte parti den ene gang efter den anden bliver normalt og kan sammenlignes med fodboldspilleres klubskifte – for flere penge og mere spilletid – er det et alarmsignal for det demokratiske systems troværdighed i Danmark.
Troværdighedens dybe fald i svensk politik blev udløst af Sverigedemokraternes 17,5 pct. i 2018. Partiet har sidenhen blokeret for et stabilt flertal for en af de to traditionelle blokke, og vores svenske naboer må se på besynderlige politiske krumspring. Socialdemokraten Magdalena Anderssons svage mindretalsregering accepterede for magtens skyld at forvalte oppositionens finanslov. Kan en regering blive mere utroværdig?
Andersson undskyldte sig med, at så stor var afstanden til den socialdemokratiske finanslov, som hun ikke havde kunnet samle flertal for, heller ikke. For så nu under valgkampen at gå løs på de konservatives skatteplaner, som om de betød selve velfærdsstatens død. Læs også Svenske socialdemokrater lancerer offensiv mod bander før valg
Som ledende oppositionsparti har de svenske “moderate” kastet alle hidtil hellige principper over bord og har indgået en alliance med Sverigedemokraterne, der med deres nazirødder ellers har været tabu. Når de to partier (plus to andre borgerlige) efter det svenske valg den 11. september opnår at få flertal, bliver det en gentagelse af historien i Danmark anno 2001, da blå blok solgte sig selv til DF.
De svenske socialdemokrater har ovenikøbet opdaget Danmark som forbillede i deres stemmejagt. Deres ministre slentrer gennem Mjølnerparken i København, mens de får forevist, hvordan man river funktionsdygtige boligblokke ned, så man kan formindske den ikkevestlige beboerandel. For ikke så lang tid siden var den slags frasortering af mennesker på baggrund af etnicitet utænkelig for disse socialdemokrater. Man finder således på begge sider af Øresund en del forskellige varianter af det tyske politikerslogan: »Was interessiert mich mein Geschwätz von gestern.« Jeg er fuldstændig ligeglad med det sludder, jeg sagde i går.
Thomas Borchert, (f. 1952) tysk-dansk korrespondent, bosat i København og Berlin, er en del af Jyllands-Postens weekendpanel, hvor syv personer hver uge på skift skriver en kronik. Han skriver for Frankfurter Rundschau og har skrevet en bog med titlen ”Gebrauchsanweisung für Dänemark”. Som udenrigskorrespondent skriver han om Danmark og de andre nordiske lande.
Thomas Borchert, Copenhagen 