Corona i

18.12.2021 kl. 16:30
Jeg vil hellere rammes af corona i Danmark end i Tyskland
Med hver ny infektionsbølge følger i Tyskland en endeløs palaver, hvor politikere, eksperter og mediefolk slås om den rigtige vej frem. Når Mette Frederiksen på tv melder ud, hvad staten har tænkt sig at gøre, føler jeg mig, trods modvilje mod statsministerens selviscenesættelse, i bedre hænder.
Thomas Borchert er noget mere tryg ved situationen i Danmark under coronapandemien end i Tyskland, der ikke har haft imponerende godt styr på situationen. Tegning: Rasmus Sand Høyer

Thomas Borchert tysk korrespondent
Stillet over for valget mellem Danmark og Tyskland lige nu tøver jeg ikke et sekund. Med udsigt til corona, selvisolering og måske endda et sygehusophold, så skulle det hele, for søren da, ramme mig helst nord for grænsen.
Jeg har faktisk stemt med fødderne. Da alt i Tyskland pludselig begyndte at dreje sig om hastigt stigende infektionstal, nye restriktioner og snarligt fyldte intensivafdelinger, flygtede jeg så nogenlunde hals over hoved på M/F Copenhagen mod Gedser.
Først da Frederiksen, Brostrøm og co. efter et par ugers tøven ringede med de danske alarmklokker, blev jeg rigtig klar over mine bevæggrunde. Corona-managerne i København giver mig, der pendler mellem de to lande, en langt større følelse af sikkerhed end kollegerne i Berlin.
Med hver ny infektionsbølge følger i Tyskland en endeløs palaver, hvor politikere, eksperter og mediefolk slås om den rigtige vej frem og udkæmper en konkurrence om, hvem der kan finde den mest dystre og truende grundtone. Når resultaterne endelig skal fremlægges, kommer statens reaktion som regel for sent samt i flere ret så forskellige delstatsversioner. Mindst et af de lovede tiltag fungerer ikke, fordi – desværre, desværre – nogle centrale faxmaskiner netop er gået kaput. Regeringen afviste hele denne yderst ”systemrelevante”, underbetalte og underbemandede erhvervsgruppe, som var det en flok tiggere, der bare forstyrrede.
Når Mette Frederiksen på tv understreger alvoren af endnu en coronavariant og melder ud, hvad staten har tænkt sig at gøre, føler jeg mig, trods modvilje mod statsministerens selviscenesættelse og selv efter nogle velsagtens uundgåelige fejlbeslutninger eller fejlgreb, i bedre hænder.
De ansvarlige politikere og faglige eksperter har fundet et sprog, en dansk sound, der formidler en passende blanding af alvor, respekt for borgerne – og optimisme. Det fungerer, fordi der bag tonen er en håndfast erfaring: Staten har foreløbig leveret varen. At ikke bare en tilløben indvandrer som mig ser sådan på det, viser den høje danske vaccinekvote, som er borgernes modydelse. Højere end i Tyskland.
Tv-pressemøderne bivåner jeg sammen med min pæredanske kone. Som er træt efter arbejdsdagen på et sygehus med flere og flere covid-patienter. Grundlæggende bevarer hun sin optimisme: ”Det skal vi nok klare”. Da hun hørte om lukning af grundskolerne, blev tonen en anden: ”Godnat! Så har vi snart ikke nogen sygeplejersker længere. De skal jo være hjemme hos deres børn”.
Der er i mellemtiden oprettet nødpasningsordninger. Men som alle ved, er sygeplejerskernes vilje til ekstraarbejde sunket som en sten efter tvangsindgrebet mod deres strejke. Regeringen afviste hele denne yderst ”systemrelevante”, underbetalte og underbemandede erhvervsgruppe, som var det en flok tiggere, der bare forstyrrede. ”Det kommer til at hævne sig”, sagde min bondesnu jyske hustru lige med det samme. Profetien opfyldes netop nu under coronaens betingelser, hvor f.eks. hver nok så enkel arbejdsgang med hver en patient kræver flerdobbelt tid pga. de enorme beskyttelsesforanstaltninger.
Hvordan kunne det komme til så grundfalsk en tone? Så staten, lige nu da det helt akut behøves, ikke længere kan levere? Er det ikke, som om regeringen over for sygeplejerskerne slukkede for den sunde fornuft, der ellers rådede i de to første kriseår?