Når medieliv og den virkelige død støder sammen

Posted on Updated on

Skrev jeg virkelig det?

Den svenske kommentator Åsa Linderborgs dagbog er en både frastødende og fascinerede historie om medieliv og virkelig død. Hendes artikler om teaterchefen Benny Fredriksson drev ham til selvmord, mener enken og det halve Sverige.
[object Object]
Tegning: Rasmus Sand Høyer

 

Sopranisten Anne Sofie von Otter optræder i denne uge sammen med Den Danske Strygekvartet i Glassalen i Tivoli. En lækkerbisken for alle operavenner. Da hun for to og et halvt år siden sang i Sydney, tog hendes ledsagende ægtefælle Benny Fredriksson sit eget liv på hotelværelset. Anne Sofie von Otter har anklaget avisen Aftonbladet og dens daværende kulturchef Åsa Linderborg for at have drevet hendes mand til selvmord med artikler om hans chefrolle ved Stockholms Stadsteater.

Da jeg spottede reklamen for von Otters optræden i København, var jeg midt i læsningen af Linderborgs netop på svensk udkomne ”Året med 13 månader”, hendes dagbog over tiden før og efter Fredrikssons selvmord, som det halve af Sverige gør hende ansvarlig for. »Dels ville jag fånga det här otroligt dramatiska året genom mitt temperament, så som jag såg det. Jag tycker samtidigt att jag som yrkesperson är en intressant gestalt under den här perioden,« begrunder hun bogudgivelsen.

Sjældent har jeg læst to på én gang så frastødende og fascinerende sætninger i kampen om den offentlige opmærksomhed. Den slags virker på mig, jeg bestilte straks bogen fra Stockholm og læste den hurtigt, fuld af nysgerrighed.

I slutningen af 2017 havde Linderborg initieret og som nådesløs overanklager kommenteret de beskyldninger som hendes avis med næsten udelukkende anonyme kilder udbredte: Fredriksson skulle som chef have ført et »skrækregimente«, havde dækket over seksuelle overgreb og »tvunget« en gravid skuespillerinde på jagt efter en rolle til abort. Sveriges pressenævn har efter en klage fra von Otter og hendes to sønner fordømt Aftonbladet og Linderborg personligt for »grov forsømmelse af publicistiske grundregler«.

I tilgift til den efter Fredrikssons selvmord ofte udtalte anger over sine tidligere artikler udbreder Linderborg i dagbogen sin »anden store smerte« fra denne svære tid: at hendes partner, kort før hun blev 50, forlod hende til fordel for en yngre, og at hun som ældre kvinde nu øjensynligt ikke mere var så attraktiv for mænd. Choktilstanden udløst heraf er hendes vigtigste forklaring på, hvorfor hun med en så »uforklarlig vrede« havde kastet sig over Fredriksson.

Anne Sofie von Otter dukker kun som randfigur og med forkert stavet fornavn op tre steder i dagbogen. I alle detaljer erfarer læserskaren derimod, hvordan Linderborg ved køb af en bh anstrenger sig for strategisk at imødegå sine egne tegn på aldring. Da hun efter den ydmygende oplevelse af at blive forladt for første gang igen har sex med en mand, bliver hans ros fastholdt: »Han sa att jag har stora fasta bröst, att man inte kan tro, att jag har ammat två barn.«

Det er klart, at jeg gengiver dette dels med min mandlige synsvinkel og dels af formentlig sammen grund som Linderborg i hendes bog: Sex sælger.

Den svenske kollega er ikke dum, og jeg har hverken nogen grund eller nogen ret til at betvivle den subjektive ærlighed af hendes ofte bedyrede anger over de uberettigede anklager mod teaterchefen.

Linderborg har fra sin klassiske venstrefløjsposition (som man på dansk kan studere i hendes klummer i Information) tidligt advaret mod lynchjustits i forbindelse med MeToo. Altså præcis mod det, som hun selv og hendes avis gennemførte med frygtelige følger for ofrene.

Hun noterer selv, hvordan det har fungeret. Om sin arbejdsplads, Aftonbladet, som ligesom andre aviser er hårdt ramt af stadigt synkende læsertal og hårde sparerunder, skriver hun: »På väggarna vid centraldesken ser jag skärmarna som visar klicksifforna i realtid.« Og: »Ägnade en halvtimme att studera klickstatistiken. Allt som har med metoo att göra drar enorma mängder läsare, vi har inte haft sadana har nivåer sedan terrorattentatet på Drottninggatan

Linderborg meddeler os, at hun hvert år i gennemsnit har skrevet 60-70 kommentarer for Aftonbladet, og at hun ved breaking news, hvad enten det er nat eller dag, ringer til redaktionen: Man kan inden for en time regne med en kommentar fra hende. Hvis der den efterfølgende dag kommer klager fra en, hun har angrebet, kan hun nogle gange dårligt huske den tekst, hun har skrevet. Sådan var det også med hendes tilintetgørende klummer om Benny Fredriksson: Har jeg virkelig skrevet det?

I 2019 udtalte Sveriges pressenævn endnu en gang skarp kritik af Åsa Linderborg, fordi hun i Aftonbladet uden dokumentation har bagtalt forskeren Martin Kragh som »britisk spion«. Til det vil hun nu ikke svare på spørgsmål: »Det jag har att säga om Kragh, kommer bli ett eget kapitel i en essä jag påbörjat den här sommaren om yttrandefrihet.«

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s