Min klumme i Jyllands-Posten: Enten en løsning på Corona for alle mennesker eller ingen

Posted on Updated on

Bildschirmfoto 2019-10-27 um 09.47.30

For drastisk, for lidt – eller for sent?

Der er stor forskel på, hvilke midler statslederne griber til for at bremse corona-epidemien. Herhjemme har Mette Frederiksen taget jernhandsken på, mens hendes svenske og tyske kolleger har afholdt sig fra de mest drastiske tiltag. Men hvad er den rette vej?
[object Object]
Tegning: Rasmus Sand Høyer

Min kone Ellen er geriater, dvs. læge for ældre mennesker på et sygehus, og alene derfor tusind gange så meget corona-ekspert som mig, en uvidende klummeskribent. Hun har et erotisk forhold til medicinsk statistik og elsker at udgrave de budskaber, der gemmer sig bag søjler og grafer. Nysgerrig som en arkæolog foran indgangen til en pyramide videreuddanner hun sig om aftenen foran computeren, mens jeg ser fodbold.

For et par dage siden viste hun mig en kurve over det forbavsende milde forløb for årets influenzaepidemi. Det er, sagde hun, relevant og positivt med henblik på den kommende forventede overbelastning, når flere og flere coronapatienter bliver indlagt. Det er stilhed før stormen.

Lige så opmærksomt spidsede jeg som tysk Skandinavien-korrespondent øren, da Anders Tegnell, chef for den svenske ”folkhälsomyndighet”, på tv forklarede, at man måtte indstille sig på, at lægerne ville komme til at tale med de over 90-årige og deres pårørende om, hvorvidt intensivbehandling gav mening. Han tilføjede: »Det er jo allerede en del af lægernes hverdag.« Ellen nikker. Desværre er der den forskel, at mange flere vil komme i den situation under coronakrisen. ​

Svensk tone og tempo i forklaringen og behandlingen af corona-epidemien er ret forskellig fra den hurtigt og resolut indsatte krisepolitik, som bliver fremlagt med maksimal dramatik af Mette Frederiksen. Autoritære foranstaltninger, som ikke har nogen konkret effekt på inddæmning af epidemien, skulle fra første øjeblik gøre det helt klart for befolkningen, at det nu er alvor. ​​​​​​

Det er for mig forklaringen på statens nye fuldmagt til at gennemføre tvangstest, -vaccinationer og -behandling, selv om der hverken findes en vaccine eller en behandling mod corona.

Der var noget fascinerende over en skriftlig bemærkning ved den af alle højt værdsatte Søren Brostrøm fra Sundhedsstyrelsen, da han tog stilling til de første tiltag. Ud fra et sundhedsfagligt synspunkt fandt han bestemmelserne for vidtgående. I stedet »kunne man med fordel hente inspiration fra den svenske smittebeskyttelseslov«. Det kræver mod at bede danske politikere om at hente inspiration fra Sverige. Nabolandet anses alment for at være en ”failed state” med for mange indvandrere og uden meningsfrihed.​​​​​​

Uden ovennævnte danske forbehold har jeg fulgt med i, hvordan den svenske statsminister Stefan Löfven har rettet sig efter den faglige ekspertise i landets sundhedsmyndigheder.

Omvendt har Mette Frederiksen klart bekræftet, at regeringens beslutninger var og er politiske. Hun har udstukket en retning, mens Löfven i Sverige drager konsekvensen af, hvilken rollefordeling loven foreskriver.

De svenske mediers beretninger om manglende nødkapacitet inden for sundhedsvæsenet – alt er sparet væk –og om ikkeeksisterende beredskabslagre for medicin og fødevarer af samme grund er foruroligende. Det hjælper ikke på sagen, at Löfven er upopulær som statsminister og som retoriker kan fremstå ubehjælpsom.

I mit fødeland Tyskland har kansler Merkel ventet længe, inden hun på direkte tv henvendte sig til befolkningen som landets vigtigste krisemanager. Hun er egentlig på vej ud efter 15 år som kansler og retorisk alt andet end medrivende. Hvem ved? ​​​​​​

Måske vil Löfven, den altid anstændige fagforeningsmand, og Merkel, med sin baggrund som naturvidenskabeligt skolet fysiker, udfolde de kvaliteter, som samfundet i bitter nød har så hårdt brug for.

Danske medier opgav i begyndelsen af den akutte krise al kritisk distance til statsmagten. I Tyskland og især i Sverige forblev medierne kritiske. Hvilken krisestrategi er den rigtige? Her er der desværre tale om en konkurrence med ekstremt meget på spil.

Aldrig før har jeg som nu haft medfølelse med dem, der er ved magten i samfundet og har pligt til at styre samfundet. Lad os håbe, at covid-19 lader Frederiksen, Löfven, Merkel og alle de mennesker, der er i deres varetægt, slippe nådigt ud af disse voldsomme dilemmaer.

Og lad os håbe, at kurverne peger i den rigtige retning. For en dansk slægtning, som er i fare for at blive indlagt på en lukket psykiatrisk afdeling, for min 92-årige mor på et hermetisk lukket plejehjem i Hannover, for min nyopererede tvillingsøster i Bremen, for 20.000 flygtninge på Lesbos, 2,5 millioner syrere i det sønderbombede Idlib, 80 millioner USA-borgere uden ordentlig sygeforsikring. For menneskene overalt.

Det lyder som en prædiken lige før præstens amen, men det er lige så meget en konstatering: Der er kun én global løsning for alle eller ingen løsning overhovedet.​​​​​​

Thomas Borchert, tysk korrespondent.

 

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s