Kære danskere,

Som gæst i jeres land vil jeg nødig være uhøflig. Til mine landsmænd syd for grænsen har jeg da også skrevet en ”brugsanvisning til Danmark”, nemlig bogen ”Gebrauchsanweisung für Dänemark”, og den er fuld af lovprisninger. Efter 35 gode år som herboende udlænding erklærer jeg f.eks. i et kapitel om hovedstaden: »Jeg er sikker på at du, København, har hjulpet mig til et mildere og gladere livssyn, tusind tak for det.« Sætningen burde være adresseret til hele landet, for det føles sådan.

Alligevel, eller netop på denne baggrund, må jeg nu spørge jer: Er I da blevet vanvittige? Er jeres politikere gået fra sans og samling? Og hvor længe vil I finde jer i det? Jeg spørger samtidig mig selv, om jeg har brug for helt nye briller.

Lige nu diskuterer borgmestre og en minister, hvorvidt en kommune skal betale bøde, hvis borgmesteren ikke vil tiltvinge sig et håndtryk fra hver eneste nye statsborger ved en indledende velkomst. Ministeren for udlændinge og integration vil føre skarp kontrol med ceremonierne. Det er den vildeste idé siden Monty Pythons Ministerium for Gakkede Gangarter. Et crescendo efter den egentlig uovertræffelig tossede grundidé: at det just erhvervede statsborgerskab fratages hver en borger, der ikke trykker statens repræsentant i hånden.

Selv har jeg gjort mig klar til at søge om (dobbelt) statsborgerskab. To gange har jeg bestået indfødsretsprøven og én gang den med sprogkravene. Indfødsretsprøven måtte jeg igennem to gange, fordi ministeren for os udlændinge og vores integration fandt den første for let og erklærede den for ugyldig. Ved prøven året efter afhang statsborgerskabet blandt andet af, om man havde sat krydset rigtigt ved spørgsmålet om, hvorvidt Carl Nielsen blev født i 1865, 1870 eller 1892.

Selv om jeg også bestod eksamen nummer to, har jeg endnu ikke indsendt min ansøgning. Et eller andet splinternyt og tosset politisk påfund får mig gang på gang til at tænke: ”Måske kører det tog alligevel uden mig.”

Den ene dag skal borgerkrigsflygtninge kropsvisiteres for smykker ved ankomsten til landet. Når det forslag er glemt, bliver der indført astronomisk høje gebyrer for tolkehjælp hos lægen og på hospitalet. Alle fagfolk ruller med øjnene: komplet urealistisk. Så bliver der vinket farvel til lighed for loven med dobbelt så høje straffe for forbrydelser begået i de i forvejen ”ghetto”-stemplede beboelsesområder, hvor der bor mange indvandrere. Og så videre. Og så videre. Og så videre.

Og så er der udsigten til det dér håndtryk. Indtil nu er der hvert år blevet afholdt en national velkomstfest på Christiansborg for alle nyudnævnte statsborgere. Det er Folketingets formand, der inviterer. Hun hedder Pia Kjærsgaard. I 1994 fremkom hun med en berømt og berygtet velkomsthilsen, som man som ”fremmed” med tre børn ikke glemmer: »Fremmede formerer sig som kaniner«. Med den sætning – som hun mig bekendt aldrig har undskyldt – i bagagen, strækker hun nu hånden frem som repræsentant for staten og alle dens borgere. Hvis vi ikke tager imod den, mister vi statsborgerskabet. Det er så vanvittigt, at man egentlig skulle prøve det. Jeg ville såmænd godt give fru Kjærsgaard hånden. Men det føles surrealistisk at give et lovbefalet håndtryk, som var det et underkastelsesritual.

Kronik: Danskerne – hvem er det?

At jeg tøver med at indsende min ansøgning, har også at gøre med et formidlingsproblem. »Hold nu op,« brummer vennerne i mit første hjemland, når jeg fortæller dem om tvangshåndtrykket. »Du overdriver, så vanvittige kan de da ikke være. Så venlige mennesker med al den hygge, og så er det et af verdens lykkeligste folk.«

Det er værre endnu: Som journalist lever jeg af min troværdighed. I aviserne har jeg på mit modersmål gennem de seneste to årtier sandfærdigt rapporteret, hvorledes Dansk Folkeparti, skridt for skridt, valg efter valg, har erobret det politiske landskab. Indtil så godt som alle andre vil være ligesom dem og nu må udtænke egne vanvittige forslag for at nå og helst overtrumfe forbilledet. Som korrespondent har jeg måttet servere den samme historie for mine landsmænd om og om igen – med diverse justeringer afhængigt af de seneste, stadig eskalerende, forrykte idéer. Da udlændingeministeren fejrede regeringens skærpelse nummer 50 med lagkage, beskrev jeg (i lighed med andre måbende mediefolk verden over) det ufattelige fænomen og tænkte for mig selv: ”OK, nu må det være nok.“ Kvoten for den slags historier var opfyldt. Ellers kunne det ende med, at læserne og redaktørerne begyndte at opfatte deres korrespondent i Norden som utroværdig.

Derfor har man endnu ikke, i Frankfurter Rundschau, kunnet læse en linje om, at integrationsministeren på ministeriets officielle hjemmeside praler med at være kommet op på 98 »stramninger på udlændingeområdet«. Som om tallet er et scoop, en værdi i sig selv. Hvem ved sine fulde fem ville tro mig, hvis jeg fortalte, hvordan regeringen og dens magtfulde støtteparti plus visse medier næsten ikke kan vente til det store jubilæumsorgie, når tallet 100 er nået, helst som sprudlende optakt til endnu en valgkamp om ”udlændingetemaet“. Det lyder bare for tosset.

Af samme grund har jeg indtil nu afstået fra at skrive om grænsehegnet, som skal bremse invasionen af vildsvin sydfra. Så måtte jeg jo også fortælle, at Dansk Folkeparti i ramme alvor forkynder: Lad os straks bygge hegnet højere end sølle halvanden meter, så det også kan holde flygtningene væk. Det er for vildt, og jeg må jo som sagt også tænke på mit gode navn og rygte.På mit modersmål rimer man sådan her: ”Ist der Ruf erst ruiniert, lebt es sich ganz ungeniert“. Når først ens ry er ødelagt, kan man leve uforsagt, dvs. gøre, lige hvad der passer én. Så vidt er det tilsyneladende kommet med disse politikere. Hvortil kommer, at de, for at fastholde opmærksomheden, må finde på det ene vanvittige kunstgreb efter det andet, stadig mere radikalt og tosset end det forgående. Det synes at være en indbygget mekanisme.

Mens jeg skriver disse linjer, får jeg en meddelelse i min indbakke om, at omkostningerne ved de nye kommunale håndtryksceremonier beløber sig til 2.600 kroner pr. ny statsborger, og det beløb skal borgeren selv betale. Pr. 1. januar koster ansøgningen om statsborgerskabet i stedet for som tidligere 1.200 kr. nu i alt 3.800 kr. Har man hørt mage? Ja, i mit hjemland har man, men det er en anden historie.

Senest kom Socialdemokratiets retsordfører i Ekstra Bladet med forslaget om, at hammeren falder tredje gang for asylsøgere, der er kørt med offentlige transportmidler uden billet. »Det bør have den konsekvens, at asylsøgeren nægtes asyl,« læser man og tænker: Det er trods alt en sensationel bundrekord. At rekordindehaveren efter en kritisk aviskommentar tog afstand igen, er en velkendt del af dette politiske spil. Nu venter vi bare på næste forslag, som slår rekorden.Til slut det mærkværdigste af det hele: I hverdagen, i omgangen med alle mulige mennesker, oplever jeg slet ikke denne stadig stigende vanvidsspiral. Derfor lader jeg også sætningen stå i næste udgave af min bog ”Brugsanvisning til Danmark”: »Jeg er sikker på at du, København, har hjulpet mig til et mildere og gladere livssyn, tusind tak for det.« Måske dog med en tilføjelse: »Men kære venner i dette land, hvorfor lader I nogle politikere på stemmejagt ødelægge denne storslåede skat?«

Viele Grüße!